Svenske Mando Diao, mest kendt som et måske lidt for anonymt/traditionelt rocknroll-band, har på deres nye Give Me Fire-album lavet en afskedssang udover det sædvanlige. Banal tåreperser eller et bevægende farvel i sang og musik? Vi her, med en uforklarlig svaghed for uskyldsrent Broder Daniel-melodrama, hælder til det sidste. Hør selv Mando Diao’s ‘Crystal’ her.
CRYSTAL
Fade away…
All that we have dreamed of
Bergman said it all,
The magic is in the fall, so true…
When you see him tell him all that you don’t know
All how much we’ve grown
So I cry but like always, I don’t feel
That much in here
So I sit by your side just to be near you
Oh Lord, please don’t take him yet
Now you’re gone, you’re with angels
I will soon come visit you
And talk about the time we had together
And our town is filled with tears
Don’t feel bad while you’re there
Life was only sad while you were here
Filled with rage and fear
And now I sit by your side
But you can’t hear me
You can always count on me
Don’t feel sad, you’re with angels
I will soon come visit you
And talk about the time we had together
Now our town is filled with tears
So I sit by your side
Although you’re not with me
When I comfort you, when I come to you
And like always, right here by your side
Don’t feel sad, you’re with angels
I will soon come visit you
And talk about, the time we had together
And our town is filled with tears
© Mando Diao
Jeg kan nu godt komme i tanke om hvad jeg godt kan lide ved Led Zeppelin, men kan også glemme det engang imellem, lidt ligesom Jimi Hendrix.
Måske er det på grund af alle coverversionerne/ efterligningerne.
Jeg får eksempelvis nærmest lyst til at slås, når nogen lige spiller Stairway to heaven på guitar, men jeg har selvfølgelig også gået på efterskole engang
Enig I at Mando Diao har en helt anden friskhed i udtryk og sange, end så mange andre af de retroforelskede bands.
Jeg kan altså slet, slet ikke med Led Zeppelin.
Ja de befinder sig jo i en genre der har sig en mindre revivel, måske mest på grund af det visuelle udtryk. set i lyset af det, er de særdeles overlevelsesdygtige. måske er det fordi de vil mere end at være et ekko af Led Zeppelin, modsat de komiske Blue van og The ( indset selv et navn her)
Mindre Håkan Hellström-agtigt produceret end sidst. Gode men umiddelbart lidt for gennemsigtige sange. ‘Crystal’ er klart standout-tracket.
Wow
Ligesom Kent forstår de virkelig kunsten at runde et album af. Utroligt at de, med simple virkemidler, kan lave et seks minutter langt nummer, som ikke følels et sekund for kort. Ikke engang den obligatoriske instrumentale outro har de gjort brug af. Den følels som et 2 minutters popnummer skåret til benet.
Hvordan er resten af albummet ? Det forrige var jeg selv ret glad for