Jens har været glad for The Smiths og Morrissey siden den tidlige ungdom (og her mener jeg Morrisseys tidlige ungdom). Ingen læser af denne blog kan have undgået at opdage dette igen og igen. Selv har jeg altid været mere forbeholden. På den ene side har jeg lige så længe haft en tendens til at tænke på The Smiths som et fremføringsmiddel for en særdeles selvoptaget mand fra Manchester med udtalt jamrevokal. Der var så mange andre af tidens bands, jeg satte mere pris på. På den anden side kunne jeg da godt høre, at The Smiths rent faktisk var rigtig talentfulde, og i årenes løb sneg der sig hele to albums ind i min samling, som jeg udsatte for en vis, begrænset aflytning.
Nu har jeg så efter lang tids overvejelser investeret i boxsættet fra Rhino Records (nej nej, ikke den dyre udgave), og jeg sidder faktisk her i dag og genopdager og genovervejer The Smiths og nogle sange, jeg jo egentlig kender nogenlunde godt fra andre folks pladesamlinger. Morrisseys soloværk er stadig ikke noget for mig i større omfang, og hans person endnu mindre – han er, som jeg tidligere har skrevet her, til tider alt, alt for meget. Selvoptagetheden lader til at have gjort Morrissey til en lunefuld pisseugle, og som i så mange andre solokarrierer har det manglende sam- og modspil fra det gamle band fjernet både inspiration udefra og en måske nødvendig dæmper på udfoldelserne. Men The Smiths kan jeg i dag faktisk sætte ordentligt pris på, og det især i den kontekst at der er tale om nogle unge fyres svar på en i virkeligheden snæversynet og konform periode i det britiske samfunds historie, nemlig årene under Maggie Thatcher. På denne måde er jeg vel blevet en af de sidste dages hellige.
Jeg synes også at de nye mix er meget vellykkede – og fortryder bestemt ikke købet af boksen, på trods af jeg allerde har de tidligere udgivelser.
The Smiths frembringer på trods af utallige gennemlytninger fortsat et saligt smil på mine læber.
Nå men jeg må finde jernhesten frem. Next stop Thåström på vesterbro. Det kan kun blive godt.
Andy Rourke er stjernen på de nye udgaver. Er de også blevet remixet?
Det har han nu hidtil været i ethvert mix. Kan godt være det er endnu mere fremtrædende på den nye box…? Isåfald bliver man vel nødt til at investere i de samme sange endnu en endnu en endnu en gang.
Det er det nye miks, der får guitarlyden meget bedre frem. Johnny Marr er jo en usædvanligt original og stilskabende guitarist.
Men The Smiths og Morrissey’s tekster/personage ville jo ikke holde distancen nu, og da slet ikke i en så omfattende box, hvis ikke det var fordi det musikalske samspil mellem ham og Johnny Marr slog gnister. Der er en vild melodisk righed og selvfølgelighed over næsten alt hvad de to (+ Rourke & Joyce) sammen har bedrevet. Specielt Johnny Marr’s genialitet – både som guitarist og sangskriver – synes åbenbar ved et genhør så længe efter. Mageløs musik.
Måske er det i virkeligheden også derfor, jeg bedre kan lide The Smiths nu? Der var stadig en del at lære om hvordan en god rocklyd skulle være, dengang i 1980’erne. Jvf. hvordan R.E.M. lød på de første tre albums. Murmur og Reckoning har en underlig pap-lyd, Fables Of The Reconstruction er pakket ind i en slags dyne, hvor alt er mikset lige lavt og først med Life’s Rich Pageant får R.E.M. “krop og pondus”.
En mærkelig oplevelse at lytte til denne boks. Flere albums, bl.a. “Strangeways” er remastered til noget nær ukendelighed. Trommer/bas har fået meget mere krop og pondus, sådan lød hulbrystede The Smiths sgu ikke på sort vinyl i de grå firsere…
The Smiths i Technicolor?