Fyens Stiftstidende leverer også en af de her underligt forbeholdne anmeldelser. Et citat fra anmeldelsen i dagens udgave:
Det musikalske udtryk er mere dystert og indelukket end det vidtløftige og særdeles radiovenlige, man så på debuten. Til gengæld er sprogbruget blevet mere bombastisk, som på åbneren “Film Vi Har Set”, hvor der optræder “bowlinghaller i brand”.
Og selv om Unmacks sange stadig har masser af kvaliteter, så kan man ikke undgå at savne de fængende omkvæd fra sange som “Happy Ending”, “Født På En Søndag” og “Regn Over Skyerne”. Til gengæld får man en række mere dvælende og nedtonede sange som “København I Dine Øjne”, som er en mere voksen og postmodernistisk kærlighedserklæring fra eksiljyden til hovedstaden end “Copenhagen Dreaming” fra Love Shop-tiden, som nærmest var naiv i sin romantiske bybeskrivelse.
Og så giver anmelderen alligevel – 4 stjerner.
(Hvornår tager Journalisthøjskolen sig sammen til at forlange musikanmeldere indkaldt til et efteruddannelseskursus, hvor de lærer at undgå ordet “postmodernistisk”?)
Problemet er vel egentlig at man som sådan ikke kan blive uddannet, og leve af at være musikjournalist, modsat eksempelvis sportsjournalist.
Dækningen af musik i de danske aviser er overfladisk “feel good” journalistik af den slags Go´morgen/ go´aften danmark er eksperter i.
Der er simpelthen ingen redaktører der tør trygge lange og dybdegående artikler om musik, ikke engang Gaffa.
Har læst alt hvad jeg kunne opstøve af artikler med Jens Unmack i forbindelse med den nye plade, og der står fandme det samme i dem alle,(med en positiv undtagelse af urban).
Begrebet postmodernisme er da vist ikke skudt helt ved siden af, når det gælder “tilfældet Unmack”?