Johnny bye-bye

Og Elvis Presley blev lagt i Tennesse-jord. Længere nede står ordene til Bruce Springsteen’s sang ‘Johnny Bye-bye’, der sætter billeder på de begivenheder i Memphis, august 1977. Ikke ret mange ved, at Springsteen selv brød ind på Graceland året før, i håb om at møde Elvis ansigt til ansigt, få en konstruktiv snak med ham, om mulighed for korrektion af den forkerte drejning Presley’s karriere da forlængst havde taget.

Elvis skulle aldrig møde Bruce. Her er han istedet med The Police.

Efter deres show i byens Ellis Auditorium er Springsteen og hans E Street Band-guitarist Miami Steve ude på natkørsel efter en diner, da taxaen pludselig befinder sig foran selveste Graceland. De får den stoppet, tumler ud og står snart ved Graceland’s guitarudsmykkede gitterporte. Derfra kan de se lys tændt på første sal, deroppe i selve huset. Tænker det må være Elvis som endnu er vågen og læser, eller noget.

Så Springsteen kravler over hegnet, begiver sig i løb op af den lange indkørsel. Når helt til den hvide bygning uden problemer, men et par security-folk dukker op i mørket, netop som han vil banke på dens hoveddør. Hvad laver han der, tilspørger de lettere opgivende, sikkert vant til stalkere. Vil bare vide, om Elvis er hjemme og modtager besøg. Nej, han er i Lake Tahoe at spille. Springsteen får fremstammet, han også selv er indenfor musik, endda netop har været på forsiden af både Newsweek og Time Magazine. Fint-fint, nikker security skeptisk, følger Springsteen tilbage til porten, låser ham ud.

Men tænk hvis han rent faktisk havde truffet Elvis den nat. Springsteen’s show i Memphis var 29. april, Elvis’ 10-dages engagement på Sahara Tahoe Hotel begyndte først næste aften, så der kunne have været tid. Ikke at den 26-årige Springsteen’s ild og entusiasme havde gjort nogensomhelst forskel på Elvis’ fald, men bare tanken om et kort møde mellem de to ville have været opløftende. Her Springsteen’s hyldest til ham:

JOHNNY BYE-BYE

She drew out all her money from the Southern Trust
And put her little boy on a Greyhound bus
Leaving Memphis with a guitar in his hand
With a one-way ticket to the promised land

Now, hey little girl with the red dress on
There’s a party tonight down in Memphis town
I’ll be going down now if you need a ride
Come on, come on let’s go tonight

How many have fallen with a dream denied?
Now, tell me baby, are you lonesome tonight?
There’s a man on the radio, says Elvis Presley died
Come on, come on, let’s go tonight

Down in Dixie tonight the sky is hard and black
Coming up over the ridge, one long white Cadillac
People standing on the roadside, waiting in the heat
Bound together forever in the promise of an endless sleep

They found him slumped up against the drain
With a whole lot of nothing running through his veins
Bye bye Johnny, oh Johnny bye bye
You didn’t have to die, you didn’t have to die

10 tanker om “Johnny bye-bye”

Godt citat, Søren!

Hazy Davy, det er en suveræn version og – ikke tilfældigt – dens lidt anderledes tekst, som er citeret i dette indlæg. Hele koncerten du omtaler er naturligvis hovedrystende god. Vietnam-veteranernes tilstedeværelse giver musikken noget helt specielt den aften. Et rocknroll-show har nok aldrig lydt mere meningsfyldt. Og tjek lige den setliste:

1981-08-20, Sports Arena, Los Angeles, CA:

Who’ll Stop the Rain?
Prove It All Night
The Ties That Bind
Darkness on the Edge of Town
Johnny Bye Bye
Independence Day
Trapped
Two Hearts
Out in the Street
The Promised Land
The River
This Land Is Your Land
Badlands
Thunder Road
Hungry Heart
You Can Look (But You Better Not Touch)
Ramrod
Cadillac Ranch
Sherry Darling
Jole Blon
Wreck on the Highway
Racing in the Street
Candy’s Room
Ramrod
Rosalita (Come Out Tonight)
Jungleland
Ballad of Easy Rider
Born to Run
Detroit Medley
Twist and Shout

I øvrigt bør det bemærkes at den indspillede og udgivne version af Johnny Bye-Bye, som dukkede op som en b-side til I’m On Fire i 1985 (og på Tracks-sættet i 1998) i sin karakterisk uskønne midt-1980’er keyboardtungrøvede og letbenede gestalt er så underlegen som det næsten er muligt, i forhold til den dirrende stellar-version som kendes fra showet i Los Angeles Sports Arena d. 20. august 1981, som nærmest har sin egen mytologi i visse kredse. En aften hvor følelserne hørbart sad uden på tøjet på de der befandt sig på scenen. Lyt til Vietnam-veteran Bobby Mullers talte intro og den efterfølgende åbner, Who’ll Stop the Rain, og det turde alt stå mere klart.

Fandt et citat. Det må vel være fra Tunnel Of Love-touren:

“Later on, I used to wonder what I would have said if I had knocked on the door and if Elvis had come to the door. Because it really wasn’t Elvis I was goin’ to see, but it was like he came along and whispered some dream in everybody’s ear and somehow we all dreamed it. And maybe that’s why we’re here tonight, I don’t know. I remember later when a friend of mine called to tell me that he’d died. It was so hard to understand how somebody whose music came in and took away so many people’s loneliness and gave so many people a reason and a sense of all the possibilities of living could have in the end died so tragically. And I guess when you’re alone, you ain’t nothin’ but alone. So anyway, I’d like to do this song for yous tonight, wishing you all the longest life with best of absolutely everything.”

Ja, den med ‘Fire’ har jeg også hørt. Men så fik ligegyldige Robert Gordon den istedet.

Mon ikke Springsteen har været frustreret over at se og høre sin ungdoms helt i den triste forfatning, han var i de sidste 3-4 år. Derfra og så til at belære Kongen, er der langt. Men når han nu alligevel tog turen over Gracelands hegn midt om natten, må han vel have haft et eller andet han ville derinde, udover bare at hilse på…

Kender den histrie, men desværre endnu ikke ‘Hellfire’-bogen, 88 – tak for tippet!

Jens, jeg er ikke utilbøjelig til at give dig ret i det med biografierne. Robert Sheltons ‘No Direction Home’ om Dylan er dog også glimrende.

Men jeg tror altså, Springsteen så har taget lidt pis. Jeg har i hvert fald svært ved at forestille mig, at han har ønsket at give Elvis råd. Hans stil er vel mere at give ham sang så. (I øvrigt siger visse rygter, at Fire blev skrevet til Elvis)

Nej det må være Nick Tosches Hellfire – The Jerry Lee Lewis Story. Den åbner med at en tårnhøj Jerry Lee køres bort af den lokal sherif efter at have forsøgt at tiltvinge sig adgang til Graceland en sen nattetime. Kongen var gået i seng…

Søren, enig omkring Guralnicks fremragende bøger. Måske den bedste rocknroll-biografi nogensinde?

Nej, jeg digter ikke. Husker at have hørt Springsteen selv give den udlægning under et show, på en bootleg-optagelse fra vistnok Darkness-touren. Det kan så godt være han selv på aftenen gjorde sin historie mere kulørt..

Jens, digter du ikke lidt? Ifølge Springsteen selv var det da blot for at møde ham og ikke for at “få en konstruktiv snak med ham” om hans deroute.

I øvrigt vil jeg gerne anbefale Peter Guralnicks todelte biografi:
Last Train To Memphis og Careless Love.

Om den første siger Dylan: “Unrivaled account of Elvis as he walks the path between heaven and nature in an America that was wide open, when anything was possible, not the white washed golden calf but the incendiary musical firebrand loner who conquered the western world, he steps from the pages, you can feel him breathe, this book cancels out all the others.”

Den anden er den groteske og hjerteskærende tragedie, der begynder i Elvis’ soldatertid.