Når det var godt var det helt fantastisk, når ikke var det virkelig, virkelig middelmådigt. Magien kom fra den smukke Fender Jaguar og hovedsageligt sangene fra tidligere. En af de nye lød fuldstændig som Simple Minds, en anden som The Cult, men to-tre fra det kommende album var heldigvis anderledes bæredygtige på Marr’s egne tonegyldne præmisser. Hans egne sangord står dog alt for ordinære (specielt op mod Morrissey’s helt anderledes personlige tekster i Smiths-sangene på setlisten), og Johnny Marr har den bare slet ikke som forsanger, så det var til stor hjælp, The Smiths-klassikerne også blev sunget helhjertet med på fra salen, nærmest som galdt det livet.

Så hvad står tilbage?! The presence of greatness. At se Johnny Marr stå der og ubesværet knuse hjerter med sine elegante, ubesværede guitarfigurer, var det hele værd og meget mere til.