Nix, Pastor. Vi er ikke helt færdige med at tale om manden på billedet, den nye præsident. Og jeg forstår ikke at du, som selv har været så hovedrystende overfor mange af de uhørte ting der er foregået i/fra USA de seneste 8 år, ikke føler bare lidt mere begejsting for hvad er sket i nat. Måske Barack Obama ikke kan udrette mirakler, men han vil det åbenlyst bedre for andre mennesker, end kun de der er som han selv, han udstråler samvittighed, det med rank ryg og et direkte blik, noget længe, længe savnet i Det Hvide Hus. Og så er han den første farvede amerikanske præsident, hvilket i sig selv er fantastisk. Han kan blive en forbedring, ikke kun for USA, men for os alle. Næste skridt vil ideelt være også at få skiftet den afgrundssøgende styring ud her – må den dag komme snart! – men for nu er Barack Obama grund til både stor lettelse og glæde.
Jeg ved ikke hvor dine begreber om et ‘kvalitetsstempel’ i relation til udfaldet af valghandlinger stammer fra. Min ringeagt for det regerende flertal hertillands ufortalt, er den overordnede meningsfulde betragtning i forhold til stemmefordelingen i det danske valgsystem hvorvidt regeringen har et flertal bag sig – det konstaterer jeg at statsministeren har haft siden 2001. Jeg har ikke hørt en eneste MF’er anfægte det forhold. Jeg finder det principielt forkert at antyde at stemmer på den borgerlige regering skulle have en ringere ‘kvalitet’ end en stemme på den anden fløj. Skridtet mod indførelsen af oplyst enevælde ligger lige for så.
Jeg forstår heller ikke helt at Kennedy skulle være blevet ‘båret ind’ i præsidentembedet. Omend han utvivlsomt i eftertiden har fået sig et godt ry og navn (uden tvivl i kraft af sin voldsomme død) slog han i 1960 Nixon med en nærmest usandsynlig lille numerisk margin på nationalt plan. Et scenarie som jo dog senere blev overgået af begivenhederne på valgdagen i 2000 i Florida..
Dertil kommer at hvis man isoleret set betragter Kennedy som eneansvarlig for Cubakrise, Svinebugt, Vietnamkrig mm., læser man historie på samme måde som statsministeren, jvf. hans udlægning af besættelsestidshistorien.
Der var mange, der stemte på Barack Obama. Men der var også mange, der stemte på VC-regeringen og dens støtteparti.
Mange stemmer er m.a.o. ikke et kvalitetsstempel i sig selv. John F. Kennedy blev båret ind i præsidentembedet, hyldet som forandringens mand. Faktum var, at han var en koldkriger af rang med Cubakrise, Svinebugt, Vietnamkrig mv.
Når alternativet er så slemt, som tilfældet var her, er det nemt at være lettet. Der var f.eks. også stor lettelse i Frankrig i sin tid, da Jacques Chirac vandt over Jean Marie Le Pen.
Colin Powell var vel Bush-regeringens Connie Hedegaard.
Nuvel, det er nu heller ikke hudfarven, der er afgørende, men de politiske signaler, han sender, er mere positive end Republikanernes.
Venstre var såmænd også et progressivt parti engang. Da de var i opposition til Højre og kæmpede for demokratiet i Danmark. Søsterskabet med Demokraterne må vel stamme tilbage fra dengang. Eller hvad? Republikanerne var vel egentlig dem, som var modstander af slaveriet i 1800-tallet, og Demokraterne var vist dengang de mest reaktionære….I don´t know, men Obama er bedre end Bush.
Pastor, jeg er ofte enig eller i hvert fald delvis enig i den indignation som du udtrykker her på siden, og jeg anderkender i hvert fald den indignations berettigelse i forhold til hjemlige politiske forhold.
Jeg undrer mig dog i denne sammenhæng over at du vælger at se stort på den symbolpolitiske supernova som valget af en sort mand til USAs næste præsident retteligt er, og hvor (sådan ser det ud herfra) oprigtig glæden og begejstringen er hos sorte og hvide amerikanere netop nu. At realiteterne ganske givet bliver nogle andre end nærmessiansk begejstring og eksalterede løfter om forandring fra og med d. 20. januar 2009 turde sige sig selv.
Faktum er imidlertid at godt 52% ud af ca. 140 mio. amerikanske vælgere har stemt på Barack Obama ved et valg med rekordhøj valgdeltagelse. Pointen er at hverken Colin Powell eller Condoleeza Rice har haft en eneste stemme i ryggen i forhold til de embeder de har beklædt. Derudover har de begge tjent en republikansk administration som har været historisk upopulær.
At det amerikanske valgsystem og demokrati er imperfekt et legitimt og givetvis korrekt synspunkt, men systemet er nu engang en grundpræmis.
Sammenstillingen af Venstre og Demokraterne og venskabspartibegrebet er en gammel traver. Men du havde vel næppe forventet at en amerikansk folkesocialist a la de hjemlige kunne triumfere eller kommer til at gøre det indenfor en overskuelighed tidshorisont?
Forresten kunne man overhøre en såkaldt (nu ældre) Venstre-løve og nuværende udenrigsordfører i Søren Pinds skikkelse udbrede sig vidt og bredt om sin amerikanske kærlighed i den til tider tåkrummende debat med Svend Auken på DR2 i aftes. Pinds kandidat? Republikanernes John ‘Stay The Course’ McCain, såmænd.
‘Venstre ved du hvor du har’ (?)
Det lyder jo flot alt sammen.
Men Colin Powell og Condoleezza Rice er også sorte. Dem var der ikke mange, der jublede over.
Demokraterne har forresten et erklæret søsterparti i Danmark. Det hedder Venstre.
“Nu har verden travlt
du er et hit
Obama blues ligger nummer et”
Fantastisk tale han holdt i morges dansk tid. Jeg var næsten helt rørt, da han omtalte den over 100 år gamle sorte kvinde, og alt det hun havde gennemgået gennem livet, de historiske begivenheder, hun har oplevet, og der hvor de så står i dag.
Realiteterne venter, men lad os glædes i dag.
Yes we can