Nu skal det være. Jeg har nævnt Nick Drake en passant, da jeg omtalte Philip Selways nye album her for nylig. Og jeg havde et kort indlæg om ham for 5 år siden. Denne gang vil jeg give manden den omtale, han fortjener. Anledningen kan være, at jeg omsider har taget mig sammen og skiftet den ellers udmærkede opsamling Way To Blue ud med Nick Drakes samlede diskografi. Det var ikke svært; der var kun tre albums og en posthum cd med uudgivet materiale. Og det var tilmed billigt, vel næppe mere end 160 kr. for hele herligheden. Der er en særlig, lidt upersonlig fornemmelse ved at købe musik på nettet.

Første gang, jeg stødte på Nick Drake var i mine teenageår, hvor jeg hørte Erik Kramshøjs portrætudsendelse på P3 (det var dengang) og indså, at her var tale om et helt særligt talent, der dengang var ved at gå i glemmebogen. Men optaget som jeg var af den musik, der dengang dukkede op, fik jeg aldrig ordentligt stiftet det musikalske bekendtskab.

Ligesom Tim Buckley (1947-1975) og Phil Ochs (1940-1976) var Nick Drake (1948-1974) en singer-songwriter, der dukkede op i 1960’er og døde ung midt i 1970’erne. Hvor Buckley og Ochs kom fra en amerikansk folk-tradition (og Ochs var meget politisk bevidst, noget så sørgeligt sjældent som en amerikansk socialist), var Drake del af en britisk – eller nærmere bestemt engelsk – folk-tradition. Denne tradition tilfører han sin klare vokal, et virtuost arpeggio-præget guitarspil og en afdæmpet lyrisk stil, hvor vemod og mod mødes. Nogle har kaldt Nick Drake for en “mørk udgave af Donovan”, men dét synes jeg er en plat sammenligning. Mange af Nick Drakes sange og deres arrangementer ejer den særlige, tidløst universelle kvalitet som denne type akustisk baserede sangskrivning ofte stræber efter, men kun sjældent når.

Nick Drakes karriere er kort: hans sidste år er plaget af en klinisk depression, og han dør 26 år gammel af en overdosis antidepressiv medicin – formodentlig ved et regulært uheld.

Engang var Nick Drake vel et kultfænomen og som så mange andre musikalske begavelser, der døde alt for tidligt (Jimi Hendrix, Janis Joplin, Ian Curtis, Kurt Cobain, Billy Mackenzie, John Lennon osv.) blev han tildelt en myte, der nok er med til at forhindre os i at værdsætte hans musik for dét den er og gør det sværere for os at se de mange facetter, der ikke er del af myten om den tragisk-romantiske kunstner. Pastorinden skal i den sammenhæng være mit sandhedsvidne; forleden udbrød hun at “dét der er et godt album”. Hun havde aldrig hørt om Nick Drake før og kendte intet til hans tragiske skæbne.

Derfor her en ultrakort guide. På debutalbummet Five Leaves Left er det folk fra Pentangle, der akkompagnerer ham og orkesterarrangementerne står vennen Robert Kirby. Her finder vi “Cello Song” og “Fruit Tree”. På opfølgeren Bryter Later er selveste Richard Thompson og John Cale med, og vi får bl.a. den ironisk-soulede “Poor Boy”, “Hazey Jane I” og den af håb gennemlyste “Northern Sky”. Denne plade kunne (og burde) være blevet det kommercielle cross-over gennembrud, men den solgte kun mellem 3000 og 4000 eksemplarer. Endelig, på Pink Moon, er der kun Nick Drake selv på guitar og klaver, og den smerteligt smukke “Things Behind The Sun” er et højdepunkt. Titelnummeret blev mange år senere brugt i en tv-reklame for Volkswagen. Nogen må vel have syntes, at det var passende. De posthumt udgivne numre tæller “Black Eyed Dog” og “Time Of No Reply”.