Den amerikanske Ph.D.-studerende Virgil Griffith har lavet en undersøgelse af sammenhængen mellem adgangsgivende karakterer og eksamen. SAT er en af de mest almindelige adgangsgivende prøver til universiteter i USA; de mulige resultater lå indtil for nylig på en skala fra 400 til 1600 med 1600 som bedst mulige bedømmelse. Det bliver offentliggjort, hvad den gennemsnitlige SAT-score er for hver årgang på et givet universitet.
Griffith har nu lavet et stykke software, der automatisk gennemsøger Facebook-profiler for studerende på hvert universitet og for hver profil registrerer personens yndlingsmusik. Resultatet af denne analyse kan ses på http://musicthatmakesyoudumb.virgil.gr og i grafen ovenfor. På førsteaksen har vi gennemsnitlig SAT-score.
De bands, vi plejer at rose her på bloggen, er, som man vil kunne se, stort set ikke nævnt. Til alt held har jeg en hel del Beethoven i mit iTunes-bibliotek. (Er der nogen her, der hører Li’l Wayne?)
Det forklarer i hvert fald præcis hvad der altid har irriteret mig grufuldt ved Sufjan Stevens: too fuckin’ clever by half.
Hørte Lil Waynes Tha Carter III og Beethovens “Waldstein” klaversonate i sidste uge…
Hmmm, forvirrende opstillet diagram. Men om ikke andet forklarer det, hvorfor nu f.eks. Norah Jones og Counting Crows er så svære at holde af her; man er måske simpelthen bare for dum. Hvor befriende!