Verden er fuld af overraskelser. Hvem havde troet Elbow nogensinde igen skulle udsende en sang med skarpe kanter, brændende lysglimt og fuld kraft fremad? Dagens nye Elbow-single er fra dagens nye Elbow-album Audio Vertigo. Gad vide om resten af pladen kan mere af det her?
Thieves like us
Hørte lige denne single med det nye Manchester-band Nightbus og blev lidt perpleks. For har trioen ikke ændret en del på ordene til deres cover af bysbørnene Joy Division’s ‘Shadowplay’ og kan man bare det? Sagen straks undersøgt viser sig at afsløre, der slet ikke er tale om Joy Division-nummeret, men istedet Nightbus’ egen ‘Mirrors’, der godtnok bærer ‘Shadowplay’-mantraet ‘To the centre of the city…’ i sin sangtekst, har ens Ian Curtis-sangmelodi, samt Peter Hook’s for Joy Division-nummeret så identitetsskabende bass-figur, men alligevel har påskrevet Nightbus selv som både komponister og tekstforfattere. Måske der findes folk derude, som aldrig har hørt ‘Shadowplay’ og vil opleve det her som andet end et ekko, der overdøver sin grundlyd?
Stilhedens mester giver lyd
Verden er fuld af overraskelser. Som nu at Brian Eno netop har udsendt en overraskende traditionel sang, hvor han ser langt tilbage i eget bakspejl og reflekterer over levet liv. På den vis en parallel til Bowie’s 2016-comeback ‘Where Are We Now’, hvor en mytologiseret person, berygtet for sine mange masker og sceneskift, pludselig valgte at referere til sig selv. At Eno ikke normalt er sanger virker nærmest som fordel her, da det overordnede udtryk i ‘All I Remember’ bliver mere ukunstlet og afvæbnende af hans så ligefremme stemmeføring…
Today you become man…
Dagens nye nummer her en hæsblæsende rant fra Sydlondon-bandet Fat White Family. Videoen dertil løber som algiersk versionering af The Verve’s ‘Bittersweet Symphony’. Det gør dens stressende musik så til gengæld slet ikke. Emnet der rulles ud ovenpå de kaotiske sanseindtryk? Omskæring af drenge. Popmusik kan…
Idioten
The Idiot, Iggy Pop og David Bowie’s første album sammen i 1977 fik 19. marts det år, dagen efter sin udgivelse, denne anmeldelse i det engelske musikmagasin Sounds. I dag ser man tilbage på den tids klassikere og tænker automatisk de må være blevet værdsat, båret frem og sat op på en piedestal af deres samtid, men ofte hænger det slet ikke sådan sammen. Det er den her besynderlige anmeldelse af et album, hvis ry i dag står pletfrit, et stærkt eksempel på. Her Iggy + David en måned senere på Dinan Shore’s amerikanske TV-show…
The Cure er en tilstand er en sang og den er lang
The Cure udsendte dags dato i 1990 dette fine stykke stemningsmusik fra Disintegration (1989) som albummets fjerde single. Husker videoen, vistnok optaget oppe ved Ben Nevis i Skotland, fra dengang på MTV, hvor den slags musik ubesværet kunne spilles som mainstream. Og nu vi er ved dem, husker der var en del tale om hele to nye The Cure-albums, der ifølge Robert Smith skulle udkomme sidste år, men endte som ingenting. Det på trods af en håndfuld nye sange fra det ene blev spillet på bandets verdenstour. De lød endda virkelig lovende. Da Smith & co. var unge kom der et nyt album hvert eneste år, plader der står som klassikere i diskografien dag. Til sammenligning udkom det seneste nye The Cure-album udkom for 16 år siden. Nej, Robert Smith skal ialfald ikke anklages for hastværk…
Letting the days go by
Lyden af hendes stemme er et brev fra 1978
The Dandy Warhols udsendte ny single fredag. Det har de ofte gjort uden nogen reaktion fra denne side, men denne fortjener næsten en. Ikke fordi den lidt sært hviskede sang i et 90’er-dovent luntetempo gør noget stort væsen af sig, men fordi Blondie’s Debbie Harry på få sekunder med sin uforlignelige klang, der nuomdage i sig selv er et kald fra en tabt 70’er-tid, da hendes cool NYC-band var den moderne lyd af verdens bedste popmusik, lyser Dandy Warhol-stykket op så det står som lysende neon…
Robert and the Banshees
Hvis du måske så Siouxsie and the Banshees spille Orange Scene lørdag aften på Roskilde Festival i 1983, så ved du hvor stærk en guitarist The Cure’s Robert Smith var for det band, han igen kom med i som erstatning, da John McGeoch udgik med personlige problemer. Men Smith var mere end blot live-guitarist i sin anden Banshees-omgang, hvor han også medvirkede på studieindspilninger og var med til at skrive musik. Måske mest tydeligt på singlen ‘Swimming Horses’, hvis tonesprog og hoppende klaverrytme bærer hans klare personlige aftryk. Det samme klaver dukkede da også op året efter på The Cure-nummeret ‘Six Different Ways’, men Banshees-singlen er bare et langt mere komplet og stærkt nummer. ‘Swimming Horses’ blev udsendt 16. marts 1984…
Lone wolf
Wolf Parade’s Dan Boeckner’s solodebut i eget efternavn udkommer i morgen, fredag. I dag har denne tredje kriblende forløbersingle derfra set dagens lys. Boeckner’s numre er ikke altid lige indlysende, men som forsanger besidder han en nærmest elektrisk stemme og glød, der kan få langt det meste til at leve…
Domsafsigelsen?
Og her så den helt nye single med Been Stellar fra i går her på siden, en første forløber for debutalbummet Scream from New York, NY, der udsendes til juni, ja, der er lang tid til. Men den her sang har den jo også, popmusik badet i støj og den der sjældne følelse af noget på spil…
Introducing…Been Stellar!
Fra gaderne på det Manhattan der dog alligevel blandt mange andre bragte os The Velvet Underground, New York Dolls, Television, The Strokes, Interpol, The Walkmen og The National. Betyder det så at guitarrocken alligevel ikke er stendød? NYC’s Been Stellar, hvis debutalbum udkommer til juni, får det ialfald i et kort øjeblik til at lyde sådan. Hvilket i sig selv i disse tider er en kunst…
Da R.E.M. sagde farvel
Det fortælles os, det i dag er 13 år siden R.E.M. udsendte svanesangen Collapse Into Now, bandets hørt herfra stærkeste og mest frit inspirerede album siden New Adventures in Hi-Fi (1995). Specielt hele side 1-sekvensen med de første seks numre er R.E.M. i topklasse. Her det sidste af dem, ballade-underet ‘Every Day Is Yours To Win’, der mærkværdigvis nok ikke er en af albummets fire singler. Der spilles velgørende live her på klippet fra Vestberlin, nærmere præcis Meistersaal i Hansa Studios, hvor hele albummet var blevet indspillet nogle måneder tidligere. Læg mærke til at Peter Buck og Mike Mills har byttet instrumenter; et velfungerende kollektiv er sjældent fastlåst. Forløsende at R.E.M. kunne gå ud på så højt et niveau efter mange pinefulde år i åbenlys kreativ krise…
Ingen synger blues som Townes Van Zandt
Vi har indimellem her på siden slynget skødesløst omkring med det svære begreb ‘verdens bedste band’, men dog vist aldrig talt om verdens bedste sang. Skulle man endelig kaste sig ud i dén nådesløst svære disciplin, så ville nummeret herunder slet ikke være noget dårligt bud. Efter eget udsagn fra Townes Van Zandt, så er ‘Waitin’ Around To Die’ den første sang han nogensinde skrev, hvorfor den findes på hans iøvrigt som helhed også ret enestående debutalbum For the Sake of the Song (1968). Townes Van Zandt blev født dags dato i 1944 i Ft. Worth, Texas og kunne altså være blevet 80 i dag, hvis ikke et hårdt levet liv havde taget ham væk allerede som 52-årig. Vi markerer her Townes’ runde dag og uforligneligt stærke musik med den originale, bedste version af hans amerikanske outlaw-klassiker…
The Bad Seeds er tilbage?
På ‘Wild God’, titelnummeret fra det kommende Nick Cave and the Bad Seeds-album, er der ingen Warren Ellis-loops som ramme eller fundament, bare et regulært spillet…nummer. Man når lige at tænke på mægtige ‘Jubilee Street’ fra Push the Sky Away (2013) inden Cave i sangen selv synger om netop Jubilee Street, hvorefter det hele letter under ham. Eksalteret, feberhedt, pulserende – er The Bad Seeds tilbage? Det her lyder ialfald levende godt.