I dag skulle familien have jordbær til dessert, og min hustru begyndte at fortælle om dengang hun plukkede jordbær i sin skoletid. Dét var undskyldning nok for mig til at grave en cd frem med… nå ja, “Strawberry Fields Forever”.

Jeg endte med at høre hele Magical Mystery Tour for første gang i lang tid. På denne blog har The Beatles af og til fået rigeligt med knubs. Men da jeg hørte albummet igen i dag med friske øren – men med sange, jeg kan udenad – gik det igen op for mig hvor gode de fire herrer fra Liverpool var.  Sgt. Pepper er jeg ikke nær så begejstret for som det album, der kom før (Revolver) og dét, der kom efter – Magical Mystery Tour. Eksperimenterne er ikke helt så radikale som på Sgt. Pepper, og sangskrivningen er (synes jeg) faktisk en tand bedre.

Der er selvfølgelig masser af grupper, der står i dyb gæld til The Beatles – Oasis er nok det mindst subtile eksempel, men der er også en hærskare af amerikanske navne som Wilco, Redd Kross, Cotton Mather og hele Elephant 6-slænget (Apples In Stereo m.fl.), der tager fat i hvert deres aspekt af Beatles-universet. Mange af disse beundrere holder jeg meget af, men vi har det med at glemme, at Lennon/McCartney/Harrison/Starkey var forudsætningen – dybt, dybt originale og et eksempel på, hvad der sker når kreativiteten kan flyde frit.

Ligesom andre af de bedste bands tog de deres inspirationskilder, der var mange og forskellige, og skabte noget nyt ud fra dem. The Clash forenede rockabilly, punk, dub og soul (og sikkert mere end dét). Bruce Springsteen lod Bob Dylan og Woody Guthrie møde Phil Spector og Van Morrison. The Beatles lod Motown, Chuck Berry og Elvis møde music hall, Lewis Carrolls absurde univers og den særlige nordengelske blanding af melankoli, humor og fandenivoldskhed.

Alt dét, vi tager for givet i dag – at et band skriver sine egne sange, har et tæt samarbejde med produceren, laver deres hovedværker mens de er i sidste halvdel af tyverne – dét opstod med The Beatles, det første “moderne” band.

Også The Clash, Bruce Springsteen og mange andre efter dem har haft deres storhedstid, mens de var sidst i tyverne. Det må være en magisk alder!

Summen var også her større end delene; især George Harrison havde gode ting i ærmet bagefter, og også de første af John Lennons soloalbums kan jeg lide. Men de overgik aldrig hvad de lavede dengang.

At The Beatles så siden er blevet kanoniseret, kommercialiseret og gjort kedelige ved omklamring er ærgerligt. Men at høre musikken “som den er”, som jeg gjorde det i dag, se dét er noget helt særligt!