John Lennon, Paul McCartney, David Bowie, Bob Dylan, Patti Smith, Nick Cave og Martin Gore er alle mere end almindeligt dygtige sangskrivere, og de har alligevel alle gjort det – udsendt albums med cover-versioner. På denne måde har de vist os deres spillelister, omend på en lidt mere krævende måde end vi ynder at gøre her på bloggen.

Nu har Nada Surf (som forresten er fra New York, jvf. et tidligere indlæg her) gjort det samme. Jeg har været meget glad for deres tidligere albums, så selvom denne gruppe måske ikke er i helt samme klasse som de ovenfor nævnte, var denne udgivelse imødeset med en vis spænding.

Valget af sange er eklektisk i ordets bedste forstande – numre af Bill Fox (fra The Mice, hvis nogen kender dem) og Dwight Twilley, et nummer af Spoon, men også af Depeche Mode og Kate Bush. Og så er der også Forster/McLennan.  Og et nummer på fransk (Nada Surf er vistnok ret populære i Frankrig) og et andet på spansk.

Langt hen ad vejen lyder det selvfølgelig som – Nada Surf. Hvis jeg ikke havde vidst det, ville jeg have troet at “Electrocution” var deres eget nummer – men det skyldes Bill Fox, der huserede med sin powerpop i The Mice midt i 1980’erne. Også “Love and Anger” af Kate Bush er interessant; vokalmæssigt er der temmelig langt fra Matthew Caws’ amerikanske powerpop-vokal til Kates hikstet/lidenskabelige engelske manerer, men stemningen er der alligevel. “Love Goes On” lyder ikke som The Go-Betweens i denne udgave, men tekst og melodi passer som fod i hose i Nada Surfs let skyede solskins-univers.

Og hvem skulle have troet, at jeg ville synes om en Moody Blues-sang? Nada Surf har valgt “Question”- det opulente nummer, hvis orkestrale intro man brugte som en slags jingle for B&U-afdelingens radioprogrammer på P1 engang i forrige århundrede. De buldrende dele har fået mere kant og de stille dele er blevet smukkere, så kontrasten står forbilledligt klart frem.

“If I Had A Hifi” (læg mærke til at titlen er et palindrom) er ikke årets album, men stadig værd at høre. Start med at høre deres udgave af “Electrocution” her.

Og nu ser jeg så frem til Jens’s kommende cover-album, Vejen Frem Til Rocknroll. Hvad synes I, der skal være på det?