Johnny Marr gør det svært for sig selv denne mandag. At premiere-streame sit nye album The Messenger samme dag, Nick Cave & The Bad Seeds udsender en fremragende longplayer, er ikke nemmeste måde at tiltrække opmærksomhed og favorabel omtale på. Giver mindelser om i start-januar, da Suede valgte at udsende første friske sang i 100 år, kun for at blive overtrumfet dagen efter da David Bowie gjorde præcis det samme, blot af en helt anden sublim klasse.

Johnny Marr har lige siden indfadningen på ‘Hand In Glove’, The Smiths’ debutsingle, været postpunk-generationen’s store lyriske og melodisk innovative guitarist, det uanset hvem han indspillede eller optrådte med. Den kvalitet ligger også klart henover The Messenger, hvis uretfærdige men centrale klagepunkt skal være, det ikke er Morrissey der leverer stemme, ord og melodisk tæft her, og omvendt, at Morrissey ikke har et så melodisk righoldigt og opstrammet materiale som Johnny Marr’s at arbejde med nuomdage. Nogle skilsmisser gør endnu mere ondt end andre, men kaster alligevel gode ting af sig. Det lyder bittersødt – hør selv her.