4 tanker om “Ferry across The Stanley”

1. Fantatstisk, Yugo Star! Derbysejr i øsende regnvejr – bedre bliver det næsten ikke. Tak for beretningen!

2. Dejlig beretning Yogo.

   tænkte på dig, da jeg med julefrokost i kroppen, så kampen.

   Stemningen virkede elektrisk…

   Forhåbentlig overlever vi Blackburns knoldsparkere, der alle (igen) har fået at vide at de skal sparke os så meget som muligt.

3. Jeg beretter naturligvis gerne fra en stor eftermiddag på Goodison Park – beklager forsinkelsen men inden hjemrejsen var der lige musik, bøger og film, der ville købes og dejlige engelske øl, der ville drikkes!

   Vi varmede op til lokalderbyet om Merseyside på Craven Cottage dagen før med Fulham-Bolton efterfulgt af en omgang indisk chicken vindaloo, der fik sved og tårer frem. Således klædt på til Liverpool.

   Vi skulle afhente billetterne på Goodison Road Box Office inden kampen – vi landede i den blå del af Liverpool i god tid til at få en sludder med den steward, der hjalp os med at finde billetterne. Han tog det med godt humør, at undertegnede bekender sig til den røde del af Liverpool. Med typisk scouser humor kiggede han på sin liste over billetter og sagde uden at fortrække en mine, at vores billetter var ”for next weeks match, lads”. Det var dog heldigvis ikke tilfældet – således lettede kunne vi tanke op med klassisk fodboldgastronomi i form af fedtede fish’n’chips i silende regn og en iskold pint på den lokale Everton-pub. Lav profil var kodeordet…

   Vores sæder var på Main Stand i hardcore Everton-land. Jeg måtte lade det røde halstørklæde gemme under jakken, selvom der dog syntes at være enkelte andre ”røde” i området. Men det var den blå hjemmebanefordel, man kunne høre mest i begyndelsen – jeg nød dog udsigten henover grønsværen til de gæstende fans. Evertons supportere morede sig med at kaste en badebold ind til Pepe Reina (med henvisning til Sunderland-scoringen tidligere på sæsonen), men snart forstummede latteren, da Joseph Yobo rettede Mascheranos ellers dødsdømte skud af, så Liverpool efter en ganske god start kom foran 1-0. Mascherano spurtede med et vildt ansigtsudtryk i fuld fart hen over banen og ned til Liverpools fans, og vildskab brød ud på lægterne. Selv måtte jeg nøjes med et par knyttede næver og et ”yes”, idet nogle elementer omkring mig ikke var helt indforståede med kampens udvikling. Bedre blev det ikke af at Everton fik annulleret to mål, helt korrekt naturligvis, eller at Bilyaletdinov misbrugte en kæmpechance ved at helkikse foran et næsten tomt mål.

   Efter pausen pressede Everton også på, og det var med bange anelser at man konstaterede, at der blev længere og længere mellem de røde kontraangreb – Gerrard virkede ikke klar, N’gog tabte alle dueller mod Yobo og Distin, og på midtbanen havde Lucas og Mascherano rigeligt at gøre med at holde Everton i skak. Heldigvis spillede forsvaret med Agger i fremtrædende rolle en god kamp – og i mål leverede Reina kampens afgørende detalje, da han mirakuløst parerede Cahills hovedstød fra tæt hold og Fellainis efterfølgende åbne ripostchance.

   Derefter foretog Benitez to kloge indskiftninger, der sendte stærke Dirk Kuyt op i front og skabte mere boldsikker fremdrift på kanterne med Benayoun og Riera. Sidstnævnte sendte et farligt skud af sted, og på returbolden gjorde Kuyt det til forløsende 2-0 – og så kørte de røde kampen hjem mens fansene sang ”going down” ned mod de blå.

   Der var en stor stemning hele dagen, og trods rivaliseringen virkede det som om at alt var i en venligt drillende atmosfære. Jeg nød oplevelsen i fulde drag og kun fraværet af Det Dejlige Menneske trak ned – det var en dag med engelsk fodbold classic: regnvejr, derbystemning, Liverpool-sejr, mørke øl fra fad og YNWA!

4. Yugo Star – det går ikke, at du først sætter dig til tasterne, når du er hjemme igen. Lad høre fra dig… 🙂