Og her så den helt nye single med Been Stellar fra i går her på siden, en første forløber for debutalbummet Scream from New York, NY, der udsendes til juni, ja, der er lang tid til. Men den her sang har den jo også, popmusik badet i støj og den der sjældne følelse af noget på spil…
Introducing…Been Stellar!
Fra gaderne på det Manhattan der dog alligevel blandt mange andre bragte os The Velvet Underground, New York Dolls, Television, The Strokes, Interpol, The Walkmen og The National. Betyder det så at guitarrocken alligevel ikke er stendød? NYC’s Been Stellar, hvis debutalbum udkommer til juni, får det ialfald i et kort øjeblik til at lyde sådan. Hvilket i sig selv i disse tider er en kunst…
Da R.E.M. sagde farvel
Det fortælles os, det i dag er 13 år siden R.E.M. udsendte svanesangen Collapse Into Now, bandets hørt herfra stærkeste og mest frit inspirerede album siden New Adventures in Hi-Fi (1995). Specielt hele side 1-sekvensen med de første seks numre er R.E.M. i topklasse. Her det sidste af dem, ballade-underet ‘Every Day Is Yours To Win’, der mærkværdigvis nok ikke er en af albummets fire singler. Der spilles velgørende live her på klippet fra Vestberlin, nærmere præcis Meistersaal i Hansa Studios, hvor hele albummet var blevet indspillet nogle måneder tidligere. Læg mærke til at Peter Buck og Mike Mills har byttet instrumenter; et velfungerende kollektiv er sjældent fastlåst. Forløsende at R.E.M. kunne gå ud på så højt et niveau efter mange pinefulde år i åbenlys kreativ krise…
Ingen synger blues som Townes Van Zandt
Vi har indimellem her på siden slynget skødesløst omkring med det svære begreb ‘verdens bedste band’, men dog vist aldrig talt om verdens bedste sang. Skulle man endelig kaste sig ud i dén nådesløst svære disciplin, så ville nummeret herunder slet ikke være noget dårligt bud. Efter eget udsagn fra Townes Van Zandt, så er ‘Waitin’ Around To Die’ den første sang han nogensinde skrev, hvorfor den findes på hans iøvrigt som helhed også ret enestående debutalbum For the Sake of the Song (1968). Townes Van Zandt blev født dags dato i 1944 i Ft. Worth, Texas og kunne altså være blevet 80 i dag, hvis ikke et hårdt levet liv havde taget ham væk allerede som 52-årig. Vi markerer her Townes’ runde dag og uforligneligt stærke musik med den originale, bedste version af hans amerikanske outlaw-klassiker…
The Bad Seeds er tilbage?
På ‘Wild God’, titelnummeret fra det kommende Nick Cave and the Bad Seeds-album, er der ingen Warren Ellis-loops som ramme eller fundament, bare et regulært spillet…nummer. Man når lige at tænke på mægtige ‘Jubilee Street’ fra Push the Sky Away (2013) inden Cave i sangen selv synger om netop Jubilee Street, hvorefter det hele letter under ham. Eksalteret, feberhedt, pulserende – er The Bad Seeds tilbage? Det her lyder ialfald levende godt.
Canadisk punk

The Diodes omtales gerne som Canadas fremmeste navn i de tidlige punk rock-år i slut 70’erne. Toronto-bandet spiller ofte support for mere berømte US-bands – som Talking Heads, The Ramones, The Runaways og The Cramps – men de kan nemt selv, som nu ‘Child Star’ her fra 1978-debutalbummet underbygger. Det er en stil tæt op ad The Ramones’ 60’er-flirtende pop-sensibilitet, men alligevel sin egen takket være sanger Paul Robinson’s yderst distinkte klang. Hans skarptspillende no-nonsense band ville jeg nok selv have knuselsket i 1978, hvis de havde været tilgængelige i Europa, hvor dette debutalbum godtnok blev udsendt, men næppe markedsført med selv det mindste budget, sikkert fordi The Diodes ‘kun’ var fra punk-provinsielle Canada…
DIIV
For hvem der føler behov for at kaste sig ud, dykke ned og forsvinde i et mørkt hav af blødende guitarer, da synes de første godt fire minutter af Brooklyn, NYC-bandet DIIV’s nye marathon-single ‘Soul-net’ den perfekte mulighed…
Alt er stadig nyt

Har de sidste par uger høstet stor glæde i det nye norske band Kristi Brud’s debutalbum Alt Er Nytt (2023). Vi havde den første single ‘Spiller Ingen Rolle’ på siden tidligere, så her istedet et andet stærkt track fra albummet, der – uden at skulle tage noget fra Bergen-bandets evne til at være helt deres egne – er den bedste metadon på markedet lige nu mod de Kent-abstinenser, som hos mange sidder for livet…
Under overvågning
John Cale har genindspillet sin ‘I Keep A Close Watch’ to gange. Om det bare er fordi han selv anerkender sangens klassiker-kvalitet, eller måske snarere mener den kan optimeres, det er svært at vurdere på afstand. Originalversionen her fra Helen of Troy (1975) har ialfald et fornemt orkesterarrangement, der gør den en luksus at vende tilbage til, ikke mindst på en farveløs februar-dag som denne…
Introducing…Chopper!
Oplevede københavnske Chopper spille support sidste år, da Lawrence fra Felt gæstede Vanløses Alice med sit nye band Mozart Estate, der over tre kvarter nåede at blive alt for endimensionelt sjove til deres eget bedste. Modsat ville Chopper heldigvis kun alvor den aften med en storladent elektro-skærende post-popmusik, der positivt osede af en nærmest Bowie-dekadent fortabelse og kæntrende storbynætter i apotekernes tegn. Derfor synes det helt efter bogen, at Chopper nu i fredags har udsendt denne neon-blødende single med titlen ‘Living For The Night’. Bliv da for guds skyld hængende til 1:16, for da flashes for første gang et af de vel mest slagkraftige omkvæd, der vil blive udsendt på denne planet i år…
Introducing…Vera Sola!
Amerikansk-canadiske Vera Sola har netop udsendt Peacemaker, indie-folk(?)-sangerindens andet soloalbum. På denne stærkt profilerede åbningssang kommer Sola med en stemmefrasering, der konkret kaster tanker videre afsted til Alexandra Savior, hende Alex Turner gav en regulær musikalsk The Last Shadow Puppets-makeover på hendes ikke uefne debut Belladonna of Sadness i 2017. Skal have hørt hele Vera Sola-albummet for at se, om sangskrivningen kan holde dette fornemme niveau hele vejen igennem…
December 1984
Det er her under disse to klip at Love Shop bliver undfanget. Vi sidder en lørdag aften i december 1984 i Hilmers lejlighed nede bag Det Kongelige og ser Thommy’s Pop Show fra Vesttyskland. Talk Talk kommer på blandt et væld af artister og er blændende med ‘Such A Shame’ og ‘It’s My Life’. Lige da går det op for os, man rent faktisk kan have et liv og rejse rundt med popmusik, der slet ikke stinker. Vi tænker samstemmende, at sådan en lørdag aften i Westfalenhalle i Dortmund ikke er det værste sted at være og spille playback af så stærk musik som nu Talk Talk gør det. Kort tid efter går vi igang med forsøgsvis at lave vores første numre sammen. I dag er det fem år siden Mark Hollis døde…
Favoritbæstet
Det første nummer på The Gun Club’s tredje album The Las Vegas Story (1984) er den tungtrullende ‘Walkin’ With The Beast’, som ovenpå sin uforløste trommefigur trækker det genstridige album igang med en lang række gentagne og lukkede rundgange, der aldrig søger nogen forløsning. Helt anderledes er det da ‘Walkin’ With The Beast’ først kommer på bånd to år tidligere med Blondie’s Christ Stein som producer. The Gun Club er da igang med at indspille mesterpladen Miami (1982). Den version kommer (desværre) ikke med på det endelige album, men findes kun som b-side på dets enlige single ‘Fire Of Love’. I denne tidlige version er beatet lettere, lyden lysere, spillet mindre tungt og det senere skrottede omkvæd decideret fremragende. Vildt at høre Jeffrey Lee Pierce synge her, eller snarere lyder han vel positivt som et såret rovdyr der hyler. Et fantastisk band de første 4-5 år, The Gun Club, inden for mange stoffer, for lidt succes og en dysfunktionel forsanger ødelægger det hele indefra…
Livet er
Jeg kender ikke ret meget til Jessica Pratt endnu, men denne noget retro-agtige sang kan jeg godt lide.
Girl 71 in Denim?
The Jesus and Mary Chain tager lidt forskud på albummet Glasgoweyes i dag ved at udsende en ny single. Men ‘Girl 71’ lyder mere end JAMC selv som om Lawrence (ja, ham fra Felt) har gendannet sit 90’er-band Denim og endelig lavet den sonisk logiske opfølger til debutalbummet Back in Denim (1993). Ved ikke om det er helt sundt. For Lawrence’s projekt (!) var drevet af Birmingham-excentrikerens knastørre situationist-humor, hvorimod brødrene Reid øjensynligt tager de musikalske plastik-legoklodser helt for pålydende. Måske jeg tager fejl…