Scroll lidt ned herfra og tjek gårsdagens post, hvor Jesus & The Mary Chain i 1986 giver et tåkrummende interview til belgisk TV. Tåkrummende fordi da så unge JAMC prøver alt for hårdt at være kontroversielle og hævet over a-l-t. Fik mig til at tænke på dette klip fra 1974, da Lou Reed for første gang ankommer til Australien. I Sydney Airport modtages han af et pressekorps, der vil spille op til provokation og outrage fra Reed’s side. Hans over-underspillede måde at tackle den situation på, får ham til at fremstå langt mere attention-uafhængig, farlig og svært aflæselig, end havde han spillet med på de mange ledende spørgsmål. Brødrene Reid fra JAMC kunne have lært meget af at se denne Q&A-masterclass før de lavede deres eget belgiske selvmål, der omvendt kun fik dem til at fremstå små, ubetydelige og ufrivilligt komiske. Her viser Lou Reed hvordan spillet kan spilles…