Den geniale one trick ponys forbandelse

Kan umiddelbarhedens uskyld gentages med succes? Nej, naturligvis, det der først lever på sin spontanitets energi drænes langsomt men sikkert ved repetition. Og det er vel derfor, at The Ramones kun lykkes 100% på sine to, måske tre første albums. Hvorefter den simplificerende formel der først fungerer så optimalt forfriskende langsomt bliver en kreativ forbandelse for Joey, Johnny, Dee Dee og Tommy. For hvor går man hen, når det perfekte nåes i første hug og lever af sin egen utøjlede energi? The Ramones prøvede flere udveje; at blive et Phil Spector-produceret popband (End of the Century (1979)), at lave et hardcore-inspireret album (Too Tough to Die (1984)), at speede alle sine (i forvejen hurtige) numre op live, så de blev mere tidssvarende ‘punkede’ (efter forfærdelige Marky Ramone blev trommeslager). Og ellers? Ellers gentog man oftest bare blindt det oprindelige musikalske Ramones-manifest, men uden samme nødvendighed, uden det knivskarpe snit, der af naturlige årsager havde stået så stærkt i begyndelsen. Her The Ramones i verdensklasse-form i starten, da de netop har taget form, filmet på bandets ven og hjælper Arturo Vega’s loft i New York City’s East Village i 1975. Der er endnu 14 måneder til denne sang udkommer på bandets selvbetitlede debutalbum (hør ovenfor). Beklager den forvrængede lyd på optagelsen her, som faktisk bare gør det samlede indtryk endnu mere tidsautentisk intenst…

Skriv et svar