KEXP har i dag uploadet en ny session med Chelsea Wolfe. Fra den spiller Wolfe herunder med sit band ‘The Dark’, titelnummeret fra det nye album hun de kommende uger turnerer Europa med…
Lyset fra Norge
Vi havde den norske sanger Erling Ropsted her forleden med hans hyldest til Stockholm fra tidligere i år. Den sang lyder med sit klaver og sine beherskede toms ikke ulig det nyeste, mere afdæmpede Thåström. Men ‘De Vi Var Før’, dagens helt nye Ropsted-single, kommer med en anderledes tilgang, ja, man kunne næsten komme til at tænke på den driftige musik, fredagens albumaktuelle U2 lavede engang for længe siden. Sangen her er forløber for albummet Det Siste Lyset, der udkommer til januar…
– “De Vi Var Før” er en god tirsdagsrocker, en kjøre bil-låt, en henge på kjøkkenet til noen på en fredag og noe å spille på den festen som er trivelig uten å bli oppjaga.
Splittet
Det er længe siden, jeg lyttede til U2 for alvor og på et tidspunkt blev jeg desværre træt af dem. Jens har det på samme måde, ved jeg. Det har vi som bekendt skrevet meget om her.
Men her en sang fra deres nye album, og den er en duet med Dolly Parton. Faktisk er det mest hende, man hører; det er hende, der hæver stemmen for alvor. Og faktisk er “Torn” heller ikke en dårlig sang. Men jeg savner hende, og det er jeg næppe den eneste, der gør.
Post Homme Depression
Slæbende ‘It’s Only Love’ herunder lyder ikke ulig noget godt, David Bowie kunne have begået. Nummeret er åbningen til Perfecth, det nye album med Queens of the Stone Age. Har har vi før været tiltrukket af af Josh Homme og co’s elegant skårne musik, men er ultimativt blevet skræmt væk af den ærkeamerikanske riffrock, der altid har stået som en overskyggende fæstning omkring QotSA’s mere subtile talenter. Mest vellykkede var de hørt herfra som backing for Iggy Pop på hans Post Pop Depression (2016) og det er vel nærmest det musikalske univers der spilles udfra på det nye album, der virkelig har formået at bringe vrede frem hos store dele af bandets tilhængere, der finder det nye udspil for blødt, for indadvendt, for…uinteressant. Helt modsat her, hvor de ni tracks på Perfecth for anden uge i træk bliver ved med at åbne op for nye rum og slående vinkler i musikken. Virkelig en uventet substantiel fornøjelse at lytte på…
En ulykke i real time
I et par alt for hurtige sæsoner var The Lemonheads’ Evan Dando den perfekte alt-rockstjerne med de rigtigt gode bubblegrunge-sange, den straks identificerbare hjertevarmende stemme og sitt skødesløst solwastede surferlook, der konstant afstedkom beundrende sammenligninger med Beach Boys-trommeslager Dennis Wilson. Men et voldsomt personligt wipeout i klassisk rocknroll-livsstil crashede hans lille band, tog ethvert fokus fra Dando og placerede ham ude på et afsides sidespor i en karriere der ellers gik uimodståeligt godt, både som troværdigt rocknavn en eftermiddag på Roskilde Arena og charmerende MTV-posterboy med den smart sete ‘Mrs. Robinson’-coverversion. I de over 30 år siden har der været en håndfuld meget ujævne plader, hvor den kronisk drug-jetlaggede kortslutning af et menneske har kæmpet med egen fortid på godt men desværre mest på ondt. I dag annonceres endnu et nyt The Lemonheads-album og denne gang er der måske lidt mere håb, for på Townesville er samtlige sange skrevet af den afdøde amerikanske mester Townes Van Zandt, der om nogen kan dreje den skarpe melodi om en gribende fortælling. Materialet vil derfor være af høj klasse. Så er spørgsmålet om The Lemonheads kan give det sin egen sjæl. Her første udspil fra albummet…
No Place To Fall
Pancho & Lefty
Loretta
Rake
Fare Thee Well, Miss Carousel
I’ll Be Here In The Morning
Tower Song
For The Sake Of The Song
Tecumseh Valley
If I Needed You
Snow Don’t Fall
To Live Is To Fly
En ulykke i slowmotion
Kan Ryan Adams’ karriere beskrives mere rammende end det? Den unge amerikaner som først havde det hele, kunne skrive state of the art americana-sange og levere dem på en scene, så koncertsale lå bjergtagne bag ham. Men historierne blev flere og flere om uberegnelig adfærd, aggressive udbrud og et mildt sagt vanskeligt sind. Det hele kulminerede i februar 2019 med en støre undersøgende New York Times-artikel, hvor en række kvinder – deriblandt den senere indie-superstjerne Phoebe Bridgers – beskyldte Ryan Adams for krænkende adfærd, psykisk vold og misbrug af sin position. Straffen faldt prompte i form af aflyste pladeugivelser og turnéer, samt fyringer fra både management, koncertbooking og pladedistribution. Ryan Adams blev kort sagt cancelled. Siden har han undskyldt sin opførsel, gået i terapi, prøvet at deale med problemer omkring depression og alkohol, samt været i dyb økonomisk krise som følge af det altsammen. Hvilket bringer til denne helt nye sang, hvis tekst tydeligvis udspringer fra de seneste seks-syv år i hans liv. Om ikke andet er den iøvrigt så klassisk Ryan Adams-drejede sang et på afstand interessant partsindlæg fra manden i anklagestolen…
10.15: Tuesday night
Et meget anderledes The Cure end de snart bliver. Michale Dempsey spiller en usædvanligt levende Cure-bass på denne hollandske optagelse fra Rotterdam september 1979. To måneder efter overtager Simon Gallup fra ham og det hele får en helt anderledes feeling…
Dead Dads Club
Det skulle naturligvis aldrig have været en søndag, men hvad kan man gøre? Fontaines D.C. kom forbi og ruskede med deres kun tre uger nye plade gevaldigt liv i Amagerhallen. Det var skødesløst, det var energisk, det var overbevisende, men det var stadig søndag. Med på scenen som helping hand har længe været den tidligere Palma Violets-frontmand Chilli Jesson. Han har tidligere på året usendt debut med sit eget nye band Dead Dads Club, en plade der meget apropos er produceret af Fontaines’ egentlige karismatiske stjerne – sorry, Grian Chatten! – den spansk/irske keyboard/guitar/kor-spiller Carlos O’Connor…
Til Stockholm
Fordi musik kan have sine særegne årstider. Opfattelsen her, da denne ædle sang kom flyvende ned fra Oslo for ti måneder siden, var at den havde et umiskendeligt skær af efterår over sig, både hvad tekst og musik angår. Det førstehåndsindtryk er værd at prøve af denne grå novemberdag. Norske Erlend Ropsted får iøvrigt assistance her af Linköping’s populære Lars Winnerbäck, som nogen måske var i Malmö Arena for at opleve lørdag aften…
Norrköping-passageren
Denne grå søndag stiller også ind på den stolte industriby Norrköping, små to timers kørsel syd for Stockholm. Og når der tales om kørsel her, så er det kun fordi Norrköping Symphony Orchestra i fredags udsendte sin egen specielt dragende version af Iggy Pop’s ‘The Passenger’. Dirigent/producer er Hans Ek, en cool mand vi i LS for nogle år siden havde fornøjelsen at arbejde sammen med omkring Copenhagen Phil-projektet i Radiohuset. Sanger på Norrköping-versionen af ‘The Passenger’ er den ligeledes svenske Moto Boy og herrekoret Zero8…
Fontaines CPH
Fordi tidens store, depechebærende rockband denne grå søndags aften træder op i Amagerhallen…
Det var en lørdag aften
9. februar 1985: Leonard Cohen er i Fakonersalen på Frederiksberg. Da han nærmer sig slutningen af sin lange 2-sets-koncert kommer ‘Memories’, den klimakstunge doowop-scene fra hans Phil Spector-album Death of a Ladies Man (1977). Cohen’s tourband kan slet ikke spille den slags storladne musik, men selv synger mesteren sin fortælling med præcis den charme og sjæl, man kunne håbe på…
Richard Lloyd RIP!
Fra New York City den tunge meddelelse at Television-guitarist Richard Lloyd, ham der i New York City-bandet var Tom Verlaine’s ligesindede med- og modspiller på det elektriske instrument, er afgået ved døden, formodentlig som følge af den kræftsygdom der blev meldt ud i august. Herunder et af numrene fra Marquee Moon (1977), Television’s epokegørende debut. Det er Verlaine som bærer soloen i nummeret, men Lloyd’s rene guitar bærer dets gennemgående tema og er i den grad med til at skabe ‘Venus De Milo’s let identificerbare lyd og struktur. For ingen lød som dem før. Og heller ingen efter.
Where death comes to cry…
En bekendt formulerer det således, at verden er gået ad helvede til lige siden Leonard Cohen døde, uagtet de to ting ikke nødvendigvis står forbundet. Canadieren blev ofte hyldet for sine gribende metafysiske tekster, men langt sjældnere for de melodier og sange, disse blev leveret på. Og Cohen havde da også selv ofte travlt med at nedspille sine egne musikalske evner, da han som forfatter/digter følte sig som blind passager i tonernes verden. Det var han alt andet end lige ikke, hvad hans konstant stilsikre sans for melodier og den tonale opbygnings virkemidler klart viser. Her er det således Cohen’s Federico Garcia Lorca-hyldest ‘Take This Waltz’, der kommer svajende på en sødmefuld melodisk rigdom at dø for. Det gjorde Leonard Cohen fra Montreal desværre selv i dag for præcis ti år siden…