5 tanker om “Man kan tage en sang så mange steder hen”
Broder Daniel er ubehjælpsomme, rørende, hudløse og ganske uimodståelige. Jeg har det på samme måde med den unge bassist fra BD-videoen.
Kan ikke huske om jeg har læst om den her på siden, men musikdokumentaren “Broder daniel forever” fra 2009 anbefales varmt herfra.
Stærkt, ret overset Gun Club-album, Mother Juno – og indspillet i Hansaton Studios, Berlin, for nu at trække en relevansbillet til dagens thin white duke i skysovs, David Bowie.
Og Anna Ternheim….ikke mere Avril Lavigne, end at hun medvirker på titelnummeret på seneste Thåström-album. Også her et meget blødt punkt for hendes ensomme ‘Shoreline’, med næsten ligeså charmerende ubehjælpeligt greb om det engelske sprogs udtale som hørt på Broder Daniel-originalen.
Måske er det mig, der ikke yder hende en fair chance, men jeg står bare af, når en kvindelig sanger skal lave en langsom/ følsom version af et nummer.
Måske er det noget der kom efter, at Cæcilie Nordby indspillede Life on Mars.
Prøver at give den en chance ved lejlighed, men i dag hører jeg nærmest kun Gun Club. Har lige opdaget albummet Mother Juno, klasse
Boys don’t cry, som Cure sang, men jeg har sgu grædt til begge versioner. De rammer mig lige i solar plexus begge to.
Jeg kan derimod überhaupt nicht forstå Ramones smlg m Avril Lavigne, men musikoplevelser er jo subjektivte osv osv….
Shoreline må simpelthen være den bedste sang, der er skrevet i det nu forgangende årti, men noget går galt, når den kommer ud af munden på Anna Ternheim. Hun minder mig simpelthen for meget om Avril Lavigne
Skriv et svar
Du skal være logget ind for at skrive en kommentar.
Broder Daniel er ubehjælpsomme, rørende, hudløse og ganske uimodståelige. Jeg har det på samme måde med den unge bassist fra BD-videoen.
Kan ikke huske om jeg har læst om den her på siden, men musikdokumentaren “Broder daniel forever” fra 2009 anbefales varmt herfra.
Stærkt, ret overset Gun Club-album, Mother Juno – og indspillet i Hansaton Studios, Berlin, for nu at trække en relevansbillet til dagens thin white duke i skysovs, David Bowie.
Og Anna Ternheim….ikke mere Avril Lavigne, end at hun medvirker på titelnummeret på seneste Thåström-album. Også her et meget blødt punkt for hendes ensomme ‘Shoreline’, med næsten ligeså charmerende ubehjælpeligt greb om det engelske sprogs udtale som hørt på Broder Daniel-originalen.
Måske er det mig, der ikke yder hende en fair chance, men jeg står bare af, når en kvindelig sanger skal lave en langsom/ følsom version af et nummer.
Måske er det noget der kom efter, at Cæcilie Nordby indspillede Life on Mars.
Prøver at give den en chance ved lejlighed, men i dag hører jeg nærmest kun Gun Club. Har lige opdaget albummet Mother Juno, klasse
Boys don’t cry, som Cure sang, men jeg har sgu grædt til begge versioner. De rammer mig lige i solar plexus begge to.
Jeg kan derimod überhaupt nicht forstå Ramones smlg m Avril Lavigne, men musikoplevelser er jo subjektivte osv osv….
Shoreline må simpelthen være den bedste sang, der er skrevet i det nu forgangende årti, men noget går galt, når den kommer ud af munden på Anna Ternheim. Hun minder mig simpelthen for meget om Avril Lavigne