For hvert ene gode er der mindst 49 dårlige. Nej, vi snakker ikke argumenter for vores lands krig i Irak, men derimod de af rockbands så frygtede livealbums. For hvor er det usandsynligt få givende af slagsen der findes. Skriver dette fordi jeg i sidste uge erhvervede en af de sjældne undtagelser for denne skuffelsens regel, The Clash’s 50 minutters-set fra andenaftenen på New York’s nu nedrevne Shea Stadium, i oktober 1982, da The Only Band That Matters spillede support for The Who.
The Clash har tidligere udsendt From Here To Eternity, en bestået livesamling med spredte optagelser fra bandets karriere, hvor den allerstørste bedrift næsten må være Mick Jones’ samlende efter-homogenisering af de forskellige Clash-årganges meget skiftende lyd og udtryk. At han ved den lejlighed faldt over mixerpulten, så hans eget guitarspor tilfældigvis røg op i faretruende nærhed af max-volumen, kan vel tilgives, for Mick Jones’ højelektriske guitar i The Clash er altid værd at høre på.
Den nye Shea-plade har en anderledes naturlighed i sin slankere, direkte lyd. Og hvad mere er, dokumenterer den bandet som det lød på en enkelt løsrevet aften, et komplet set med The Clash’s originale dramaturgi. Havde frygtet dette enorme stadions massive lydforhold ville berøve oplevelsen dens finere nuancer, men nej, The Clash lever på Shea helt op til egen mytologiske status, som den levende jukebox der brænder så klart igennem. Drømmen om det perfekte rocknrollband gives i mange afskygninger, men næppe mere dynamisk, magtfuldt, uptight – men loose! – end her.
Det er det med det levende, der ofte spiller et grimt trick når den volumenhøje koncertsituation skal transformeres ned på en plade. I mange år var den almene opfattelse, at Thin Lizzy med dbl-LP’en Live & Dangerous fra 1978 måske havde begået omtrent verdens bedste rock-livealbum. I sin aktuelle biografi Bowie, Bolan & The Brooklyn Boy fortæller den allestedsnærværende producer Tony Visconti specifikt omkrig L&D, at Phil Lynott ovenpå selve show-indspilningen gik i studiet med Visconti og genindspillede leadvokaler samt bassspor på alle sange. Hvorefter bandets to guitarister – Scott Gorham og Brian Robertson – overdubbede samtlige guitarroller….!
Et velfungerende produkt indeed, men en liveplade, nej vel? Bruce Springsteen har også udsendt et – for hans standard – underpræsterende og tvivlsomt scenedokument. På 3dbl-LP’en Live 1975-85 optræder hans centrale ‘Backstreets’ således i en optagelse fra et 1978-show, hvorfra 4-5 minutter, hele liveversionens ubetalelige ‘Sad Eyes’-stykke, er skåret bort, hårdt og brutalt. Måske det er for puritansk og kedeligt, at forvente den faktuelle gengivelse af et show, med dertil tilhørende fejl og mangler, men der kunne være grænser.
En stor personlig favorit har altid været The Ramones’ It’s Alive-dbl-LP, fra deres nytårsaftensshow i London’s Rainbow Theatre, 1977/78. Og her synes intet ændret eller forbedret fra selve aftenen. Men en svaghed er alligevel dukket op; købte for nogle år siden en anden – og mindre fokuseret – liveplade med Da Brudders, optaget i New York kun en uge efter London-koncerten. At erfare der, Joey Ramone’s tungen-lige-i-munden-scenesnak, er så godt som It’s Alive-identisk, er en nedtur. Spontaniteten var ikke spontan, øjeblikket var koreograferet. Den viden klæder ikke The Ramones og deres It’s Alive .
På den vis var det langt nemmere at turnere før internet bandt sammen i instant fællesdeling af information. Før kunne bands gentage samme show aften efter aften efter aften, og en dramaturgisk overraskelse kunne forblive en overraskelse. Men når nu f.eks. The Last Shadow Puppets forleden tog Leonard Cohen’s ‘Memories’ med i deres set, har de forventningsfulde koncertsale bandet meget snart skal besøge, allerede den mulige oplevelse med i bevidstheden. Nej, det skal ikke være nemt. Lad os slutte med en improviseret top-5 over favorit-livealbums – og lad høre jeres…
1. Bruce Springsteen & The E Street Band – Passaic Night (fra 1978, findes desværre kun som bootleg!)
2. The Clash – Live At Shes Stadium
3. Jerry Lee Lewis – Live At The Star Club, Hamburg
4. David Bowie & The Spiders From Mars – Santa Monica ’72
5. The Ramones – It’s Alive
hvis man gerne vil forstå hvad der gik galt i mixningen af Copenhagen screaming, skal man lytte til de livenumre der er på s.t.o.p.-epén. De er mixet af p3 selv og er langt mere rå og guitarbåret. Det er ren klasse i forhold til den lidt for velklingende lyd Copenhagen Screaming har.
p.s. mit bidrag til alletiders liveplade må blive Nick cave and the bad seeds med deres live seeds
Well, Operation Puerta var jo ikke indledt, så der var endnu en temmelig liberal holdning indenfor sporten, og da ikke mindst på 6-dages-karusellen. Men Doktor Risell, der varetog Team LS’s dopingprogrram, kunne alligevel garantere, at hele holdet til enhver tid var 100% rent. Og sandt er, vi blev heller aldrig testet positive.
Mon ikke også det var godt, at Antidoping Danmark ikke fandt vej backstage under Kph. Screaming? 6 hårde etaper på lige så mange dage må have krævet noget særligt…
Anders/Pastor, havde Copenhagen Screaming! været en cykelrytter, ville der nok være grund til at frygte dopingtest.
Stor uenighed internt om hvordan livepladen skulle skæres, så man endte et sted midt imellem de to yderpunkter.
I det mindste var trommerne på Live and Dangerous vel optaget live (?) For år tilbage så jeg en film om det lige så legendariske Kiss Alive, og her fremgik det hvor meget post-produktion der egentlig var blevet lavet – herunder påklistret bifald og genindspillede vokaler.
Copenhagen Screaming er muligvis ikke så post-produceret, omend jeg svagt mindes at have hørt om personer, der havde lyster i dén retning.
Jeg husker Stop Making Sense med Talking Heads og Arc/Weld med Neil Young som gode live-udgivelser. Også Gasolin’s “posthume” live-album Derudaf Forever har sine gode øjeblikke.
Hov, glemte ‘Live at Leeds’ med The Who. Den har jeg også hørt en del i en periode af min opvækst.
Livealbum hører for mig fortiden til. Det er mange år siden, jeg selv har investeret i et. I min barndom betød ’Live Sådan’ med Gasolin meget. Senere fik Neil Young & Crazy Horse ’Rust Never Sleeps’ og Ramones ’ It’s Alive’ en stor betydning. Indenfor de seneste år er det kun Lucinda Williams ’Live @ The Fillmore’, som jeg husker, som et udemærket album.
Du har måske ret, anhjch. Jeg hørte Entreat rigtig meget, da den kom, men det er jo ikke engang en hel koncert – kun numrene fra Disintegration fra den pågældende koncert. Jeg kan nu godt lide lyden, som jeg ikke synes er så mudret som Paris/Show, og at publikum ligger langt tilbage i mixet.
Bootlegs er ofte de bedste. I Springsteens tilfælde er der endog rigtig mange gode eksempler på dette!
Det samme gør sig faktisk gældende i tilfældet Love Shop, så flere af denne sides brugere sikkert vil kende til.
Copenhagen Screaming er desværre heller ikke helt “ren”. Virker lidt “klippet” og “klistret” hist og her. Mens f.eks. bootleg’en af Loppen-koncert fra samme tour er i top!
aakjaer, hvad skyldes dit valg af The Cures “Entreat”? Jeg spørger, fordi, jeg synes, at den er meget fersk og kedelig i lyden. Der er i mine ører væsentligt mere spræl i “Paris” og “Show”.
Jeg undlader at gå ind i en top 5-liste, men vil bare benytte lejligheden til at fremhæve min forkærlighed for My Morning Jackets “Okonokos”-liveplade. Den fremhæver alt, hvad der er fedt ved det band, og som studiepladerne har det med at skjule (her igen: en uinteressant produktion). Gad vide om Jim James er kommet sig, så vi ENDELIG kan få ham at se på dansk grund.
Lige fra topen af hovedet..
Talk Talk – Live in London
Otis Redding – Live at the Whisky A GO GO
Depeche Mode – 101
Portishead – PNYC
og hvis der lige skal en bootleg med, så er R.E.M. live at Milton Keynes 1995 nok favoritten, jeg optog koncerten på kassette fra P3 og lyttede adskillige gange til den indtil kassetterne røg ud. For et par år siden fik jeg den så på cd, fantastisk genhør ganske simpelt.
..og Clash er coverhistorie i denne måneds Mojo, hvis der skulle være nogen, der ikke har set det.
1888, efter to fantastiske koncerter i sommer, må jeg konstatere, at jeg har opnået en dejlig men helt sikkert midlertidig mæthedsfornemmelse, hvad angår Radiohead … 😉
Kun én Radiohead koncert, Aakjaer. På detox? 😉
1. The Smiths – Oxford Apollo 18/03/85 (Bootleg oprindeligt optaget og transmitteret af BBC)
2. The Smiths – Irvine Meadows, Laguna Hills, CA, 28/08/86, bootleg, soundboard recording
3. Nirvana – Unplugged in New York 18/11/93
4. Radiohead – Grosser Sendesaal des SFB, Berlin, 07/04/00, bootleg, soundboard recording
5. The Cure – Entreat, Wembley Arena 24/07/89
Beklager at der er to Smiths-koncerter på de to første pladser, men de er begge fænomenale og langt bedre end det officielle live-album Rank.
Jeg har iøvrigt lige downloadet mere end 1 GB og flere tuinde numres John Peel Sessions – der er ufattelig mange fede ting imellem. 🙂
LIVE ALBUM TOP 5:
1 AC/DC “IF YOU WANT BLOOD – YOU´VE GOT IT”
2 RAMONES “IT´S ALIVE”
3 FRANK BLACK “CHRISTMASS”
4 THE MAGNETIC FIELDS “ROSKILDE FESTIVAL 010701” (BOOTLEG)
5 BOB MOULD “CALM BEFORE THE STORM” (BOOTLEG)