Bruce Springsteen var ikke nem at høre i årene efter dette monsteralbum. For dets musik var überalles hvor man kom i en halv evighed efter udgivelsen. Det samme var billederne på nethinden af Bruce og Clarence Clemons, der havde vægttrænet, købt ærmeløse t-shirts og lignede østtyske vægtløftere med bandanas. Nej, det var ikke kønt. Musikken havde på samlebåndet ligeledes fået anabolske steroider og lød derefter. Den less-is-more-produktion, som havde gjort forgængeren Nebraska til en så vedkommende plade, var afløst af brede armbevægelser, gatede trommer og flashy-pompøs stadionlyd. Som dog ikke formåede at skjule de velskrevne sange, der oftest lå nedenunder produktets og dets afsenders stålsatte jeg-skal-være-verdens-største-nu-attitude. Hvilket Springsteen jo rent faktisk blev i nogle år med Born in the U.S.A. Når man hører albummet i dag er dets lyd håbløst dateret. State of the art i går, lettere skinger i dag. Men mange af sangene holder stadig. Som f.eks. ‘No Surrender’, wall-of-sound-åbningsnummeret fra side 2, som Springsteen & co. her giver sammen med Brian Fallon fra The Gaslight Anthem…