Selv en blind høne kan finde korn. Tiden har ikke været god ved Glasgow’s Altered Images med lillepigestemmens Clare Crogan, der havde to store new wave-hits med ‘Happy Birthday’ og ‘I Could Be Happy’. Men på den første single ‘Dead Pop Stars’ lykkes det producer Steven Severin (ham fra Siouxsie and the Banshees) at få noget interessant ud af det forbløffende ansigtsløse band og den barnestjerne-lydende sangerinde foran dem. Eller er det bare mig? BBC-legenden John Peel elskede næsten Clare Crogan og co. ligeså højt som sin førstekærlighed The Undertones. Jeg selv købte debutalbummet dengang, men tålmodigheden holdt ikke længe med Clare’s koket selvforelskede lillepigehvin og en flok halvbagte sangskitser uden mål eller mening. Men ‘Dead Pop Stars’ altså, bare titlen…
Her til aften fik jeg genset Stop Making Sense, koncertfilmen fra 1984 med Talking Heads. Jeg så filmen da den kom frem i 1984, og jeg så den i biografen i Nørresundby. Det var en anden tid – alene fordi der var en biograf i Nørresundby (faktisk var der hele to). Stop Making Sense gjorde et stort indtryk på mig, fordi den på en gang viser en helt fantastisk velspillet og intens rockkoncert fra et band på toppen af deres formåen og er en nøje udtænkt og koreograferet optræden, tilpasset filmmediets udtryk. Musikerne spiller og synger, men de danser og løber og hopper så sandelig også!
Hvis man kender filmen, vil man vide at den byder på en perlerække af sange fra årene op til og med albummet Speaking In Tongues. Det var dengang, gruppen var blevet meget inspireret af soul og funk og den David Byrne fremstod som en slags blanding af Charlie Chaplin og Buster Keaton og svedige herrer som James Brown og Al Green. Et år senere lavede Talking Heads den lettere country-inspirerede (og i øvrigt ganske gode) Little Creatures, der var meget langt fra den hektiske puls på Stop Making Sense. Få år senere blev David Byrne og de andre medlemmer uvenner, og så var det slut.
Her 39 år senere har Talking Heads tilsyneladende sluttet fred. Det oprindelige negativ til Stop Making Sense er blevet genfundet og lyd- og billedside er blevet shinet gevaldigt op.
Det var en glæde at gense Stop Making Sense på det store lærred – nu under mit ophold i København og i Dagmar-biografen ved Rådhuspladsen. Filmen var præcis lige så god som jeg huskede den!
Længere nede ad rækken i biografen sad to andre tilskuere og snakkede under store dele af filmen. Også dét bidrog unægtelig til fornemmelsen af faktisk at være til en koncert. Det kunne jeg nu godt have undværet.
Jeg tænker, det må have været fantastisk at være ung i Australien i maj 1985, da Sydney-bandet The Moffs udsendte singlen ‘Another Day In The Sun’. For nummeret, der oser af solhud og vitalitet, er et man ikke glemmer, formodentlig endda sådan et man senere vil huske som lyden af noget, der er gået tabt. Se blot stillbillederne af bandmedlemmerne på klippet herunder. De unge mænds stærke, udfordrende blikke, dømt til at blive tæmmet med alderens og erfaringens hug. Men de har endnu det hele intakt på denne optagelse, hvor selv nummerets dramaturgi insisterer på sin egen frie virkelighed. For hvem andre ville starte med en så lang, svævende guitarintro før sangen endelig kommer skødesløst uskolet ind? Og slutte med at lade musikken gå ned, så kun et klavers livslovende toner står tilbage en rundgangs tid. Man skulle have været der.
På en formiddag uden dagslys, hvor København gør sig stor men forhåbentlig forgæves umage for at blive en skandinavisk version af Venedig, må dette stykke mørkegrå, råkolde musik være på sin plads. Spillerne i Sällskapet er/var Pelle Ossler (der gav en forbløffende stærk koncert på Råhuset på Vesterbro i aftes), Thåström, samt dennes musikalske go-to-guy Niklas Hellberg. De tre udsendte to plader som Sällskapet, hvorefter Thåström gik ud og de to tiloversblevne udsendte endnu et album, denne gang tysksproget. Det sidste passer perfekt ind i projektets centraleuropæiske ånd, hvor lyd af klagende togspor, natlig folkevandring og fjern industri-rummel er ligeså vigtig som noget instrument. Dette nummer er åbningen på den sidste udgivelse med Thåström, albummet Nowy Port (2013). Den pragtfuldt trøstesløse video er såvidt vides indspillet i Gdansk…
Onsdag aften giver mulighed for at sceneopleve tre af de svenske musikere, som var med i det suverænt spillende band, Thåström sagde farvel til før Dom Som Skiner (2021). Årsagen er at Pelle Ossler (den værdige mand med den grønne guitar i netop det band) for første gang vinyludsender sit stærke og i Sverige yderst velrenommerede soloalbum Ett Brus (2008). I den forbindelse tager han bassist Ulf ‘Rockis’ Ivarsson, keyboardspiller Nilzén, samt en trommeslager ved navn Hux Nettermalm, ud på en tour hinsidan, hvis premiere dog udspiller sig onsdag aften i Råhuset på Onkel Dannys Plads, nede for enden af Sønder Boulevard på Vesterbro. Ett Brus er indspillet i Hansa Studio i Berlin og lige her ligger et nyt interview fra 482mhz, hvor Ossler og hans medvirkende band fortæller om tilblivelsen. Her en smagsprøve på albummets musik-økologiske indhold…
I min verden er den noget af det mest fine nogensinde fra Echo & the Bunnymen. Taler om singlen ‘Bring On The Dancing Horses’, der blev udsendt på Korova dags dato i 1985, et sted mellem det forrige års helt anderledes organiske Ocean Rain og den selvbetitlede grå svanesang af et anæmisk album, der skulle udkomme i 1987. Så ‘Bring On The Dancing Horses’ er helt sin egen i ord, tone og temperament, usædvanligt bygget på en bund af keyboard-sequencede guitartoner og sendt afsted med en majestætisk melodi af en anden verden. Sang McCulloch nogensinde bedre, mere indsigtsfuldt og universelt givende end her?
Roxy Music filtreret gennem punk? Sådan lød John Foxx’ Ultravox ofte. Efter tre grænseafsøgende albums blev han afløst som sanger i bandet af Slik/Rich Kids-forsangeren Midge Ure, der gjorde Ultravox til noget ganske andet og langt mere kommercielt succesfuldt. ‘Rockwrok’ var i oktober 1977 Ultravox’ tredje single…
Nu og da og i aften dejligt at genopleve, hvor stærkt et singleband engelske Bauhaus er/var. Deres albums kaotiske, ja, egentlig utilfredsstillende, men singlernes fokus helt anderledes skarpt. Her følger deres Bowiefan-single, der måske stadig deler vandene. Jeg selv finder den decideret rørende i sit uskjulte og forsvarsløse plagiat af originalen. Dens b-side, et rasende race gennem Brian Eno’s ‘Third Uncle’, tåler også fint tidens tand, men her er det Ziggy Murphy and the Bauhaus Spiders from Northampton…
Dagens britiske Remenbrance Day kalder på genhør med sangen herunder af sammen navn fra 1981, hvor dens ophavsmænd B-Movie for en enkelt sæson lignede et band med fremtid i. Desværre fik hverken denne single eller forgængeren ‘Nowhere Girl’ den medvind, de begge kunne fortjene, så på det lille pladeselskab Some Bizarre var det meget snart istedet sleazepop-duoen Soft Cell, der løb med både stjernestatus og al opmærksomhed. Det afholder heldigvis ikke begge de omtalte B-Movie-sange fra at kunne nydes som vitale pop-singler i dag…
Endnu en ny interessant plade i dag, dette det fjerde album med All Diese Gewalt, Die Nerven-frontfigur Max Rieger’s andet og vel efterhånden mere givende musikprojekt. Alles Ist Nur Übergang byder umiddelbart på en mere sart, resignerende og sfærisk musik end sin forgænger Andere (2020). På smagsprøven herunder tages i det overraskende overdådige omkvæd således også helt op i de tynde luftlag, 100 km over denne blå planet, blot for at blive til aske. Max Rieger er en alvorlig ener af de store…
Sidst stockholmske Titiyo lod høre fra sig her var på Thåström’s Dom Som Skiner (2021), hvor hendes mørke glød af en stemme var med til at løfte hovedsinglen ‘Papperstunna Väggar’. I samme forbindelse gæstede hun også en håndfuld af aftenerne på Thåström’s efterfølgende tour rundt i Sverige. I dag udsender Titiyo ny enkeltstående single med en cover af Cornelis Vreeswijk’s uomgængelige ‘Somliga Går Med Trasiga Skor’. Anledningen er en stort anlagt dokumentarfilm om den hollandsk-svenske folkesanger-helt, der får premiere i de svenske biografer næste fredag. Skulle nogen tvivle på sangens centrale placering i skandinavisk musik, så lyt bare til en dansk klassiker som Kim Larsens ‘Byens Hotel’ fra Værs’go (1973) eller Ulige Numres nyere ‘Frit Land’, der begge umiskendeligt er kærlighedsbørn af netop denne melodi…
En ny lille kortfilm fra i dag, der sætter fokus på de dage i april i Westerly, Rhode Island, da The Walkmen afbrød mange års pause og pludselig, endelig var tilbage igen…
Der var vist øjensynligt blevet råd til en ny Gibson Firebird, da Depeche Mode forleden besøger Jimmy Fallon’s The Tonight Show i Rockefeller Center, New York City. Verdenstouren der begyndte sidste vinter, og kom forbi København på en yderst overbevisende aften i juni, ruller videre med samme setliste, samme fokus på dette års stærke DM-album. I aften spilles der således i Little Caesars Arena i Detroit, Michigan. Til februar næste år ruller Cirkus DM igen forbi København. Grund til at glæde sig.
Billedet her ovenfor er taget inden for de seneste dage. Bill Berry, Peter Buck og Michael Stipe fra opløste R.E.M. samlet i en sofa med den hatteiklædte Micky Dolenz, kendt som trommeslager og sanger i 60’er-popgruppen The Monkees. Årsagen en EP med fire R.E.M.-sange Dolenz snart udsender, vistnok på fredag. Første single derfra kan høres herunder, Dolenz’ version af den, uhm, svære ‘Shiny Happy People’, som han lykkes få overraskende meget musik ud af. Skal blive spændende at høre EP-versionerne af ‘Radio Free Europe’, ‘Man On The Moon’ og ‘Leaving New York’. Og endnu mere spændende om de tre andre i sofaen måske kunne have talt om at lave lidt ny musik sammen under navnet R.E.M.. Chancen er lille, jo, håbet altid større…
R.E.M.’s stærke album Green udkom i dag for 35 år siden. Havde det kort tid efter med til London på min Sony Walkman-playlist, der ellers bestod af Sandra’s yderst Pet Shop Boys-lydende tredje album Into a Secret Land, der også netop var blevet udgivet. I tidligt frostkolde London blev Enya’s ‘Orinoco Flow’ derimod spillet alle vegne, som det store novelty-hit lige da. Musik kan.
