New music night and day

http://www.jensunmack.dk/wordpress-3/wp-content/images/thumb-Mauernight.jpg

Var i en diskussion om positivt arbejdsraseri forleden og David Bowie blev hevet frem som eksemplet på at kreativitet og voldsomt output godt – når talentet er der – kan forenes. Se på Bowie’s 1977, hvor han netop var flyttet til Berlin, vistnok hovedsageligt for at undslippe et ødelæggende coke-misbrug, hans amerikanske tilværelse ikke kunne være foruden. Så hvad gjorde David for at blive nyt menneske? Kastede sig hovedkuls ind i en Berlinmur af kreativitet og hårdt arbejde. Dels som soloartist med Tony Visconti og Brian Eno som sparringspartnere, dels med vennen Iggy Pop, der var flygtet med til Vestberlin og som med Bowie i både komponist- og producer-rolle også der selv skabte sig en helt nyt udtryk og niveau. Prøv lige ikke at tabe pusten af deres fælles release-kalender mens i Berlin:

14. januar: David Bowie – Low
18. marts: Iggy Pop – The Idiot
9. september: Iggy Pop – Lust For Life
14. oktober: David Bowie – “Heroes”


Eller tag hele Bowie’s gyldne tiår, omkring 70’erne, og se hvad han overkom:

1969, 04. november: Space Oddity
1970, 04. november: The Man Who Sold the World
1971, 17. december: Hunky Dory
1972, 06. juni The Rise and Fall of Ziggy Stardust and the Spiders from Mars
1973, 13. april: Aladdin Sane
1973, 19. oktober: Pin Ups
1974, 24. april: Diamond Dogs
1975, 07. marts: Young Americans
1976, 23. januar: Station to Station
1977, 14. januar: Low
1977, 14. oktober: “Heroes”
1979, 18 maj, 1979: Lodger
1980, 12 september: Scary Monsters (and Super Creeps)

I samme periode nåede han så også at indspille og udgive to dbl-livealbums: David Live, udsendt 29 oktober 1974, og Stage, udsendt 8. september 1978.

Bowie’s tempo var regel sanrere end undtagelse for den tids artister. Roxy Music, Lou Reed, Sparks, T Rex og også de tidlige store bands efter punkbølgen kørte i samme høje gear. Udgivelsestempoet havde den fordel/ulempe, at det hurtigt eksponerede hvem der havde noget og hvem der ikke kunne være med. Et band kunne ikke – som f.eks. i dag – gemme sig væk i et studie i flere år og derefter udsende et værk så overproduceret, at dets egentlige substans eller mangel på selvsamme blafrer i vinden. Gad vide hvad nutidens acts ville komme op med med et sådanne tidspres på sig. Ville det f.eks gøre Kashmir ondt, at der ikke gik op til 4 år imellem deres albums? Ville R.E.M.’s output blive mindre vitalt af kun – ligesom i gruppens gyldne år – at være halvt så lang tid som nu undervejs i skriveproces og studio? Og ville verdensfreden blive yderligere truet af Bono’s fravær på den internationale politiske scene, fordi han oftere var krævet af sit band i et studie til det, han egentlig først og fremmest fik sin berømmelse på? Jeg tror det ikke.

Men det er ønsketænkning. Musikindustriens egen cyklus bryder sig ikke om for hyppige og for hurtige udgivelser. Den måde man gør tingene på nu kræver en langtidsforberedelse indenfor promotion/marketing, som handler om år ikke måneder. Det er vel også derfor vi – i modsætning til tidligere – så sjældent har glæden af enkeltstående singler eller EP’er, som ikke er ude for at tjene et helt albums sag. Den tankegang og forudsigelighed der ligger bag dette har gjort både musikbranchen og de plader den udsender ikke så lidt kedeligere. Hvis en David Bowie i dag var flyttet et år til Berlin, havde han kun fået lov at udsende ét enkelt album derfra og det ikke før l-a-n-g tid efter indspilningerne til det var afsluttet. For jo, der tales meget om at teknologien har gjort verden mindre, men dens musikmedier og deres funktioner har samtidig i den grad forlænget forædlingsprocessen og ventetiden før de nye plader endelig sendes ud. Ikke godt. For ny musik – nat og dag – bør altså høres…NU!

PS – New Music Night And Day var til sidste øjeblik arbejdstitlen på det album, som istedet blev udsendt under den noget mere anonyme titel Low.

15 tanker om “New music night and day”

  1. Og nu til noget helt andet…? Ikke meget med arbejdsraseri at gøre…men Thåström havde åbenbart sange tilovers fra sidste og fabelagtige soloskive – og de passede vist heller ikke rigtigt ind….nu kommer de under et nyt bandnavn til februar/marts…:

    Thåström blir Sällskapet

    I februari/mars kommer ett album med Sällskapet. Gruppen utgörs av Thåström, Pelle Ossler och Niklas Hellberg. Skivan, som släpps av Dust/Universal, har beskrivits som »klaustrofobisk, mestadels improviserad musik«.

  2. Okay Vermouth, jeg skal prøve at se mere positivt på den tsunami af nye danske cd’er, vi rider på these days.

    Mht. The Lemonheads kan jeg kun beklage selv at opdage den for sent til optagelse på denne sides liste over årets plader. For der burde den selvfølgelig have stået…

  3. Mit angrebsvinkel angående den ‘ene chance’ var almen. Hvis man har noget på hjerte, og en ubændig trang til at indvie ‘alverden’ i det, så er muligheden der.

    Samtidig mener jeg, at de danske anmeldere generelt tager ganske godt i mod debutband. Jeg skal ikke afvise, at ligegyldighed, ingen presse eller et par sarkastikse anmeldelser, har skræmt nogle væk fra gesjæften. Men igen, hvor mange miskendte sangskrivere/musikere går der omkring i DK?

    Jeg kan kun påskønne, at tendensen åbenbart peger i den anden retning vedr. spillelængden på de album du nævner.

    Til slut, Lemonheads albummet, burde faktisk have været repræsenteret på mange flere lister over Årets Plader 2006.

  4. Ved ikke om bandet tager den chance, hvis først det – som ofte sker – har oplevet ligegyldighed, et par sarkastiske anmeldelser og så godt som intet salg af den cd, man drømte skulle vælte verden.

    Varer de fleste cd-albums ikke omkring godt 40 minutter? The Good The Bad And The Queen som udkom igår varer 43. En anden jeg hører meget, The Lemonheads’ nye, går kun 35. Amy Winehouse’s nye også 35.

  5. Nu syntes jeg, det hele er gået hen og blevet temmeligt misantropisk. De fleste nye band, der udkommer i dag gør det på eget selskab. Jens, du har ret i, at meget af det er noget juks, men i og med, at bandet selv har postet pengene i projektet, så har det vel altid én chance til.

    Når det gælder de store selskaber, har du nok ret i, at man kun får én chance. Og det også selv om, at et givent band selv har stået for produktion und so weiter. Stadigvæk vil jeg dog mene, at mulighederne er større i dag end de var for bare ti år siden.

    Her er et bud på, hvorfor tidsrummet mellem albumudgivelser er blevet længere. Ikke at det udelukker, de allerede nævnte forklaringer i den foreliggende diskussion.

    Der har siden cd’en blev det foretrukne format, været en tendens til at albummene blev op mod 65-70 min. lange. Tænk blot på Elvis Costello’s udgivelser siden slutningen af 1980’erne. I min optik, er et album et sted mellem 30-40 min.

    Sat en smule på spidsen, så udgiver mange band i dag altså album, der svarer til forne tiders dobbelt-lp’er. Mit argument er derfor, at hvis et band fx. udsender en plade hvert anden år, så svarer det nogenlunde til det samme antal sange, som det gjorde dengang, at et band udgav en lp hvert år.

    At de fleste af de plader med op mod tyve numre, der kommet indenfor de sidste 10-15 år, så emmer langt væk af fyld, er en anden sag.

  6. Fint nok med din liberale tankegang, om hvor godt det er når alle så let kan udgive musik. Problemet er blot de mange bands/solister, som derved gør sig selv en bjørnetjeneste, ved ofte at komme på banen længe før de har realiseret eventuel kvalitet. Dén lette tilgang skærer nemt halsen over på kommende muligheder i en usentimental musikverden, der sjældent giver mere end én chance for at komme positivt på landkortet.

    Ville svare til man sagde det var iorden at alle 13-årige kørte bil, uden at have taget kørekort. Cool nok for de få konfirmations-kids der instinktivt kan finde ud af ikke at komme galt afsted bag et rat, men hey, hvad med resten…?

    Butikken i Viborg hed Sound of Music.

  7. Åh jo lige en lille ting. Kan nogen huske hvad den pladebutik hed i Viborg, hvor brødrene Niels og Jakob stod i firserne og halvfemserne? Man fik altid sine plader i en afskyelig lyserød pose.
    Det gælder et væddemål mellem min bror og jeg om en frankfurter med brød på Finns pølsevogn 🙂

  8. Mja Jens du har nok ret angående LP-formatet. Hvorfor skulle kunstnere ellers blive ved med at udsende i det? Jeg er i hvert fald også et vanemenneske og sjosker trofast ned i Stereostudiet, TP eller hvad pokker det hedder for at købe sine albums.
    Som god gammel liberal synes jeg nu, det må være bedst med den situation, hvor den enkelte har frihed til at udgive uden at støde på alt for mange forhindringer. Friheden vil jeg vægte højere end kvaliteten. Kvalitet er jo en ren subjektivt vurdering, som vel i og for sig tager publikum og kunstner som gidsler. Bare ud med musikken og så lad publikum sortere i skidt og kanel. Det kan de sikkert bedst finde ud af selv 🙂
    Nå nok for VU-retorikken. Hvis jeg lige må indføje et forbrugerspørgsmål. Er der andre, som oplever problemer med deres I-tunes program, således at programmet sænker computerens hastighed betydeligt? Det synes jeg min gør, men ja man er jo ikke ingeniør;-)

  9. Jeg tænkte ikke på albummet som et stykke ambitiøst Gesamtkunst, men på albummet som modsætning til singler.

  10. Netop Princes aktiviteter i perioden 1986/87 kan sammenlignes med Bowies. Og jeg ville nødigt undvære albums som Parade, Jill Jones, Sign O the times (+ Crystal Ball, Dream Factory, Camille) og Black album. De to Madhouse albums og Sheila E pladen er mere jævne. Og der var også en spillefilm + koncerter – og sikkert en masse jeg har glemt…

  11. Jeg respekterer selvfølgelig et værk, når det har kvalitet nok til at fremstå som et. Men en del bands kunne gøre sig selv – og os andre – en kæmpetjeneste ved, at glemme det forbandede værk-ord samt alle de pompøse kunstaspirationer der ofte synes at følge med det, og istedet stille ind på den musik, der vil fungere på egne præmisser.

    Iøvrigt Pastor: The Pretenders’ debut, som iøvrigt netop er blevet genudsendt, er et fremragende album.

  12. Der er flere måder at tænke om “værker” på.

    London Calling er ærkeeksemplet på et vellykket album, hvor rækkefølgen af sangene også bidrager til helheden.

    Talrige andre albumudgivelser rummer nogle vellykkede sange og en del mindre vellykkede. Her husker man sangene.

    Hvorfor skal musikere tænke på albums som mindste helhed, hvis det i virkeligheden er single-formatet, de mestrer bedst? The Pretenders er ærkeeksemplet på dette. Jeg har selv kun ét album med dem, og det er single-opsamlingen! Den er til gengæld forrygende god.

  13. Mølleren, du har ret i og med der bliver indspillet og udsendt cd’er som aldrig før. Hvor bands før lavede demo-bånd udsender de det nu som deres debut-cd, og det i alt, alt for manges tilfælde før de overhovedet synes klar til det.

    Men fra det øjeblik heldige nye bands/artister har fået fat i et publikum og/eller et organiseret pladeselskab er snakken – og release-hyppigheden – en helt, helt anden.

    Synes ikke selv LP-formatet er ved at uddø, net eller ej. Selvfølgelig kan man tage enkelte sange ned, ligesom man også kan se en enkelt scene fra en film, men mig, hvis jeg bliver rørt af den scene, vil jeg altså se HELE filmen:-)

  14. Jeg synes Lars Top Galia havde en god pointe omkring LP-formatet, at det var ved at uddø. Hvorfor egentlig stable numre sammen til man kan lave en plade? Skyd det afsted over nettet eller lignende.

    Men jvf. din pointe angående tiden mellem albummene, synes jeg trods alt, der er mange spor, der også skræmmer. Prince er et meget godt eksempel på en kunstner, der har udgivet et par glimrende plader, men også spandevis af lort, der vist bare skulle være slettet. Leonard Cohen er vel i den anden boldgade, som en kunstner, der tager sin tid og får lavet glimrende plader gang på gang.

    Nu er jeg ikke en stor musikekspert, men mit indtryk var, at den nymodens teknologi havde gjort branchen mere “demokratisk”. Dvs. mange nye små pladeselskaber og muligheder for at indspille uden de store omkostninger. Det må vel betyde labgt større muligheder for den enkelte kunstner til at indspille og blive udgivet eller hvad? Man er vel ikke så afhængig af få store pladeselskaber, der kan sætte dagsorden for “musikscenen”?

Skriv et svar