Har været stille her på siden grundet tiltrængt efterårsferie. Selv ved Vesterhavet i vind og regn og blæst, men i dag kommet tilbage til denne by’s anderledes hurtige mulighed for internetværk. Ikke mindst fra i aftes i Herning, hvor Gaga spillede show. Med endnu kun halvanden plade bag sig, skal sådan en aften vel have sine mere døde perioder, og det havde den, men når hendes 8-9 hits electrobankede hårdt udover scenekant var det altså fantastisk pop.
På Love Shop-fronten nærmer Frelsens Hær‘s release sig hastigt. I næste uge vil GAFFA streame fem sange fra pladen, som de af jer der ikke vil vente med 1. november at høre hele albummet på én gang, kan tage bestik af. Flere har iøvrigt spurgt på et cover – klik ind lørdag og se det her. Frelsens Hær med Love Shop udkommer iøvrigt ikke kun på CD, men – lidt senere i november – også på kulsort vinyl.
Weekend byder på Nick Cave & The Mini Seeds i Falconer, hvor Grinderman vil opspille en helt anderledes, men ligeså gennemført massiv lyd som Lady Gaga’s i Jylland onsdag aften. Bliver godt at opleve Cave’s temperament frit på scene igen lørdag aften…
Og endne en skæbnesvanger Liverpool-kamp, hjemme mod Blackburn, venter søndag eftermiddag. Roy Hodgson’s sikkert velmente arbejde har ikke gjort noget godt for den klub, der allerede før det fortjente nederlag til Everton sidste weekend nød sin dårligste sæsonstart i 57 år! Den håbløse statistik ser nok ikke mere munter ud nu.
Nej, Roy Hodgson har intet positivt udrettet for Liverpool, hvilket også forklarer Christian Poulsen’s enorme upopularitet på Merseyside. Han er trænerens mand og som sådan det levende symbol på klubbens armod. Med nye ejere ombord, og den sportsdirektør der ansatte ham nu væk, bør træneren uden en plan B, Roy Hodgson, ikke have længere snor. Tid til proaktiv forandring i Liverpool nu!
Der er ting at se til…

Kommer den på kassette? Kassette er det nye vinyl…
Jens, du var vel i Herning for at lure Gaga nogle tricks af?
Vi ser frem til bikinier, teaterblod, dansende monstre og dig og hr. Hall i storslåede dansescener!
Bare du lover ikke at snakke så meget som Gaga gjorde. Det var da til at blive sindssyg af hendes´evindelige “tro på dig selv/du er din egen stjerne/du kan hvad du vil”-formaninger.
Hold nu bare kæft og spil et hit! 🙂
Godt at høre nyt på Love Shop fronten. Glæder mig til at se coveret. Men venter nok til 1. november til at høre pladen. I øvrigt dejligt med en vinyl udgivelse. Jeg mener også at det bliver godt at opleve Nick Cave, som er første gang for mig (og så med Grinderman…). Måske ses vi derinde?