For to år siden skabte MGMT kulør på hitlister med skæve singler som ‘Time To Pretend’ og ‘Kids’. Hvad der fik duoen til at stå ud dengang var et talent udover det sædvanlige for DIY-hooks og uafrystelige melodistumper. Stor derfor overraskelsen over, der fra det nye album Congratulations ikke vil blive udsendt singler overhovedet. Lidt som at høre, skulle Jamaica ikke ville stille op i sprintdisciplinerne til næste atletik-VM.
De første anmeldelser af Congratulaions taler om et band, der nærmest har travlt med at undskylde sin skamløse popbegyndelse, det med et snørklet album, som undgår det umiddelbare og istedet farer vild på en småpsykedelisk legeplads. Åh nej, Flaming Lips om igen, er vel første association til den påstand. Men virkeligheden er heldigvis langt bedre. Vel er de omtalte hitsingler’s endimensionelle angreb fraværende på Congratulations, men de nye sange alt andet end keder i ofte vidtrækkende bud på en anderledes og fritlevende musik.
Der er mange stilgreb og referencer i spil. Tænker med glæde rigtig meget på brødrene Mael og deres Sparks undervejs, men umiddelbart også på The Three O’Clock’s unge akkordrastløshed, på Grandaddy’s vægtløse orbit, på franske Air fra før de blev trætte, på Marc Bolan’s lyse vibrato, og på Beck’s Sea Changes i det afsluttende underskønne titelnummer, vel den bedste sang MGMT endnu har skrevet. Rygtet om den tabte melodi er stærkt overdrevet. MTV-playlistudvalget vil muligvis nok hænge med hovedet, men for mindre lukkede sjæle er Congratulations en søgende og ekcentrisk popplade der tænder foråret op.
Jeg synes det som med den første er en kamp med to halvlege. Den starter fremragende, og er slet ikke det ulyttelige kommercielle selvmord der var lagt op til, men ved ‘Siberian Breaks’ går det helt i spåner. Det er helt enkelt for sumpet. Men ja, titelsangen til sidst er dejlig.
Lyttet, nej, en helt anden agenda, men slet ikke utænkeligt man har drukket af samme heliumflaske.
Har de lyttet til Oh No Ono?
Ja, undskyld, men jeg mener de var begge dele. Det endimensionelle var skam ikke negativt ladet, bare en fattig beskrivelse af den måde, hvorpå de pågældende sange afslørede alt ved første møde.
Øjeblik, var singlerne endimensionelle, eller var de uafrystelige? 😉
De første fem sange var i hvert fald 100 gange bedre end de sidste fem. Men det er den nye plade forhåbentlig også. Man må hellere give den en chance.
Det seneste Mojo er også helt i skyerne og taler om en “instant classic”. Generelt bør man vel udvise agtsomhed ved begreber som “psykedelisk” rock eller pop, men det lader til at management-folket her har fat i noget. Tak.