Endnu lettere lamslået over det kollektive brit-kollaps vi, gennem to håbløse nye singler fra Manic Street Preachers og The Stone Roses, blev præsenteret for i går. Førstnævnte måske ikke den store overraskelse, for bag et par hæderlige albums i midthalvfemserne lå altid en fornemmelse af, at dette musikalsk efne men også for arbejdsmandsagtige walisiske orkester nok mere var inspireret i lyd af Queen end af Sex Pistols, ja, tænk bare på sanger James Dean Bradfield’s altid pressede og højtpitchede råbevokal. Men Stone Roses derimod, aberne fra Manchester med det klassiske debutalbum, at de skulle vende så skuffende ordinært tilbage efter 22 års kravlelangsomt tilløb, er sværere at leve med. Så lad os lige nulstille The Stone Roses-uret og nyde hvor overlegent godt de lød, da de først kom til os, her gennem åbningsnummeret på føromtalte debut…