I bevægelse

Kan se, Pastoren prøver tvinge en tilbage her øverst på bloggen med indlæg om Joni Mitchell og 70’er-soul. Og det virker tydeligvis. For her en manisk rejsesang fra et britisk band, der i bagspejlet er ret fantastiske til og med 1982, derefter aldrig igen. Hvilket mere passende sted for unge Jim Kerr at synge ‘I Travel’, den piskende åbningssang på Simple Minds’ europæiske kærlighedserklæring Empires and Dance (1980), end f.eks. på en fransk eller spansk TV-kanal? Hørte hele albummet i nat, en moderne klassiker…

8 tanker om “I bevægelse”

  1. Beklager! Ødelægger festen nu, men Simple Minds var desværre aldrig mere end ….. just simple – rimeligt ordinære; ikke rigtigt noget, der rykkede for alvor. Ok gode, men ærligt talt , så heller ikke så meget mere. Har aldrig rigtigt forstået den der hype. OG SÅ falder der brænde ned her …….sorry!!!

  2. Nogle få gange er det lykkedes Simple Minds næsten at ramme tonen fra de gyldne år med det enkle og længselsfyldte lydbillede.

    Her er et af de sjældne øjeblikke.

    Jim Kerr og de andre ved inderst inde godt, at der var noget særligt, der forsvandt efter New Gold Dream. På Neapolis forsøgte de faktisk at få den gamle besætning og den oprindelige producer tilbage i folden, men da lykkedes det ikke at genfinde magien.

  3. Helt enig – Empires and Dance er en fremragende plade der synes at stå imod tidens gang. Stør sammen med efterfølgeren Sons and Fascination (også udgivet som dobbeltalbum sammen med Sister Feelings Call og New Gold Dream) som Simple Minds guldalder. Derefter gik der lidt for meget konkurrence i den om at være større en U2 på svulstighed.

    Ps Hvor er det skønt at have jer tilbage!!!!

  4. Jeg var 5, da Empires and Dance udkom. Jeg stod derfor først på vognen med Street Fighting Years. Det var dog et kvantespring for mig, da jeg indtil da mest havde dyrket Stock, Aitken & Waterman-delen af hitlisterne (dog med a-ha som forsonende fikspunkt). Anyways, Street Fighting Years og de første tre numre af Real Life samt en opsamling er det, der har udgjort mit kendskab til bandet. Har prøvet de tidlige flere gange, men de bider ikke på. Det betyder sgu en del, hvad man bliver fyldt med i de formative år!

  5. ‘Don’t You Forget About Me’ (som de ikke selv har skrevet) er et ærketypisk og velfungerende 80’er-stadionrock-hit, men lige i den stil holder jeg selv mere af deres egen ‘Up On The Catwalk’. Er udelukkende hård ved dem fordi adel forpligter, og deres gyldne tidlige periode blev svigtet så grusomt, da de blev alt det de netop i disse år var et så vægtløst modsvar til.

  6. Jens, du er altså urimelig hård mod Simple Minds. Ja de er bestemt ikke noget nyskabende i dag eller de sidste rigtig mange år, men de har altså lavet gode ting. Herunder et eksempel, og ja nummeret er blevet spillet til døde, men en klassiker, der kan give publikum OPLEVELSEN, det kender du jo også selv;-)… https://www.youtube.com/watch?v=OiHl4RK6plw

  7. New Gold Dream (81-82-83-84) er firsernes bedste souludgivelse. Bagefter gik det stejlt ned ad bakke, men vi havde godt nok også været højt oppe. Også de to foregående albums var gode, omend ikke helt på højde med den nye gulddrøm.

Skriv et svar