Der var engang en plade. Den var lavet af vinyl, og den var rund og sort og havde et hul i midten. Pladen havde to sider. Den ene hed A-siden, og den anden hed B-siden. På en lp-plade var det ikke så vigtigt, hvad der var på A-siden og på B-siden, men det var det i allerhøjeste grad for en singleplade.
I New Statesman skriver George Eaton om B-sidens endeligt. Ikke mange tænker på, at velkendte sange som “How Soon Is Now? ” (The Smiths), “Into The Groove” (Madonna) eller “Maggie May” (Rod Stewart) oprindelig var B-sider. Til gengæld er vi mange, der husker B-siderne som et fristed, hvor musikerne kunne lave noget uventet og spændende. B-sidens endeligt var fuldbyrdet, da det blev muligt at downloade enkeltnumre.
Som Eaton skriver:
For a young band, great B-sides were a declaration of superiority. In Oasis’s imperial phase, Noel Gallagher would produce B-sides – “Acquiesce”, “Rockin’ Chair”, “Half the World Away” – better than most bands’ A-sides (how he must wish he had saved some of them for the years of famine). Indeed, Oasis’s 1998 B-sides collection The Masterplan is rightly remembered as the last great album they made. Similarly, I return to B-sides compilations by Suede (Sci-Fi Lullabies), Nirvana (Incesticide) and the Manic Street Preachers (Lipstick Traces) at least as often as I do to their studio albums.
Jeg savner også B-siderne. Det ironiske er at cd’ens fremkomst skabte albums, der var alt, alt for lange – nogle af sangene kunne have fået en anden tilværelse som B-sider og måske være kommet bedre til deres ret.
Ja jeg mindes også “planer” (vokser min næse) om Cph. Screaming optagelser som b-sider, selvom de jo ikke for alvor lever op til betegnelsen.. Og jo det ville da være lidt af et scoop at genoplive disse planer..
Nå mit egentlige ærinde var at anbefale aftenes hit på Spotify/kommende cd køb: PSB’s Format.. Sjovt nok er der vist ikke så mange numre fra Release-rædsels-perioden..
De kom alle med på Aftenland Express! 😉
Nej, de forsvandt med den fysiske CD-single.
Men hvor er alle dine egne B-sider egentlig blevet af, Jens?
Rozzer, det var faktisk flere gange anledning til ret stor uenighed i bandet, da 2/3 af os netop ønskede at skyde fra hoften og prøve anderledes ting af på B-sider, med den frihed, hurtige bevægelse og uforpligtgelse det medie besad. Men den sidste 1/3 ville ikke indspille/udgive på en måde, han mente i al sin halvbearbejdethed kun ville kunne kompromittere os. En fandens skam.
Oasis (de tidlige år), Suede, Kent som nævnt før – men også håbløst undervurderede Gene, er alle (verdens)mestre i b-sider.
Hvorfor Kent, altid har insisteret på gode b-sider, når denne disciplin aldrig har fået fodfæste i DK. Man længes jo efter at eks. et band, som denne ene af forfatterene til denne blog, spiller i, havde gjort meget mere ud af dette. Når man ved, hvor højt han selv værdsætter disciplinen 😉
Jeg husker heller ikke Rod St. Men til gengæld husker jeg gerne psb og til en vis grad depeche mode når det handler om b-sider.
Hvad angår Kent b-sidor så er det et absolut must
The Smiths, Pet Shop Boys, Suede, Kent – alle mestre af B-side-disciplinen. Hvor havde de bands’ udgivelseshistorie været mere endimensionel og kedelig for os alle, uden netop B-siden at brillere på sideløbende.
Herhjemme havde Gasolin’ en ret overlegen B-side ved navn ‘Kvinde Min’…