Station to Station fylder 48 år i dag. Tillykke herfra til mesterpladen – indspillet i Cherokee Studio i Los Angeles på en Bowie-diet af mælk, rød peber og kokain, intet mindre – med en afspilning af dens luftige slutnummer, David Bowie’s cover af Nina Simone’s cover af Johnny Mathis’ ‘Wild Is The Wind’…
Det gør os ondt at høre forsanger Mary Weiss fra Queens, NYC’s The Shangri-Las, der vel er den bedste klassiske amerikanske girl group fra 60’erne, kun for alvor rivaliseret af The Ronettes, er gået bort, 75 år gammel. Her skal hun også høres i hovedrollen på den mesterligt iscenesatte ‘I Can Never Go Home Anymore’…
Denne dato for 40 år siden er en stor dag for Liverpool’s Echo and the Bunnymen, der udsender første single fra det nye og fjerde album der vil udkomme til maj. ‘The Killing Moon’ er ikke bare en stort anlagt sang af nærmest Scott Walker’sk snit, men byder også på en radikal ny Bunnymen-sound. Væk er det helt traditionelt besatte og hårdtspillende rockband, istedet afløst af lette whiskers, svævende strygere, et mægtigt klaver og luftige akustiske guitarer. Samt en oldskool-romantisk sværmen for, uhm, naturens krafter og skæbnens lunefulde spil. En engelsk klassiker er født…
‘Chemical Animal’ er en ny og meget anderledes single fra Reid-brødrene som forsmag på albummet Glasgow Eyes, der udgives senere på vinteren…
Dan Boeckner, især kendt som en af de to frontmænd i canadiske Wolf Parade, men også for sine mere afsøgende projekter i bl.a. Handsome Furs, Operators og Divine Fits, udsender til marts sit første album under efternavnet Boeckner. I går blev denne forløbersingle kaldet ‘Lose’ sendt i omløb. Som så ofte før er Boeckner også her en elektrisk forsanger…
I de klassiske Buzzcocks-år i slut-70’erne var det Pete Shelley som sang på bandets ultrakorte, bittersøde punk-singler. Men der er en undtagelse. ‘Harmony In My Head, den vistnok 8. og sidste entry på den kronologiske paradeopsamling Singles Going Steady (1979), er skrevet og sunget af Buzzcocks-guitarist Steve Diggle. Huskede den som lidt grov i det, men et genhør forleden gjorde underværker. Diggle synger de kværnende vers forceret punk-aggressivt, faktisk som er han til audition for Hugh Cornwell’s job som sanger i The Stranglers. Det kan man godt få nok af, men der er mening med galskaben, for de påtrængende vers er den perfekte ramme for det helt anderledes sødmefyldte omkvæd at forløses i. Specielt da Buzzcocks laver breakdown på det efter 2. omkvæd ønsker man, de bare skal blive ved og ved i dets cirkulære bevægelse. Det er også Diggle som playback-synger de omkvæd på TV-optagelsen herunder, men i disse engang så Buzzcocks-trænede ører lyder det mere som Pete Shelley’s stemme. Under alle omstændigheder en fornøjelse at genopdage denne sidste single før bandet – måske ansporet af deres engelske tour i efteråret 1979, hvor et supportband ved navn Joy Division efter sigende viste dem skriften på væggen hver eneste aften – søgte fornyelse og i den bevægelse mistede den centrale naturlighed i udtrykket, der gjorde dem så specielle…
Nej, det kan man i overført betydning hverken beskylde Cocteau Twins’ Elisabeth Fraser eller Felt’s Lawrence for at være, snarere præcis det modsatte. Her en nyrestaureret video til Felt’s 1985-single ‘Primitive Painters’, hvor de to synger op mod hinanden. En sang der desværre kun findes som 12″er-single og som album-track på samme års Ignite the Seven Cannons, begge iøvrigt produceret af Cocteau Twins’ Robin Guthrie…
15. januar 1983 udgiver Bauhaus karrierens 9. single, den fritstående ‘Lagartija Nick’. To uger senere præsenteres nummeret på BBC’s Top of the Pops, Peter Murphy iklædt sine vanligt amf-knivskarpe kindben og noget der ligner et matador-kostume…
Hvordan kan en plade som Low, der kommer så nutidigt moderne i både sindelag og musik, fylde 47 år i dag?
Herunder går åbningsnummeret på Bill Ryder-Jones’ nye album Iechyd Da, der udkom i går. Har kun hørt hele pladen – den er på ‘powder blue’ vinyl, hmm! – én gang til nu, så skal ikke gøre mig klog på andet end at det hele overordnet lyder ret så lovende på The Wirral/Liverpool-mandens så intime og ofte underspillede måde. Nyd Velvet Underground-korene her…
Al god countrymusik lyder ens, det ved jeg. Her er Katie Crutchfield alias Waxahatchee med en ny sang, der selvfølgelig minder mig om Tift Merritt, H.C. McEntire og mange andre. Katie Crutchfield er ikke fra North Carolina, men fra Alabama – en delstat, der ligger sydvest for North Carolina.
(Jeg opdagede i øvrigt i dag, at også Tift Merritt er født den 8. januar!)
En dissonant fløjte fra helvede, et klaver det falder ovenfra, et sort slips til et ditto jakkesæt, jo, postpunk-jukeboxen spiller lystigt. Her er det ‘4 Hours’, en single med Sheffield’s lidt oversete Clock DVA, vi tog med som cover i bandet Drift, da man lige var kommet ind med firetoget. Originalen her stadig lige billedefremkaldende i dag…
En favorit her på Lodger (1979) har altid været energisk-positive ‘Move On’. Historien om det nummer er blevet, at dets musik i virkeligheden er ‘All The Young Dudes’, hittet David Bowie i 1972 forærede til Mott The Hoople, bare spillet baglæns. Kan det virkelig være sandt? Tjek selv…
Davis Bowie’s dødsdag i dag, her med rå filmoptagelser fra Rainbow Theater i London, 1972, til den sang som til april er slutnummeret på Waiting in the Sky, det RSD-album der udsendes med Ziggy Stardust som pladen først var tænkt i sequence, inden en lille håndfuld numre blev trukket ud og nye kom til. Otte år uden Bowie i dag, alligevel er han her jo næsten lyslevende. Musik kan.