Har fået lyttet en hel del gange på The Next Day nu. Ved ikke med den snak om bedste comeback-album ever. For det er meget store ord om en plade, der i sine bedste øjeblikke er fantastisk dejlig, men andre steder pænt mindre end det. Så først og fremmest er den gode nyhed vel – udover altså, manden lever og atter er iblandt os! – at David Bowie igen investerer sig selv 100% i sin nye musik og synger mere nærværende, end vel på noget han har udsendt fra og med Let’s Dance i ’83. Væk er den selvbevidst distancerede statsmandsstemme, her aflyst af skarpt bid og levet liv. ‘Where Are We Now?’ er som sådan albummets mest rørende sang, og det vidste man vel godt allerede på forhånd, men der er andre øjeblikke af tårnhøj klasse: ‘You Feel So Lonely You Could Die’ er således en too good to be true Ziggy Stardust-stylet popballade med knusende hjerte, mens ‘Love Is Lost’ er knugende, fornem artrock med de helt rigtige ord. Og så er der heftige rocknumre a la ‘The Stars (Are Out Tonight)’ og ‘(You Set) The World On Fire’, hvor det bare er en glæde at være i en mesters ubesværede selskab. Men…..turen bliver måske liiiidt lang, med en musikalsk noget langtrukken midterpassage og en sine steder næsten for informationsbugnende Tony Visconti-produktion. Så her – undskyld helligbrøden! – en let forkortet playlistversion af albummet, der IMHO havde optimeret helhedsoplevelsen…

The Next Day
Dirty Boys
The Stars (Are Out Tonight)
Love Is Lost
Where Are We Now?
Valentine’s Day
I’d Rather Be High
Boss Of Me
How Does the Grass Grow?
(You Will) Set the World On Fire
You Feel So Lonely You Could Die
Heat