Adolf Hitler’s schäfer havde samme navn først, men det forhindrer ikke Blondie i at nyde anseelse i disse kvarterer, som verdens måske mest perfekte popband nogensinde. De mange New York City-vibrerende plader og sange med Deborah Harry’s smeltende stemme øverst, som bandet spyttede ud i en 5-6 år fra 1976, holder således ubesværet, med enkelte sene undtagelser, stadig verdensklasse i dag.
Det andet album – Plastic Letters – rundede i går 30 år. Her en ydmyg markering af det skarpe hjørne med en top-5 over bedste og mest anbefalelsesværdige Blondie-albums:
1. Parrallel Lines (1978)
2. Blondie (1976)
3. Eat To The Beat (1979)
4. Plastic Letters (1977)
5. Autoamerican (1980)
Til gengæld kan sidste longplayer før opløsningen, The Hunter fra 1982, der emmer af disillusion, cash-in og intern splittelse, nemt undværes. Blondie blev gendannet i 1998, men ingen af de to studiealbums, der hidtil er kommet ud af den ide, tåler sammenligning med ovenstående mesterlige discs. Som iøvrigt kan købes i danske pladebutikker – i fine remastererede udgaver med ekstra sange og liner-notes – til næsten ingen penge.
😀 Godt kommet igen der mr Vermouth! … når det så er sagt, ku en 32årig Debbie Harry for min skyld ha været klædt ud som en gnu eller krokodille uden at det ødelagde min lyst til nærkontakt…
Jimmie Jazz, det her drejer sig om en konkret kvinde, Debbie Harry. Med hendes år som Playboy Bunny i begyndelsen af halvfjerdserne, er jeg bange for at min fantasi ville tage over. Hvem har lyst til tete-a-tete med en kvinde med store lyserøde kaninører og en dusk på numsen? Jeg foretrækker 1965.
Vermouth, hva snakker du om?! Man skal da enten være meget gammel eller meget ung for ikke at mene, at 32 årige kvinder er bedre sengepartnere end 20 årige piger… (jeg er selv 28 ;))
Iø er Blondie fantastiske. Intet mindre.
jeg holder mig til 1977, så ville vi være jævnaldrende..
Jeg ville nok vælge at tage tilbage til 1965, på det tidspunky var Debbie Harry kun tyve år gammel!
Fik jeg adgang til en tidsmaskine, tror jeg også jeg ville tage til 1977 og knalde Debbie Harry før jeg afværgede krige, forhindrede katastrofer, aflivede kommende diktatorer m.m..
Jeg var forelsket i Debbie Harry i sjette-syvende. Og især Atomic og Heart Of Glass holder stadig hele vejen hjem for mig. Det gør Denis og Picture This og de andre hits vel egentlig også – men de er knap så erotiske i tonen, og jeg er vist stadig en smule forelsket i hende.
Smeltende stemme – jo, det kan der sgu være noget om, Jens.