Fik Sky Blue Sky, den nye Wilco-plade i dag. Eksperimenter lagt på hylden, til fordel for mere traditionel, afdæmpet musik, der indimellem nogle svært selvtilfredse guitarsoloer lyder mere af sen-Beatles end af alt-americana. Jeff Tweedy synger så sørgmodigt som altid, og var det ikke fordi vi holder så meget af hans sangstemme, ville en støt voksende og skyldtynget kedsomhed gerne aflægge polititilståelse her og nu. Men nej. Tag istedet et kig på Sky Blue Sky’s cover…
Fint nok, hvis nu vi er til nøgtern farveløshed. Men hey, den forrige Wilco-plade så faktisk sådan her ud…
Påstår ikke direkte de to covers ligner hinanden, men den fornemmelse af migræne de afstedkommer er dog ret ens. Og ikke nok med det – her er pladen der kom før A Ghost Is Born…
Vilde farver, nej? Finder ud af, det er meget svært at holde af Wilco’s coverart. Måske fordi den visuelt står som perfekt pendant til al den musik, bandet har lavet de seneste år. Med den nye plade kørende nu – har stor lyst til at flå den af! – synes der desværre ikke længere begrundet håb om, at Jeff Tweedy og Wilco nogensinde når de højder, der syntes så naturlige engang, før lyden af et washed-out fusions-band på downers tog kommandoen. En opfordring herfra til at spare alle Sky Blue Sky-penge, og istedet sætte Wilco’s egen fremragende Summerteeth på. Den udkom før Yankee Hotel Foxtrot, har et til sammenligning nærmest farvestrålende cover, ser således ud…
Nu er Sky Blue Sky endelig forbi. Har det allerede lidt bedre…
Nyhedsavisen har lyttet til Jeff Tweedy & co. – dommen er her:
Mesterværk i tidløst design
http://avisen.dk/mestervaerk-tidloest-design-200507.aspx
Okay-okay boys, hvis endda Ekstra Bladets’s selvoplyste dødspatrulje Thomas Treo siger god for Sky Blue Sky, så må den virkelig altså være god, nej?:-)
Feier, det med at pege fremad, skal ikke tages så bogstaveligt. Men musik går kun galt i byen, hvis den udelukkende er et ekko af noget der var engang. Mener overhovedet ikke Wilco falder i den kategori.
WilcoLover, tag ikke min mening for mere end den er, et førstehåndsindtryk af en plade vi har set meget frem til, og som umiddelbart skuffer. Måske det ændrer sig, som det skete med Cassadaga, who knows!?
Nu førstelytningens nedtur er bearbejdet, og der gøres klar til at bevæge sig ind i løvens hule igen, huskes faktisk nogle okay, fine sangstrukturer bag de lirende guitarer, der desværre lød så meget mere af Wishone Ash-prog-rock end af Television-nerve.
Interessant bliver det ialfald at møde Sky Blue Sky igen, efter alle de positive indlæg her omkring den!
(…) fyld lungerne med himmelske Wilco og deres sublimt salige Sky Blue Sky, der føles som at slå vinduerne op en tidlig sommersøndag.
http://ekstrabladet.dk/flash/anmeldelser/musik/article295720.ece
Længe siden jeg har været så enig med EB’s Thomas Treo. Kan ikke huske hvornår jeg sidst har haft brug for “repeat all” funktionen på min cd-afspiller.
Så sandt, smølle. Jeg blev bare temmelig overrumplet af Jens’ totale desavuering af et album som efter min bedste overbevisning er Tweedy & Co’s foreløbigt bedste bud på en klassiker. SBS er ganske vist ikke proppet med eksperimenter, støj og Weltschmertz som de to foregående studieplader. Til gengæld er der mindst ti gode, klare tunes og et kammerspil i absolut klasse a. Er det farveløst og kedeligt? KH feier
Wilco har da vel altid kigget en del tilbage, har de ikke? Sky Blue Sky leger med soft rock fra 70’erne, A Ghost Is Born med krautrock fra 70’erne. Summerteeth brugte finter der gav mindelser om Beach Boys, Being There var den Exile on Main Street som Replacements aldrig selv fik lavet 🙂
Er det ikke mest et spørgsmål om at forskellig stil falder i forskellig smag? Jeg holder langt mest af Being There og Summerteeth, men det er af den enkle grund at jeg synes det er de bedste sange der er på der. Den dybeste respekt for Tweedys lyst til at bevæge sig fra plade til plade, men der er jo ingen pligt til at kunne lide det hele…
Hey stop en ½ her.
De seneste fem albums fra Wilco har været intet mindre end fantastiske. Høj kvalitet med klasikerstandard hvis man spørger mig.
Jeg forstår ikke at Jens kan dømme SBS så hårdt så tidligt. Al god musik skal genlyttes før man kan fælde en endelig dom. “Aftenland Express” hørte jeg da også selv som en stak B-sider og throwaways de første gange jeg lyttede til den. Nu synes jeg “Aftenland Express” er et album lige niveauet under Beatles White Album – ja en dansk nyklasiker af White Albumske dimensioner(og det er en MEGET stor kompliment!).
Bright Eyes “Cassadaga” er da også et helt fantastisk album i mine øjne, som Jens og andre var lige hurtig nok til at sable ned. De ord blev da spist igen. Det samme vil ske over tid med “Skye Blue Sky” er jeg sikker på. Lyt lige en gang mere…
Ok – den sved. Selv om jeg har iPod, kan jeg med mine 46 år næppe betegne mig selv som yngling. Også selv om jeg prøver at hænge på med sneakers og en festlig skjorte fra Hardware i ny og næ. Hermed faldt så det endegyldige bevis på at jeg ganske enkelt og reverenter talt er gået hen og blevet gammel. Sky Blue Sky er en valid lakmusprøve på dette. Test dig selv: Hør Wilcos nyeste og find ud af om du er blevet gammel.
Når det så er sagt, så har jeg tænkt lidt over en bemærkning der tidligere faldt fra Jens hvori han afslørede en af sine idiosynkrasier – nemlig at musik skal pege fremad for at have en værdi. Hvorfor kan musik ikke pege tilbage eller stå stille? Jeg ved godt det er et temmelig retorisk spørgsmål – men netop i denne diskusion synes jeg det er relevant at tænke over. Gode hilsener fra en trofast gammel Unmack-fan.
Jens og jeg er 43-årige ultålmodige ynglinge med iPod! (det sidste er sandt nok) Se bare hvad Tiny Mix Tapes skriver:
Hej Jens, For en gangs skyld vil jeg mene at din dømmekraft svigter dig. Heldigvis er det jo sådan at musik transformerer i forhold til lytterens sindsstemning, omgivelserne, stimulanserne… Jeg vil umiddelbart mene at din antenne enten trænger til at blive støvet af, eller også skal du vente på at den igen vender i en retning der kan modtage “Sky Blue Sky”. Jeg er faktisk tilbøjelig til at give Thomas Søie fra Berlingeren ret i at Tweedy & Co længe har været på nippet til at lave mesterværket, og at det nu endelig er her. Gode hilsener og tanker fra feier.
Se flere Sky Blue Sky anmeldelser her:
http://www.metacritic.com/music/artists/wilco/skybluesky
Langt hovedparten positive, så er I advaret 😉
At Jeff Tweedy er en sjælden ren idealist, der aldrig går efter lav fællesnævner, gør ham altså ikke ufejlbarlig – selv han kan godt ramme forbi målet.
Inde på Pitchfork falder de ikke ligefrem på halen over Sky Blue Sky. Her et anmeldelsesuddrag, der desværre kun korresponderer helt i sync med den dårlige oplevelse her:
“An album of unapologetic straightforwardness, Sky Blue Sky nakedly exposes the dad-rock gene Wilco has always carried but courageously attempted to disguise. Never has the band sounded more passive, from the direct and domestic nature of Tweedy’s lyrics, to the soft-rock-plus-solos format (already hinted at on Ghost’s “At Least That’s What You Said” and “Hell Is Chrome”) that most of its songs adhere to. The lackluster spirit even pervades the song titles: “Shake It Off” is probably most accurate (not to mention the album’s worst track), but “On and On and On” and “Please Be Patient With Me” are both strong alternatives.
It’s hard to contest Tweedy’s headspace in the making of Sky Blue Sky – the record’s themes of exhaustion and hesitantly returning to normalcy are particularly resonant in the wake of his recent rehabilitation. Perhaps it’s just a shame that the music fits the message so well; just as the chaos and space of Yankee Hotel Foxtrot fit with that record’s message of communication breakdown, Sky Blue Sky’s soothing classic rock elements feel like a desperate pursuit of comfort. Even the noisy guitar interludes (often led by Tweedy rather than Cline) play a dramatic role, absorbing the frustrations Tweedy must have accumulated during all the difficult moments documented in the record’s lyrics.
Among Sky Blue Sky’s most distressing attributes is its misuse of the experimentalist weapons at Tweedy’s command: drummer Glenn Kotche is given no room to stretch beyond routine time-keeping, and Cline is used for his capacity to rip and wail rather than his ear for texture and atmosphere. Case in point, the drowsy opener “Either Way” sleepwalks through a list of indecisive sentiments (“maybe you love me, maybe you don’t”) before breaking for a Cline solo that’s straight-up Weather Channel Local on the 8s. Elsewhere the sextet lineup tends to overplay what should be a collection of fragile, lonesome material. Multiple songs (“Impossible Germany”, “Walken”) end up in multi-guitar Skynyrd jam sessions or White Album aspirations (“Hate It Here”) that sound more homage than heartfelt. Meanwhile, quiet moments such as “Leave Me (Like You Found Me)” are marred from being delicate Being There throwbacks by excessive noodling and Tweedy’s passive-aggressive self-pity.”
Det var ham med hyletonerne – er han stadig med i bandet? 😉
Bortset fra det: En Mikael Jorgensen spiller diverse tangentinstrumenter hos Wilco. Er der mon en dansk forbindelse?
Sky Blue Sky er sangorienteret, og det kan jeg godt lide. Men jeg synes samtidig, at sangene er kedelige og arrangementerne ligeså.
På de første albums med Wilco og på alle albums med Uncle Tupelo var der både interessante sange og gode arrangementer.
Jeg er godt og grundig forvirret.
Pastoren er ikke så glad for Wilco’s eksperimenterende albums YHF/Ghost, men kan ej heller lide Sky Blue Sky som er en enkel håndspillet band-plade helt uden ”hyletoner”?
Her har vi så åbenbart et clash mellem to vidt forskellige kunstsyn:
På den ene side kunstneren, der siger, “Hej, vi har et publikum,lad os blive ved med at tilfredsstille dem” På den anden kunstneren, der siger, “Det her er mit projekt, jeg bliver ældre, får nye inspirationer og prøver genrerne af. Følg mig eller lad være”.
Jeg ved godt, at der er hårfint sat op, men hvor ville Beatles være nået til, hvis det var blevet ved med at spille ‘She Loves You’ eller hvor var Clash kommet til, hvis det bare havde været “White Riot” om og om igen.
Suicidal Tendencies har (i lighed med f.eks. Gustav Winckler, som jeg også sætter højt) aldrig hævdet at lave dybsindige eksperimenter. Da Wilco begyndte at fortabe sig i hyletoner og makkerskabet med Jim O’Rourke, gik det ud over sangskrivningen.
Pastor, ikke gidet købe Loose Fur!!! Næ, lad os hellere høre Suicidal Tendencies. Hvad er den af? ’Born Again In The USA’ var et af de bedste album der udkom sidste år.
Ang. Nels Cline, så er det muligt at downloade (kvit og frit vel at mærke) et nummer med ham på dette link: http://deerhoof.killrockstars.com/covers.html
Prøv at læse
http://www.marathonpacks.com/2007/04/wilco-impossible-germany.html
og her især:
– hvordan skribenten undskylder de manglende farver på billede
– ordet “wankfest” brugt om guitarsoloerne
Inden man ser sig om spiller Jens og Pastoren måske også luftguitar til Impossible Germany 😉
Korrektion: Lige præcis Loose Fur har jeg ikke gidet købe. Alt det andet med Jeff Tweedy (og det meste med Jay Farrar) har jeg.
Jeg må se at få gjort min Jay Farrar-samling komplet.
Well, Pastoren og jeg har vist begge købt samtlige Wilco-udgivelser + diverse m. Golden Smog, Loose Fur, Uncle Tupelo, så det kan ikke være god vilje eller tålmodighed der mangler. Hvad mon problemet så er? Nej-nej, no way, ialfald ikke en skuffende plade…?!
Men hatten af for personen Jeff Tweedy, for at han følger sin helt egen vej – det er sådan det skal være, men desværre sjældent er. Håber han selv er ligeså glad for sin nye, som nogle af jer heldige personer er det. Det er jo dét der tæller!
For mit eget vedkommende skal jeg nok høre Sky Blue Sky igen snart. Et prædikat som ‘klassiker’ giver heldigvis ikke kun forundring, men også nysgerrighed…
Rigtigt med Bright Eyes. Men det var jo kun fordi jeg tog fejl:-)
Hmm Jens, nu er du vel ikke igen for hurtig på aftrækkeren -var der ikke noget med at den nye Bright Eyes også fik en indledende sviner her på siden….;-)
Jeg har ikke selv hørt den nye Wilco endnu, skal det lige tilføjes. Men Sommertænder, den var godt nok fed!
I et interview i det seneste Uncut, siger Tweedy, “I always have to remember, you piss somebody off every time”. Turen er åbenbart kommet til Jens og Pastoren….
Jeg har lyttet på Sky Blue Sky i et par uger efterhånden og det er nok det mest spillede album i 2007. En kommende klassiker i mine ører.
Var det ikke Bo Diddley som sagde You can’t judge a book by it’s cover…
Billy, godt at høre fra dig!
Synes Wilco’s nyere eksperimenter – lette at beundre, sværere at holde af – lykkes bedst på live-pladen Kicking Television, hvor sangene fra A Ghost Is Born og Yankee Hotel Foxtrot fremtræder langt mere naturlige og helstøbte. Den live-plade har fantastiske øjeblikke!
Måske Wilco ikke er kedelige/færdige, men bare ikke kan leve op til de top-imponerende løfter Being There og Summerteeth gav nogle af os.
PS – Anti-coveret har jeg intet på, men omkring Det Løse Liv skal jeg med skam give dig ret. Knud Odde fra Sort Sol ramte vist plet, da han engang sagde, det LS-artwork burde have siddet på en plade ved navn ‘Shu-Bi-Dua 14’…
Hov hov. Indrømmet – den nye plade er bestemt ikke umiddelbart prangende, men de 2 forige Wilco skiver synes jeg bestemt er såvel udfordrende som inspirerende. Nogle kvaliteter som JU plejer at værdsætte.
Jeg mindes at Yankee…. blev placeret som årets plade i Rolling Stone. Og det var vist ikke det eneste sted. Det er naturligvis ikke et kvalitetsstempel i sig selv. Det er jo før sket, at gudsjammerligt lange og småkedelige plader er kåret som årets plader. Det skete f.eks. i 2006 med den seneste langgaber fra RHCP.
Det er nu meget morsomt at Jens har kedet sig så meget under aflytningen af pladen, at han er begyndt at analysere pladecovers. “Det løse liv” og “Anti” har nu aldrig sparket benene væk under mig.
Og så er Wilco fabeltagtigt gode live. Det var de i hvert fald i Lille Vega (2005 tror jeg).
Wilco : kedelige og færdige! Jens og Pastoren har vist brug for ´The Heinrich Maneuver’ (er det ikke et “kneb” der anvendes, hvis man er ved at kvæles?). Det har i da fået helt galt i halsen 🙂
Berlingske bør måske lige nedtrappe de lykkepiller, der giver sig udslag i 6 illusoriske stjerner.
ML1970, Sky Blue Sky udstråler mest af alt træthed. Man tror desværre i den grad på Tweedy, som tappet for kreative kræfter og gåpåmod, efter en hel plade i selskab med uinspirerede Beatles-lån og hans nuomdage mærkværdigt sterile guitarspil. On and on and on, som Tweedy selv så rammende sammenfatter det.
Er de Wilco-covers så flotte rent grafisk? Svært at vurdere uden at falde isøvn.
Sky Blue Sky er en fremragende plade med smukke afdæmpede sange. Og de sidste par Wilco omslag har været meget flotte rent grafisk. Okay nogen er måske mere til photoshop farvelade, men smag og behag er jo heldigvis forskellig 😉
Bryder mig heller ikke specielt om Wilco, men det gør Berlingskes anmelder tilsyneladende. Det er ikke hver dag, man ser 6 stjerner derfra…
http://www.berlingske.dk/dine-ord/artikel:aid=895538
…det tror jeg næppe, idet Michael Stipe som oftest er bagmand hos R.E.M. – også når det gælder covers!
Jeg er helt enig. Det nye album er søvndyssende. Her er forresten forsidebilledet fra det første album, hvor der stadig var gode mindelser om Uncle Tupelo, som jeg savner mere og mere:
Men den røde farve blev vel for voldsom for øjnene? Being There var heller ikke et dårligt album; forsiden var bleggul.
Men så tog eksperimenterne over. Efter Summerteeth var det søvngængeri og hyletoner. Det står mere og mere klart for mig, at Tweedys med-sangskriver fra Uncle Tupelo, Jay Farrar, havde fat i den lange ende med sit Son Volt.
(De to sidste albums med Uncle Tupelo er klassikere inden for alt-country, og de nu igen til at skaffe. Dem hører jeg ofte!)
Er der nogen, der ved om Wilco deler layout-mand med ham, der sørger for de kedelige forsider til R.E.M.’s mange albums?