The Quietus skriver om ‘Every Day Is Yours To Win’, sjette sang på REM’s nye Collapse Into Now:
The track most likely to be embraced wholeheartedly by all REM fans, and also one of the most interesting on the album. Boasting a twinkling, starry score and with Stipe’s vocal drenched in reverb and echo, it feels somewhat like treading barefoot through a dream until the reverie is broken slightly by the introduction of soaring guitar halfway through. The nursery-rhyme like quality of the words adds to the lullaby aesthetic, too, with lines such as “With the walk and the talk, and the tick-tock clock” and “I can’t tell a lie, it’s not all cherry pie/ But it’s all there waiting for you”. Throw in the simple refrain of “Hey yeah”, and you’ve got a sure-fire anthem just waiting to be unleashed.
Har fået hørt Collapse Into Now de første 4-5 gange nu. Så befriende at opleve R.E.M. endelig igen kan være her og lige nu, ophæve tid, bygge bro mellem underbevidshed, drøm og virkelighed. ‘Every Day Is Yours To Win’ er jo helt fantastisk dejlig, ligeså ‘Blue’, slutnummeret med Patti Smith. Men der er mange fine ting undervejs, ikke mindst de sange vi nu allerede kender godt i forvejen, specielt den om Berlin og så ‘Oh My Heart’. Der er en lidt bleg periode langt henne på albummet, omkring ‘Alligator…’ og ‘That Someone Is You’, hvor specielt sidstnævnte lyder decideret throwaway. Men det er ubetydeligheder, for R.E.M. har overordnet ikke fremstået så levende, ligefremme, overskudsagtige og på højde med bandets egen tunge arv siden New Adventures In Hi-Fi. Vi taler altså 15 års dvale – så lang en søvn plejer intet rockband at vågne op fra og kunne være sig selv bekendt. Det har R.E.M. nu gjort.
The Quietus har også ord om ovenstående sang:
Blue
So Collapse Into Now culminates with ‘Blue’, a truly bizarre closer and the most experimental that REM have been for quite some time. Rather than any musical contemporary, Stipe’s words sound more like Ginsberg and the Beat generation as he reels of lines of stream-of-consciousness observations that start with isolated self-pity (“Halloween, I’d had enough to drink to have my own party”) and end with the weird outburst of “Cinderella boy, you lost your shoe/ Cinderella boy, your carriage awaits”. The ragged, slicing guitar line that begin the song verges on almost melodramatic; minutes later, its own histrionics are undercut by the introduction of sparse and brittle piano, and some odd scraping and squeaking noises cluttering up the background. Patti Smith also contributes the album’s final guest appearance (and in doing so, performs with the band for the second time after her turn on ‘E-Bow The Letter’ from 1996), but she’s almost relegated to secondary attraction. And rather fittingly, it all ends with a softer, slower reprise of ‘Discovery’, bringing the constant see-sawing between hope and resignation, and optimism and pessimism, full circle. Perhaps more radical moments like this wouldn’t have gone amiss, but Collapse Into Now is the sound of a band revisiting the ground that they know best – and at this point in their career, it’s probably better to be safe than sorry.
Apropos Lynskey kunne dette være interessant…
http://www.guardian.co.uk/music/musicblog/audio/2011/mar/04/music-weekly-protest-songs
Og NME – det er helt enkelt blevet en tragedie.
Jeg vil sige at chancen ikke bare er til stede, men overvejende, for at de elsker R.E.M.-nyheder på Q 🙂 Reveal fik da også en femmer. Ditto New Adventures in Hi-Fi. Det virker f.eks. overdrevent generøst når Automatic for the People må stå på samme score 🙂
John Harris er en sær snegl, hvilket bl.a. tydeligt ses af at han pure nægter at opgradere sin frisure, der ville passe fint på en dreng i en parka coat i en dansk skolegård anno ca. 1979. Men han er ikke en skidt journalist, kig f.eks. hans artikler her:
http://www.guardian.co.uk/profile/johnharris
Han fryder sig bare ved at være lidt kategorisk og Rasmus Modsat, tror jeg. Det kan jeg egentlig ganske godt lide – samtidig med at jeg forbeholder mig retten til at være uenig. Og det er slet ikke nok til at dømme hele bladet ude 🙂
Arh, smoelle, fordi de kun kan li’ rock behøver de jo ikke nødvendigvis være oppe på lige den nye REM-plade, gør de?!?
Køber selv sjældent Q længere. De gange det sker, synes jeg som ofte deres features/interviews mangler den dybde og spalteplads, som Mojo/Uncut disker op med. Selvom jeg specielt omkring førstnævnte vil give dig ret i, at det bliver meget støvet med Pink Floyd/Beatles/Stones/The Who/The Clash/Bob Marley/Springsteen-rotationen på forside og i feature.
NME købte jeg senest på Berlin HBF, da jeg så de havde – haha – en Clash-feature kørende den uge. Hold da op, det blad er faldet dybt! Der er skoleblade med mere vægtigt og bedre skrevet indhold.
Jeg synes nu I i jeres enighed skyder sendebudet for beskedens indhold…
Hvis Q er Smash Hits for voksne, der kun kan lide rock, burde de vel give albummet fem stjerner? 🙂
Det der overrasker mig ved Harris er, at han bedst kan lide de to første sange. De lyder som Pearl Jam og fik mig nærmest til at opgive resten. Hvilket havde været dumt, da resten er ganske godt – selv om det føles som en afglans af de gode gamle dage.
Anyhoo, Q har da helt klart en tendens til at holde en umanerlig sikker og zzzzzz type musik som deres hovedfokus. Dette taler for sig selv.
http://strangeglue.com/news/q-magazine-declare-coldplay-best-band-in-the-world/10002787
Men stadig har de dog nogle gode skribenter der stadig har ørerne og øjnene åbne – især Dorian Lynskey og Garry Mulholland. Conor Oberst, Gruff Rhys, PJ Harvey og Edwyn Collins er interviewet i nyeste numre – fire, der tager god plads op i min samling. Og hvis alternativet er Uncut og Mojo… i det mindste har Q ikke en fast rotation til forsiden, der sikrer at de samme tolv levende og døde koryfæer vender tilbage med 12 måneders mellemrum 😉
Ingen af dem er perfekte, mildt sagt, og skal man ud over dadrock-zonen, så skal man til Clash (der bare er temmelig overfladisk) og Wire (der er lige så elektronisk-snobbet som Uncut er horny for Dylan og hans jævnaldrende). Men Q er trods alt de mindst værste – da de ikke har opgivet totalt, at popmusik findes og både kan og bør være skægt.
Efter at have læst Q gennem mange, mange år – stod jeg helt af sidste år. Det er jo for fanden bare en ny top 20/50/100 over forskellige albums, sange, sangere und so weiter hver eneste måned.
Er som Rozzer også gået til Mojo og Uncut….
Kom forøvrigt til at købe NME forleden da jeg skulle med toget – har ikke købt det i mange år, men husker 80´ernes fremragende ugentlige (og dybdegående) læsning! Nu er det sgu også bare et glittet magasin på avispapir….:-(
Er Q ikke endt som en slags Smash Hits for voksne der kun kan li’ rock?
Jeg er tilbøjelige til at give dig ret Jens. Hvad Q i almindelighed angår. Der er mere og mere Hello magazine over det, end et kompetent magasin om musik. Sørgeligt, da Q har fulgt mig lige siden jeg begyndte at interessere mig for britisk musik.
Er langt mere til Mojo disse dage, og Uncut. Men bliver svag fra tid til anden og køber Q. For kun at blive skuffet.
Man kunne, når man først har hørt Collapse Into Now, med al respekt for Q og John Harris, nemt forestille sig, det istedet er førstnævnte i almindelighed og sidstnævnte i særdeleshed, der er færdig og begravet.
John Harris i Q giver Collapse Into Now, beskedne 2 stjerner, og konkluderer i modsætning til flere herpå bloggen at R.E.M er færdige og begravet.
Endnu ved jeg ikke hvilken lejr jeg tilhører.
“Every Day Is Yours To Win”
Mike Mills: A wonderful song on which we have worked brutally long. Sometimes I’m just a slow writer. Now it almost became a lullaby, that wasn’t planned at all. We just didn’t want to give up on that song. That happens sometimes, when you busy yourself for too long with a little piece of music. Then you end up like a dog chasing its own tail, and it comes to nothing at all. Here we only just managed to get our act together.
Den til dels, men også ‘E-bow The Letter’ spøger i struktur, lyd og udførelse.
Jeg er SOLGT til Every Day Is Yours To Win, og er det bare mig eller minder Blue sine steder om Country Feedback alle tiders bedste R.E.M. sang?