Blog, Rocknroll

No replacements

11 kommentarer

Ved ikke om Paul Westerberg savner rock’n’roll, men rock’n’roll savner tydeligvis Paul Westerberg, et generationstalent der forsvandt – snatching defeat from the jaws of vicory, som det så retvisende kan siges på engelsk – og blev borte. Her er han med The Mats da de var unge og vilde og nærmest uovervindelige…

11 tanker om “No replacements”

  1. Sadly beautiful er ikke et dårligt nummer, bare en anelse “dem er der lavet en million af”…

    The way er et af Springsteens absolut bedste, og stor ros til denne side, ellers havde jeg aldrig hørt om det:-)..

    Men så lyt til denne https://www.youtube.com/watch?v=T-0EGjHwSKE&list=RDMM&index=5… Trommeslager fra Beach Boys, Dennis Wilson, hvis soloplade Pacific Ocean Blue fra 1977 vist er det eneste (måske Smile undtaget) relevante beach boys solo-projekt. Denne perle er fra genudsendelsen i 2008 med afdøde Taylor Hawkings fra Foo Fighters (som ellers aldrig har sagt mig noget) på vokal… den afsluttende guitar outro kunne i mine ører ligeså godt være spillet af en vis hr. Hassig.

  2. Kedeligt…? Nu er både Webmaster Pastor og jeg sårede. Tænk for Paul Westerberg at skrive så perfekt afrundet og stemningsdyb en sang som ‘Sadly Beautiful’ og så få kaldt den kedelig!

    Springsteen har de to skabeloner han ofte har skrevet i; den store, hæsblæsende widescreen-rocker og så den vemodige, sødmefuldt melodiøse ballade. Og der behøver man ikke at springe fra 1978 til 1984 for at finde springet. Kriminelt at ‘The Way’ ikke kom med på Darkness, eller i det mindste blev brugt som single-B-side dengang, men først dukkede officielt op 32 år senere.

  5. Helt enig, uden at være ekspert på solopladen. Han kunne et eller andet med stemninger, som jeg egentlig aldrig syntes musikken har fået nok kredit for. Bare det på få år, at gå fra pophits på Color of spring til det virkeligt store, men specielle værk spirit of eden, og så solopladen senere. Jeg kan, med begrænset kendskab, kun komme i tanke om Beatles med så stor ændring i udtryk på så kort tid🙂

  6. Tror nu aldrig Mark Hollis ville være istand til at udsende en sekunda-plade. Det skulle nok blive godt.

  7. Bob Dylan har jeg svært ved at tage stilling til. Jeg kan simpelthen ikke holde den stemme ud, og på trods af gode tekster, er de i min optik udvandede med de milliarder han tjente på sit sangkatalog. Det er der ikke noget arbejderklasse over. Og det handler på ingen måde om at være anti-kommerciel, blot min holdning.

    Jeg giver dig fuldstændig ret i, at man kan fortsætte med at være relevant, som Bowie jo var et lysende eksempel på. Jeg tror dog i Mark Hollis’ tilfælde, at kreativiteten var opbrugt, og hellere trække stikket end udsende sekunda-plader.

    En af grundene til LS’ popularitet er jo netop din evne til at anskue tekster med dit ændrede alders- og erfaringsmæssige udgangspunkt. Du ville jo nok ikke skrive en tekst som f.eks. Radio Kalundborg i dag (en tekst som i øvrigt er rigtig god, men måske lidt mere unge Unmack:-))

  8. Det der med ikke at have mere at sige, hvad betyder det egentlig? Verden omkring os er altid i forandring, og vi mennesker udvikles/indvikles også med alderen, ser og oplever ting anderledes, får nye erfaringsbetingede perspektiver på os selv og det hele. Så selvfølgelig er der mere at sige. Fordi det man siger altid vil blive sagt fra et nyt sted i livet og derfor vil komme med en ny vinkel.

    Jeg køber ikke det der med at fortynde sit værk. Hvem siger det ville blive fortyndet? Måske vil/ville de aldrig indspillede nye plader blive ligeså givende, måske endda endnu bedre, who knows?

    Tag nu en hellig ko Bob Dylan, som blev udråbt færdig og udbrændt i 80’erne, hvor han lavede en række spektakulært uinspirerede plader. Men så løb han ind i Daniel Lanois, indspillede sit kreative comeback Oh Mercy, og har efterfølgende indimellem udsendt musik af en kvalitet fra allerøverste hylde. Fordi han blev ved med at udfordre sig selv, også når vejen måske syntes blind. Har han fortyndet/udvandet sit værk ved at være så produktiv og indimellem ramme helt ved siden af? Jeg har svært ved at se det.

  9. Jeg kender ikke Paul Westerberg, men synes virkelig det er respektfyldt at sige, “jeg har ikke mere at sige”, som f.eks. Mark Hollis gjorde. De er garanteret blevet tilbudt kæmpesummer for at gendanne Talk Talk, spille koncerter osv., og han trak bare stikket fuldstændig. På sin vis står værket også skarpere i dag, fordi det aldrig er blevet udvandet:-).

  10. Inspiration er vel noget som kommer igennem at man arbejder seriøst med sit fag, uanset hvad dette så end må være. At man ikke tør, orker eller interesserer sig for at udfordre den længere er naturligvis en ærlig sag. Men det er for enkelt at beskrive inspiration som en selvstændig størrelse, der bare sådan kan komme eller gå.

    Hvad Paul Westerberg angår, så hjalp det øjensynligt ikke den vitale åre i hans musik og sangskrivning, at han i 1990 fik stoppet sin alkoholisme. Ved ikke hvad det gjorde ved ham, men efter da forekommer hans plader sært skindøde. Det samme skete jo iøvrigt med Brett Anderson og Suede, der kreativt kørte i grøften i en rum periode, da han skiftede sine stoffer ud med tebreve. Nogle gange kan de rusmidler, der hjælper til at opsøge inspirationen øjensynligt også ødelægge den videre evne til at kunne indfange den.

  11. Paul Westerberg trak sig fra musik i al stilhed. Det er ærgerligt, men det skal man også respektere. Han nåede at skrive en masse gode sange, mens han var aktiv som musiker.

    C.V. Jørgensen har ikke udgivet ny musik i 18 år. Mark Hollis trak sig helt. Egentlig er det en langt mere moden beslutning end at blive ved med at fortynde sit værk, efterhånden som inspirationen svigter.

Skriv et svar