I mandags solo-debuterede The Coral-forsangeren James Skelly – under navnet James Skelly & The Intenders – med albummet Love Undercover. Og hvilken fin debut det er fra Skelly, der her som traditionel sangskriver og blåøjet, tilstedeværende britsanger i niveau svæver højt over langt det meste, vi hører fra England i disse år. Pladen’s 40 minutter står som sådan også klart mere relevante end seneste noget blodfattige udspil fra hans egne The Coral. Her et filmklip med åbningsnummeret ‘You’ve Got It All’, tre minutter’s northern soul skrevet af Skelly i fællesskab med en vis Paul Weller…
7 tanker om “Merseybeat”
Skriv et svar
Du skal være logget ind for at skrive en kommentar.
Jeg er forholdsvis sikker på den kommer til at optræde på min årsopgørelse 😉
Her er vist basalt set blot tale om almindelig smag & behag: Min vurdering er at albummet absolut ikke er dårligt, MEN det løfter sig da heller ikke nævneværdigt over det lidt mere end gennemsnitlige. Mon det optræder på ret mange lister over årets plader 2013, når året “gøres op”? Det tror jeg ikke.
Som stor Skelly og Weller supporter, så er jeg nærmest fornærmet over Pastorens hånlige afvisning af deres fælles – i mine øre – fremragende “You`ve got it all”.
Skellys solodebut er rig på vedkommenhed, britmelodier og Merseyside ånd. Det er mere end nok, hørt herfra.
Ps. Jeg vil hellere til hver en tid høre Weller end Pastorens egen fortrukne hipster alt country fra Canada ;-).
‘Hyggerock’, forstår slet ikke det begreb i forbindelse med The Coral/James Skelly. Nej, manden har ikke, som nu Edwyn Collins du nævner, haft en hjerneblødning, som musik og tekster bærer præg af. Men der er – synes jeg – alt for meget poesi og glimtende solstrejf i Skelly’s melodier/ord til, at de fortjener en så affærdigende, næsten hånlig stempling som……….’hyggerock’. Han og The Coral er meget bedre værd end det.
Edwyn Collins er både britisk og meget traditionel i sit udtryk, men der er ikke den samme hyggerock over ham.
Mærkeligt, Pastor. Du elsker da selv og fremhæver ofte ultra-trad amerikansk musik. Men kommer den nu fra England, kalder du den pastiche. Sangen er relevant – synes jeg – fordi den lever, vibrerer og har et personligt aftryk. I modsætning til så meget andet udfra samme tidslomme.
Det er da et hyggeligt og habilt nummer. Men hvorfor er det relevant? Paul Weller har kværnet den slags 70er-pasticher ud i lange baner siden The Jam gik i opløsning