But it’s been so long – hvad med at komme ned fra Coke Mountain og færdiggøre en ny plade snart?!? Miss you.
…More gin in teacups
And leaves on the lawn
Violence in dole queues
And the pale thin girl
Behind the checkoutIf you’re looking for a cheap sort
Set in false anticipation
I’ll be waiting in the photo booth
At the underground stationSo come away, won’t you come away
We could go to…
Deptford, Catford, Watford, Digberth, Mansfield
Ahh anywhere in Albion…
Mener der ikke er grund til at gøre sig munter over Dohertys eller for den sags skyld såkaldt helt almindelige menneskers tydelige misbrugsproblemer, som fratager dem deres værdighed – hvad enten det er mediedækket eller ej. Omvendt er feticheringen af misbruget og kunstnermyten også en klæg omgang. Den der banale forestilling om at erkendelsens døre kun kan sparkes ind og talentet frit udfoldes når giften løber i venerne.
Det kunne man ikke sige om Tina Nedergaard,
Hans stil er laissez-faire, men dog fokuseret og lyrisk.
Men behøver det at lyde lige så snalret som en pressekonference med den tidligere undervisningsminister (ikke traktor-Troels, men hende der kom før)?
Men han er – slingrende eller ej – IMO en langt mere personlig sangskriver, sanger og tekstforfatter, end RA og hans ofte alt for traditionsbundne americana. Hvilket jeg ikke siger for at rakke ned på RÁ, som jeg har mange plader med, men blot for at sige, PD’s måde at leve sit liv på ikke bør frasige os at anerkende hans unikke talent.
Nu er Ryan Adams ikke mere “min”, end Pete Doherty er “din”. Pete Doherty er ikke talentløs, men hans musik er simpelthen en tand for slasket til min smag.
Pastor, rent kvalitativt har Pete Doherty et mindst ligeså fornemt output som din Ryan Adams. Alt andet – slingrende eller ej – er vel hamrende ligegyldigt.
Men Ryan Adams kan stadig være en pisseugle! Læs her om en BBC-optagelse fra 2011, hvor han ragede uklar med en anden sangskriver, jeg sætter højt (og som jeg har god grund til at tro er en sympatisk person), nemlig Neil Finn:
http://www.theage.com.au/entertainment/music/ryan-adams-and-neil-finn-fall-out-during-tv-taping-20111026-1mjld.html#ixzz1byKKybKb
Ryan Adams er blevet et ganske andet menneske end han var i sine vilde år, Jens. Og selv da han var allermest ude i tovene, lød hans musik ikke bare tilnærmelsesvis så snalret og slingrende som hvad Peter Doherty præsterer (eller hvad vi nu skal kalde det).
Og måske at en musikers livsførelse også kan bidrage til han/hun udfolder sig. Problemet i tilfældet Pete er blot, at hans eskapader har overskygget hans genialiteter. For min skyld må han gerne drikke sig vissen på coke mountain – bare han snart kommer med ny musik..
Pastor, tænk hvis jeg kørte samme hetz mod f.eks. Ryan Adams, som da vist også slås hårdt med sine dæmoner, som du gør mod Doherty. Musikken og det den giver os, bør da veje tungere end en moralsk stillingtagen til afsenderens livsførelse…
Mon ikke han fejrer det med et glas eller tredive?