The Cure var et af de helt store bands for mig. Fra Seventeen Seconds udkom i foråret 1980 og frem til katastrofe-albummet The Top i 1984 var vi uadskillelige, Robert, Simon, Lol og jeg. Det til et punkt, hvor mit viborgensiske band Næste Uges TV skulle spille support for dem på Faith-touren i maj 1981 i Saltlageret. Hvorfor det aldrig skete? Fordi The Cure selv på Faith kun kunne sælge 30-40 billetter i forsalg i København, så aftenen blev simpelthen aflyst. To år senere stod jeg backstage på Roskilde Festival ved Canopyscenen, da Robert Smith kom ned fra scenen efter sit show med Siouxsie and the Banshees, hvor han var hyret ind som guitarist. Robert havde det slet ikke godt den aften, græd på vejen ned og havde tværet sin læbestift ud over hele hovedet, ikke betryggende. Senere i 1985 var han tilbage samme sted med The Cure, her, angiveligt med bedre styr på sit indre. Men da var de som band blevet noget helt andet og forsvandt bort fra deres centrale position hos mig. Der var albums og turnéer siden som kunne et og andet, specielt 3 X Kiss Me, samt en showcasekoncert i Hamburg for comeback-fine Bloodflowers (2002) genrejste for en tid den hvilende kærlighed. I morgen aften (fredag) spiller The Cure igen i København, ankommet fra et show i Göteborg denne torsdag aften, som lige nu byder på en så Pornography– og Faith-overdådig setliste, man nemt kan frygte at Royal Arena ikke tilnærmelsesvis bliver så uforglemmelig. Med på setlisten i Kbh. er dog under alle omstændigheder tre nye numre, der på optagelser fra denne tours første shows lyder som noget af det bedste og mest stemningstunge Robert Smith og co. har bedrevet i årtier. Der har altid været størst håb i mørket for The Cure.