Denne julemorgen 2006 har jeg netop set, at James Brown er død. Jeg var altid temmelig skeptisk over for hans værk, men måske skyldes det mere en kombination af den status som pseudo-hip, han fik i firserne, og at nogle af hans handlinger var så usympatiske: Støtten til Reagan, dommene for hustruvold… Han har aldrig været højt på min liste, og jeg ved at min medforfatter deler denne vurdering. Talrige er dog i al fald de musikere, James Brown har inspireret.
Og jeg husker endnu, hvordan jeg en dag i Glasgow for snart mange år siden hørte Henry Rollins tale varmt og længe om hans Live at the Apollo Vol. 3 og har lovet mig selv, at jeg en dag vil høre netop dét album. Det løfte vil jeg naturligvis holde.
Dylan har jeg altid under overvejelse. Ved, ved ikke. Lige nu, nyder jeg hans Theme Time Radio.
Ja, det har jeg også tænkt på at gøre, men jeg er bange for at blive slemt skuffet. Til gengæld har jeg billet til Dylan i Forum og Jarvis Cocker i Vega.
Nej, desværre, Lonely Lover, men jeg har købt billet til Chuck Berry.
Jo, Clintion var skam også en oplevelse på dette års Roskilde Festival, men Brown er en legende, og da også et tab synes jeg. Var der nogen heride fra der så ham i Amager Bio tidligere i år?
Gymnasie/københavner-funken fra 1980erne gav mig et fjendebillede af funk-genren som reaktionær forstadsmuzak. Så så jeg George Clinton and the P-Funk All-Stars på Roskilde i 1994 og forstod omsider lidt af, hvad funk oprindelig var – nemlig sjov, oprørsk og swingende. Clinton rangerer langt højere end James Brown på min stemmeseddel!
Ingen skepsis her – manden var sgu et geni og fortjener den største respekt.
http://www.youtube.com/watch?v=USTilaOqNHM
Jeg har sådan set aldrig været skeptisk overfor Browns håndværk.
Det største problem har været den alenlange række af amatør/gymnasie soul/funk orkestre, som især i 1980’erne, fik skræmt mig fra at dykke længere ind i Browns univers, og så måske også lige ‘Living In America’ fra Rocky IV.
Her er der en mindeside:
http://godfather-of-soul-james-brown.blogspot.com/