Dagen derpå. Uden overhovedet at have være tættere på end 500 km, så er der noget svært trist over at Kent nu atter er væk og borte. For os, der ikke var tilstede og oplevede glæden ved gensynet oppe i STHLM, synes det nærmest unfair, at skulle gentage følelsen af tabet fra 2016. Nuvel, jeg havde et ærinde oppe i Nordsjælland i dag, og på motorvejen havde jeg Tilbaka Till Samtiden (2007), efterfølgeren til Röd, kørende højt i kabinen. Hold nu op, hvor er side 1 (i alfald de første fem sange i streg) imponerende, en af de stærkeste samlede sekvenser i bandets løbebane. Det skal dog siges at albummet derefter rammes af et markant fald i niveau, inden slutnummeret ‘Ensammast I Sverige’ løfter op og slutter af igen på øverste hylde, det som en af Kent’s helt store, Sveriges-knugende albumnedlukkere. Huskede ikke Tillbaka Till Samtiden for så mange højdepunkter, så en fornøjelse i dag at gå tilbage og rekognoscere. Her omtalte mægtige slutsang i en stor lo fi-optagelse fra Stockholm i udgivelsesåret…
Thomas R, I stand corrected, mange tak. Og det giver fuld mening, det du skriver, at Röd tager lyden og den elektroniske tilgang endnu længere afsted.
Jeg synes også, Tilbaka Till Samtiden er vokset med de mellemliggende. Men den kommer altså umiddelbart før Röd i Kent-diskografien. Og hørt nu lyder dens første faste skridt ind i en elektronisk klangverden da også som en forløber for det lydbillede, der fuldbyrdes på Röd
Enig. Ensammast i Sverige er et fantastisk nummer. Få kan som Jocke Berg skrive albumfinaler.
Også enig i at albummet er en ujævn oplevelse, men mon ikke Columbus vil få de fleste albums til at “knække”.
Jeg har været slet skjult misundelig over de, der har skullet afsted til koncerterne. Omvendt synes jeg også, at det er et nyt og mærkeligt, lettere uvedkommende punktum, som der er sat for Kent. Så meget støj for næsten ingenting.