Ikke nødvendigvis et spørgsmål hvis svar man har lyst til at kende. Men tjek alligevel de to YouTube-videoer her nedenfor. Først en ung søgende Ian McCulloch på vej frem i rampelys med Echo & The Bunnymen, udstrålende kun skarp åbenhed og antenner ude. Derefter selvsamme Big Mac, i en ny BBC-optagelse med Manic Steet Preachers, nu 30 år efter anderledes pakket ind, tillukket og dinosaurtung af egne trætte rockmanerer. Nej, hans fald skal naturligvis ikke stå repræsentativt for os alle, men tankevækkende er det sgu’ anyways…
Jeg undlader bevidst at kommentere aftenens ørkenvandring af en LFC kamp. Suk… (Hvor lang snor har Roy?)
http://desmond.yfrog.com/Himg185/scaled.php?tn=0&server=185&filename=wl0v.jpg&xsize=640&ysize=640
Kombinerer både Big Mac og LFC. Mike Jefferis instruktør på “Goal” filmene bla. er i Liverpool for at filme en 5 mins feature på hvor stor et antiparti der er i mod det nuværende ejerregime. Samuel L Jackson rygtes med i den, eftersom han er i UK for at filme pt.
Men McCulloch, som billedet beviser er også at finde deri.
Jeg har rent faktisk hørt meget Bunnymen på det seneste og selvom skiverne som helhed ikke når højderne fra før Ocean Rain, så har jeg intet problem med at lave en top 5 post Ocean Rain;
5. Nothing Last Forever
4. Rust
3. Bring On The Dancing Horses
2. Lips Like Sugar
1. In The Margins
Alder eller penge … men kan dette forsvares ?
http://www.youtube.com/watch?v=zCyLKdGGRVg
Kom cirkuset forbi kbh. ville man jo nok kigge forbi alligevel …
Sh.
Ingen af ex-Liverpoolspillerne faldt dog igennem som deres ex-Arsenal-mand. Gilberto Silva er ‘kun’ 35? Han lignede og spillede som en, der var det dobbelte. Og som burde sidde hjemme i sin lænestol med slumretæppet over benene og drikke kamillethe indtil han uvægerligt faldt i søvn, i stedet for at rende rundt i korte bukser sent om aftenen. I det mindste fik han fri før tid.
ikke nødvendigvis kun alder – også penge gør ting ved folk:-)
http://gaffa.dk/nyhed/43190
Et lidt søgt apropos, nu hvor det ikke er fodboldindlæg, der dominerer her på bloggen for tiden, selvom der da er aktuelle anledninger nok 🙂
Jeg så flere gamle kendinge i går, jeg helt havde glemt, og som åbenbart var åbenbart var havnet i Grækenland. Panathiniakos stillede med et kvart Liverpool-nostalgihold, som var lige så tandløse som det nuværende Liverpool-mandskab. Her er der ikke gået 30 år, men det føles som lang tid, og en af spillerne var engang rigtig stor, men i går en skygge af sig selv (hvilket jeg ikke skal beklage netop i går):
Luis Garcia kommer aldrig tilbage, og vi ved, han kommer aldrig tilbage.
Det er ikke – som det allerede er blevet påpeget – ikke alderen alene, der har gjort det af med Shane McCulloch/Ian McGowan.
Og også jeg kan ikke undgå at bemærke, at det kun var frem til Ocean Rain, der var noget på spil hos kaninmændene. Det var så også til gengæld fire fremragende album, inden turen mod hyggerocken begyndte.
Og av av av – hvad har 30 år og godt med tilsætningsstoffer af enhver slags gjort ved hans stemme?
Men hvor trist egentlig at tænke sig at han har været med så længe, men faktisk kun var fantastisk de første fire af de 30 år, til og med Ocean Rain. Tal lige om ‘diminishing returns’…