Hvis ikke er du gået glip af et af firsernes helt store amerikanske rockbands. Startede i Minneapolis som trashet kaospunk, endte en 10 år efter et helt andet og langt mere interessant sted. På vejen dertil udkom nogle mindeværdigt gode plader, som dog aldrig fik den brede anerkendelse, deres umiskendelige kvalitet og sangbarhed gjorde fortjent til. Paul Westerberg hed frontfiguren i det vildtlevende band, der hurtigt blev berygtet for næsten bogstavelig talt at køre bandbussen direkte i grøften, hver eneste gang en målstreg kunne skimtes forude. En smuk historie uden vindere, måske bortset lige fra alle os, der stadig kan nyde godt af The Replacements’ fine og særegne musik.
For hvem må være interesseret bringer vi her en oplysende The Guardian-artikel om The Replacements, samt Gorman Bechard’s 2-timers dokumentar fra 2011 Color Me Obsessed: A Film About The Replacements. Den er helt uden medvirken af bandmedlemmer, og uden så meget som en eneste af deres sange, men til gengæld med en masse hengivne tilhængere, kendte som ukendte, der lidenskabeligt fortæller bandet’s særegne og aldrig kedelige historie – enjoy!
Vel skrevet, Michonis! Der er ikke noget reaktionært i at hylde albumformens fantastiske og helt anderledes mulighed for fordybelse/indsigt.
Tror ikke albummet forsvinder, for der vil altid være bands/artister, hvis udtryk gør sig bedst gennem en hel sangcyklus, snarere end det hurtige, enkelte hit.
Og der vil være SÅ mange af os musikbrugere, som gennem vores opvækst har fået en så stor forkærlighed for albumformen og dens muligheder, at den ikke bare vil blive skrottet.
Og de nye bands vil komme med lyst på at udfordre deres egne helte på det ultimative udtryksmedie, nemlig albummet.
PS – Er helt enig med dig omkring opsamlinger. De fungerer langt bedst, når man allerede kender bandet.
Jeg vil,med fare for at lyde reaktionær, ikke anbefale den af pastoren omtalte opsamlingsplade. Det skal i denne sammenhæng siges, at jeg gennem flere år som “anonym” deltager på denne blog har den dybeste respekt for pastorens musikindsigt, holdninger og menneskesyn. Jeg vil dog til enhver tid forsvare albummets helhed som noget unikt i musikhistorien. Af denne grund vil jeg aldrig nogensinde anbefale et opsamlingsalbum med nogen som helst kunstner. Et album fortæller, når det er bedst, en historie, skaber en stemning og er et produkt af den tid og det sted, det skabes i. Alt dette går tabt i opsamlingsalbummets fragmenterede udvælgelsesproces. Som nybegynder i forhold til at lære The replacements, vil jeg have fokus på den fantastiske trilogi og nok også Don’t tell a soul. På den måde tager man på et eller andet plan, via Westerbergs fantastiske tekster, rejsen sammen med bandet og forstår helheden og dermed også bandets historie. Og så er vi tilbage ved den reaktionære mand på “kun” 33 år, som sider og føler sig lidt gammel og gnaven, mens han skriver dette. Jeg er led og ked af udviklingen og frygter på nogle punkter, at noget af det, som jeg sætter mest pris på i musikkens verden, så småt er ved at uddø. I mit daglige arbejde som lærer i udskolingen, oplever jeg hele tiden, hvor overfladisk og fragmenteret de unge forholder sig til musik. De falder for det umiddelbare og lyttervenlige popmusik og fylder så telefonen op med hundredevis af numre med lige så mange forskellige kunstnere. Der er desværre efterhånden længe imellem, at der kommer en elev med en gedigen interesse i musik og albummets før omtalte muligheder. Hvor mange af os, har ikke lyttet til et album et hav af gange, ja måske afskrevet det, og så lige pludselig falder det hele bare på plads og albummet løfter sig til noget der minder om et mesterværk? Den oplevelse og fordybelse oplever mange unge ikke i dag. Jeg vil ikke lytte til opsamlingsalbum med Replacements, Clash, Who, springsteen eller Smiths. i stedet vil jeg lytte til Tim, London Calling, Quadrophenia, Who´s next, Born to Run, Darkness, The Queen is dead, Strangeways osv. Jeg ved godt, at mine tanker vandrer væk fra det oprindelige emne, og dette skal som sådan ikke opfattes som en kritik af Pastorens anbefaling, men mere flyvske tanker fra en “måske” reaktionær og tilbageskuende musikelsker. Hvad mener I om albummets fremtidsudsigter?
Der kunne godt have været flere sange med på All For Nothing/Nothing For All, men det siger man typisk, hvis man kender alle sangene godt i forvejen. Jeg tror at den vil være en god introduktion for nybegyndere.
Please To Meet Me er fremragende. Synes ikke opsamlingen fungerer så godt nummervalgs- og sekvensmæssigt.
Måske skal man i virkeligheden starte med en opsamling, hvis man er nybegynder. Jeg foretrækker selv All For Nothing/Nothing For All frem for Don’t You Know Who I Think I Was.
Men ellers ville jeg starte med Tim (som Jens også nævner) og Pleased To Meet Me. Sidstnævnte er min favorit; de to sidste numre er “Skyway” og “Can’t Hardly Wait”, der viser det bedste af Paul Westerbergs sangskrivning.
Også jeg foretrækker de senere albums. De første, punk-prægede albums er simpelthen for rodede og formløse for min smag.
Hvis du – eller andre her – vil i tidsmaskinen i aften, må jeg hellere aflevere et link til en guldgrube af Replacements-shows:
http://greatwhitewonders.blogspot.dk/search/label/Replacements
Sikke en fed setliste Jens. Tak for link. Det skal da tjekkes ud i aften, når børnene er lagt i seng. Fandtes der bare en musikalsk tidsmaskine, så ville jeg opleve denne koncert. Jeg ville også starte med Tim, Morten.
@ MortenL – Start med Tim, der har det hele…!
@ Michonis – Også specielt at opleve The Replacements’ midnatskoncert i Pumpehuset, fredag 29. marts 1991.
Den kan hentes her:
http://www.tdk-c90.blogspot.dk/2011/08/1991-03-29-replacements-copenhagen.html#more
cd1:
01. I dont know
02. I will dare
03. Achin’ to be
04. IOU
05. Another Girl, Another Planet
06. Getting Nowhere
07. Bent out of Shape
08. Merry Go Round
09. Sattelite
10. Happy Town
11. Rock’n’Roll Ghost
12. Swimming Party
13. One wink at a time
14. Skyway
15. Waitress in the Sky
16. When it Began
17. Nightclub Jitters
18. Someone take the Wheel
cd2:
01. Roll Round
02. Talent Show
03. Color me Impressed
04. Askin’ Me lies
05. Nobody
06. Androgynous
07. Can’t Hardly Wait
08. I’ll be You
09. Answering Machine
10. Left of the Dial
11. Hey Good Looking
12. September Gurls
13. Bastards of Young
Hvilken plade skal en newbie starte med?
Jeg elsker The replacements.Specielt trilogien Let it be, Tim og Pleased to meet me. Alle fantastiske albums på hver deres måde. Også Don’t tell a soul har sine mindeværdige øjeblikke. Filmen fandt jeg ret interessant. Ideen med at lade folk omkring bandet samt fans fortælle historien i stedet for bandet selv giver mening. Tydeligt at Westerberg og co. virkelig har hjulpet mange unge outsidere og teenagere gennem ungdommens mange udfordringer. Jeg må indrømme, at jeg finder deres rene punknumre for ustrukturerede. Numre som Gary’s got a boner giver mig ikke ret meget. Jeg er klart til deres mere melodiøse numre som Hold my life, Unsatisfied, bastards of young, Left of the dial, Here comes a regular, Skyway, Can’t hardly wait, I will dare og Answering Machine. Til sidst kan nævnes, at Jeg så Tommy Stinson varme op for Jesse Malin i Aarhus for nogle år siden. Der var ikke mange af de små hundrede mennesker i rummet, der bed mærke i denne musikers helt specielle historik. Specielt var det i hvert fald for mig.
Utroligt – netop i disse dage er jeg igen ved at genopdage The Replacements, og i skrivende stund lytter jeg til The Replacements. Og for en time siden opdagede jeg Colour Me Obsessed. Én blog, én tanke!
Er der ikke en dag nogen, der vil skrive en ordentlig bog om Paul Westerberg & Co. hvor bandmedlemmerne selv kommer til orde? Måske var det noget for denne blogs forfattere?
Et af de bedste interview (synes jeg) om The Replacements er fra 2008 og kan læses på http://pitchfork.com/features/interviews/6853-paul-westerberg/.