I fredags udsendte The Durutti Column – AKA guitar-esset Vini Reilly – sit første album i over 14 år. Der har i mellemtiden været både fysisk og psykisk sygdom, samt hjemløshed for Reilly, dette forfinede fyrtårn blandt engelske guitarister og stemningsmusikskabere, så at der nu er en ny plade synes nærmest et mirakel. Og hvordan er den så? Hvis du bedst kan lide din Durutti Column helt let og junilys dog vemodsramt bør nye Renascent ikke skuffe. Her ‘Your Shadow At Morning’, albummets andet track, der først bare er løs lyd, men så samler sig og går til verdens blødeste angreb…
Hørte et frygteligt dansk nummer i dag, hvor den amerikanske tradition blev brugt som alibi for en djævelsk masse postuleret ingenting. Jo mere regelret stilistisk en musik man spiller, jo mere afslørende er det hvis man har mangler i den helt centrale afdeling med indhold, sjæl, personlighed, autencitet. Og dette danske nummers mærkværdigt falske americana-pas kom på alle måder fra højtalerne så fattigt og gustent, at den ægte vare pludselig blev et must at lindre ethvert ubehag på. Så derfor her den nu så sørgeligt afdøde Justin Townes Earle serveret i levende live med sit righoldige udtryk i ord, musik og levering…
Joy Division havde lige udsendt sit allerede kropskolde farvelkys Closer, Bunnymen deres udefinerbare, sært dragende debut Crocodiles og Seventeen Seconds, The Cure’s transformation fra engelske forstadsweirdos til overraskende overbevisende stemningsband med stærk identitet, lå også på pladespilleren. Alligevel blev der plads til Siouxsie and the Banshees i sommeren 1980, da juli gik over i august. Kaleidoscope var navnet på bandets tredje album, der åbnede op for en ny, mere letbenet og indimellem næsten vignetagtig musik i postpunkgenrens mørke favoritfarver. ‘Happy House’ og ‘Christine’ var de åbenlyse døre ind, men der var flere andre hooks end dem på pladen med det bemærkelsesværdige persienne-cover, hvor den kommende faste guitarist John McGeoch også først hørtes sammen med Banshees…
I sommeren 1985 er Imperiet Sveriges altoverskyggende rockband. Forårets album Blå Himlen Blues har givet bandet al den medgang, kun de færreste oplever og sommeren er – efter hjemkomsten fra en håndfuld forårsshows i USA – ét langt triumftog for ærkerockstjernen Joakim Thåström og hans band. 2. august spiller Imperiet i Arosparken i Västerås. Aftenen optages og udsendes samme efterår som livepladen 2:a Augusti 1985. Her livealbummets version af slutnummeret fra Blå Himlen Blues, Thåström’s take på Hoola Bandoola Band’s 1971-hippiesang ‘Fred’…
Jo, du har David. Og ‘Ashes To Ashes’, som overskriftens tekstlinje kommer fra, er en af dem. Sangen udsendes som forløber for Scary Monsters-albummet dags dato i 1980. Tænk at have levet i en tidsalder, hvor så afsøgende og abstrakte eksperimenter kunne gå helt til tops som nummer et på den engelske single-hitliste…
Nick Cave spillede stort engelsk homecoming-show i sin tidligere hjemby Brighton’s Preston Park i aftes. Midt i settet fik han besøg af Kylie Minogue, så de sammen kunne genopføre deres murder ballad-duet fra 1995. Hvor sær en størrelse tid egentlig er kan igen konstateres ved at gense de to på deres optræden med selvsamme sang i Ray Cokes MTV-program dengang…
Det er det. 25 år i dag siden The Strokes’ debutalbum Is This It udkom og genoplivede rockmusik som sådan med elektrisk åndedræt. Her et af albummets skødesløst formfuldendte numre…
I Paris går en mand i slutningen af juli rundt med svær hovedpine. Han klager til sine bekendte over smerterne, men når aldrig til lægen. En nabo aner uråd, alarmerer gendarmerne og den specielt fra Drive-soundtracket kendte elektromusikker Kavinsky findes død i sin lejlighed, kun 51 år gammel.
Til Shane MacGowans send-off i Tipperary i december for to år siden er der to musikalske optrædender som bagefter står levende tilbage. Den ene er Nick Cave’s grådkvalte version af ‘Rainy Night In Soho’, den anden den irske sanger Glen Hansard’s take på ‘Fairytale Of New York’, hvor Hansard lægger vægt til, hvorfor han betragtes som en af Irlands store stemmer. Det gør Hansard desværre ikke længere, for i går nat klokken 04.30 er han i en forstad til Dublin involveret i en soloulykke på sin motorcykel. Den 56-årige sanger erklæres livløs ved ankomsten til hospitalet. Her synger han for Shane den decemberdag i 2023…
Udover sin profil som soloartist var Hansard også forsanger i Dublin-bandet The Frames. Her en liveoptagelse med dem, hvor man kan høre ham med egen musik…
En begrædelig nyhed: Martin Hall er død. Så ham først på scenen med hans band Identity ved deres debut til punkfestivalen Concert of the Moment i Saltlageret i efteråret 1979. De fleste dér støjede lige efter bogen, men Martin Hall kom med en anderledes malende ny musik, samt imponerende insisterende alvor for en kun 16-årig, som han var der. Snart tog bandet navneforandring til Ballet Mecanique og udsendte i 1981 med førsteværketThe Icecold Waters of the Egocentrical Calcculation en milepæl i dansk musik, helt på lysende højde med samtidige fyrtårne fra Sods/Sort Sol og Kliché. Da vi kom til København året efter var byens postpunk-scene – som et andet Berlin – magtmæssigt delt op imellem Sods/Sort Sol og Martin Hall; så betydningsfuld var han straks blevet. Hans hæsblæsende koncerter og forestillinger (grænseoverskridende Parade træder frem) kunne fylde Saltlageret, de forskellige projekters udgivelser blev ventet i miljøet med spænding næsten uanset om det var Ballet M, Under For, Before (Martin Hall havde startet Fritz Fatals band), SS Say, Pesteg Dred eller Front And Fantasy der var tale om. Samtidig meldte han sig også på banen som forfatter med sin kontroversielle Genopbyggelsen er større end selve skabelsen (1983). Der var en nærmest kultlignende fortabelse og respekt omkring denne urørlige udtrykker, for hvem intet synes umuligt. Set ovenfra i dag tegnede Martin Hall historien om den næsten for godt begavede, kompromisløse ener, der gik sine helt egne veje hvor kun de færreste kunne følge ham. At han nu meldes død, 63 år gammel, er et stort tab. Æret være hans minde.
Denne smukke sang, som viser Martin Halls inspiration fra Billy Mackenzie på bedste vis, er passende netop nu. Tak for sangen og musikken og de mange tanker, Martin.
R.E.M’s måske allerbedste album bliver udsendt 28. juli 1986. Det tvivlrådige ‘måske’ hænger sin frakke på en side 2, hvor den sjældent så ufejlbarlige sekvens af albummets fire første numre lades lidt i stikken af materiale, der samlet udstråler lidt for lidt tid til at skrive nye sange. Man havde da også turneret nonstop og samtidig udsendt et album hvert år siden 1983, det var anderledes tider. Men som toptunet band rammer R.E.M. den rent hele vejen igennem her. Væk er de ikke altid lige charmerende børnesygdomme med skævt ramte musikalske afkørsler fra sangenes hovedveje, væk er Michael Stipe’s lyst til som sangenes fakkelbærer ikke at stå lysende klart i midten af lydbilledet. Læg dertil et forrygende sultent, dynamisk og intuitivt stilrent sammenspil, præget af de tusindvis af kilometer på landevejenes talløse scener, og en stor plades omrids tegner sig. R.E.M. kom desværre først her til landet på næste album, den så anderledes selvbevidste Document (1987) og det er synd, for omkring Life’s Rich Pageant var R.E.M. (ifølge samtidige liveoptagelser) raketflyvende et forunderligt vægtløst sted mellem indie og mainstream, hvor alt syntes og var muligt. Albummet udkom for 40 år siden i dag og lyder til stadighed som bærer det på en usagt sandhed, verden har brug for. Sådan her starter albummet. Nævn bare én rockplade indenfor de seneste fem år, som kommer ligeså særegent, velgørende og meningsfuldt afsted…
(De ovenstående ord her er en lettere omskrevet version af en tidligere post fra denne blog)
PS – Hører Life’s Rich Pageant nu og bliver som ofte før overvældet af track nr. 3, singlen ‘Fall On Me’, et nummer der blandt R.E.M.-tilhængere ofte nævnes som bandets måske allerbedste sang. Den er jo faktisk også formfuldendt perfekt i sin naturlighed med de så fint melodisk udfoldende vers, et helt igennem forløsende omkvæd der aldrig prøver for hårdt, samt det C-stykke der sætter det rigtige udråbstegn bag udtrykkets så umiskendelige amerikanske fingeraftryk og håbefulde tone. Tænk at have levet i en tid, hvor noget så sært uafkodeligt men vidunderligt kom på både hitlister og radioer; det gad man godt.
Kid Congo Powers (The Gun Club, The Cramps, Nick Cave and the Bad Seeds) udsendte sidste år et album med West Coast-punkmyten Alice Bag (Bags). Som Juanita og Juan lyder de sådan her på albummet Jungle Cruise (2025)…
For lidt siden halvvejs gennemblødt af et regnvejr, hvis lyd mindede om slutningen på denne ubetalelige The Smiths-sang, et af de IMHO to bedste tracks fra Meat is Murder (1985)…
