Før vi går endeligt ud til sommer, endnu en anbefaling til dens soundtrack; Stuart A. Staples kender mange som stemmen i Tindersticks, det elegante engelske band, der op gennem 90’erne lavede underspillede, længselsfulde sange, med episk lyd fra alverdens kuldsejlede forhold. Tindersticks holder pause på ubestemt tid, og det giver nu Staples mulighed for at udsende sin 2. solo-disc, Leaving Songs.
Her står det klart hvor centralt Staples stod i sangskrivningen i sit gamle band. For de bedste sange på Leaving Songs ville til enhver tid kunne glide ubemærket ind på en best of-samling med Tindersticks – sådan lyder de og så gode er de. Det drejer sig især om ” That Leaving Feeling”, der er en fantastisk duet med Llhasa de Sela, om åbningsangen “Goodbye To Old Friends”, om “There Is A Path” og om den rastløse “Which Way The Wind”.
Vi var vel mange der tabte entusiasme for Tindersticks efter Curtains, deres 3. plade, da bandet begyndte at blive mere southern soul, mindre Nottingham-noir. Stuart A. Staples har måske heller ikke selv været helt tilfreds med den udvikling, for både hans solodebut, Lucky Dog Recordings 03-04, og nu Leaving Songs undgår så nemt de noget sterile rammer efterfølgerne til Curtains sad fast i.
“We all have dream of leaving / We all want to make a new start / Go and pack the little suitcase / With the pieces of our hearts / All those worries and those sorrows / We can just toss them away / Buy a coffee and a paper / And step on to a train…” synges der. Er det mon Tindersticks han kører endeligt bort fra? Stuart A. Staples lyder beruset af sin egen frihed på disse Leaving Songs, der også vil tage os med.
Ikke et ondt ord om Nick Cave, men han sang jo som en traktorulykke de første mange år. Så der var klart rum til forbedring. Hvorimod Staples fra dag 1. rent faktisk var fremragende med sin stemme, tremolo eller ej.
Det er en forbløffende korrekt observation at Stuart Staples lyder som Roger Whittaker, dog med et konstant tremolo i stemmen. Det er nok netop dette tremolo, der har været en af årsagerne til at Tindersticks aldrig har været så højt placeret på min personlige hitliste – som f.eks. Nick Cave, der er en regulær mester i at skrive sange og tilmed er blevet bedre og bedre til at synge. Stuart Staples står stadig (stort set) i stampe stemmemæssigt.
Stuart Staples lyder ikke som Nick Cave, men en del som Roger Whittaker. Det gør ham dog, ubegribeligt som det virker, ikke mindre fremragende…
Er der egentlig flere gode plader tilbage i REM? Synes de har været på retur siden Bill Berry forlod dem.
Pastor, det er ikke for at være modsat, men nej, åbningsnummeret lyder ikke som Nick Cave. Selvfølgelig er der visse lighedspunkter i instrumentering og tonevalg, men det er to meget forskellige udtryk, synes jeg.
Er der covers, som er for grimme til R.E.M.? Det er lige før Stuart A. Staples-coveret her er smukt ved siden af f.eks. Fables Of The Reconstruction eller Out Of Time. Eller Up…
Og er åbningsnummeret på Stuart Staples’ nye album ikke usædvanlig tæt på at lyde som Nick Cave?
Hvad angår albumforsider er min hypotese, at de forslag, der er for grimme til R.E.M., simpelthen ender med at blive brugt i anden sammenhæng.
Var der nogen der sagde fisker Thomas?
“Hva’ så Lystfisker K?
Hva’ så fisker Thomas, gi’r du madding denne gang?
Ja, klart jeg har lidt guf til din stjålne fiskestang,
for du ‘ min mand, til den dag jeg stiller sutterne,
fra vuggen til min grav vil jeg dele grej med gutterne,
og når vi render rundt og stjæler sildehaj fra kutterne,
gi’r vi dig prygl og kalder dig et lille kvaj,
og smutter med … … det vilde grej du fik af din mutter..”
LystfiskHustlers med GramseSpektrum
Såvidt jeg kan se er coveret/sofastykket lavet i stramaj. Måske den kære Stuart A. Staples er begyndt at dyrke husflid i fritiden. Det skulle være sundt.
Ærligt talt. Det er et underligt cover. Uden at have et specifikt kendskab til dansk kunsthistorie, mener jeg at have set både Ancher og Krøyer malerier med fisker-sydvest-pibe motivet. Hvis der sidder en derude med skjult viden, kunne det være morsomt at høre om der er et dansk link?
Pastor, udover hvad instrumentering angår har den sammenligning intet på sig.
Tindersticks er OK, men den rigtige Nick Cave er stadig bedst.
Fuck, er kommet til at indsætte coveret fra min nye opsamling med Fisker-Thomas…..sorry!
Hvad er det der sker med pladecovers pt – i sidste uge havde vi et rædsomt et fra Muse, et ret grimt et fra Grant Lee Phillips, og nu så det her…
Jeg har aldrig haft den store fidus til Tindersticks. Guderne skal vide at jeg har forsøgt. Mon ikke en cd med det cover har gode chancer for at sælge en ekstra portion i Gl. Skagen og Kandestederne her i sommer?
Simple Pleasure er nok min favoritplade med Tindersticks, men har ikke lyttet til dem længe. Den amerikanske udgave af Leaving Songs skulle indeholde begge soloskiver.