Ja, vi er glade for Minneapolis’ The Replacements her på siden. Kan det være fordi de er et af de få bands, der til stadighed har formået at bruge de helt traditionelle rocknroll-greb, men alligevel fået dem til at lyde nye, friske og nutidigt relevante? Eller måske det bare skyldes frontmand Paul Westerberg, der både som formfuldendt sangskriver og usminket sanger har formået at sublimere sit udtryk med en skødesløs, nærmest trashet tilgang, der – uden nogen stilistisk sammeligning iøvrigt – til tider nærmest har haft en pendant i The Pogues’ Shane MacGowan. Begges tumultarisk lemfældige omgang med skrøbelig musikalsk skønhed kan virkelig noget. Webmaster Pastor skriver lige her nedenfor begejstret om The Replacements’ nye boxset, der bringer et revisionistisk take på 1985-albummet Tim. I samme forbindelse kommer det nu for dagen, at The Replacements i fredags udgav en ‘ny’ vinyl-single, nemlig boxens ‘alternate version’ af det forholdsvis ukendte nummer ‘Nowhere Is My Home’, der vist hidtil kun har været at finde på den britiske Replacements-opsamling Boink!! (1986). Om sangen er værd at høre? Naturligvis.
I dag fik jeg bokssættet Tim – Let It Bleed Edition. De fleste har været begejstrede for denne luksus-genudgivelse af dette, det midterste album i The Replacement’s album-diskografi. Især Ed Stasiums nye mix har fået mange lovord.
Også jeg er særdeles tilfreds. Det er som at høre alle sangene fra 1985 igen, bare på en ordentlig og lytteværdig måde befriet for en høreskadet ungarers firserproduktion. Selv “Dose of Thunder” og “Lay It Down Clown”, som er de to numre, jeg altid har haft lyst til at springe over, viser sig nu at rumme kvaliteter. “Little Mascara” er blevet længere, og Ed Stasium har fundet optagelser frem med Bob Stinsons guitarsoli, der faktisk gør dette i forvejen særdeles gode nummer endnu bedre. “Here Comes A Regular” bliver i mine ører endnu mere gribende i det nye mix, hvor man omsider kan høre pianoet ordentligt. Helhedsindtrykket er, at Tim nu er blevet et album fuldt på højde med Pleased To Meet Me, hvor sangene er af samme høje kvalitet, men hvor lydsiden aldrig har fejlet noget.
Hvis man ikke kan leve uden Tommy Erdélyis skingre gamle mix, er der en cd med det i boksen også. Der er en skive med outtakes, bl.a. de optagelser, Alex Chilton producerede, og et tidligt nummer skrevet af Tommy Stinson, “Having Fun”. Og endelig er der et live-sæt fra 1986. Det er rimeligt, men ikke så godt som det selvstændige live-album For Sale: Live at Maxwell’s, 1986 (det lyder og er en del mere uldent).
Hvad synes The Replacements selv om det nye mix? Af et interview med Ed Stasium kan man lære, at Paul Westerberg og Tommy Stinson blev spurgt til råds under arbejdet. Den eneste af dem (og af The Replacements i det hele taget), der stadig er aktiv musiker og har kontakt med medierne, er Stinson.
“Tommy [Erdélyi] would’ve been the first to tell you his ears weren’t great. So he had to listen to things on headphones to hear what was going on. That’s the only person I’ve ever worked with who mixed on headphones. There’s a lot of audio quality missed that way.”
…”The original mix to me always sounded almost nasally. It had this weird kind of one-dimensional, midrange sound that really didn’t sound like our instruments and how we recorded them. I remember the amps and instruments we were using back then and how they sounded in the room, but a lot of that never got across.”
En ny uge sendes afsted her med et track fra Lars Winnerbäck’s nye album Neutronstjärnan, der i fredags blev udsendt til svenske fanfarer. Som det positivt kan høres har Jocke Berg og Martin Sköld fra Kent arrangeret og produceret…
Love Shop udsender i dag tracket “Vågner Op En Morgen Og Har Lyst Til At Gå”, åbningsnummeret fra det kommende album BLUES EUROPA, der udkommer 13 oktober.
The Clash er 23. september 1977 videre fra debuten og udsender første single med nyt materiale. ‘Complete Control’ er et mærkbart skridt fremad til en (lidt) mere nuanceret og Mick Jones-fremdrevet musik med lydmæssigt bredere vingefang, samt til et samlet udtryk der udstråler mere kløgt end debutens overbevisende men ultrasimple punkvrede og frustration. Ligner coveret herunder et reggae soundsystem? I den grad, men singlen er – man kan næppe høre det – også produceret af Jamaica-producergeniet Lee ‘Scratch’ Perry. ‘Complete Control’ bliver ikke noget hit, men står i historien som en af The Clash’s stærkeste singler. B-siden ‘City Of The Dead’ (der også kan høres her) er slet heller ikke halvdårlig…
Et stort tillykke til Parallel Lines, det tredje album med Blondie, der takket være en ambitiøst sat Mike Chapman-produktion og to håndfulde skarptskårne popsange, transporterede Lower East Side, NYC-bandet fra niche-charmerende new wave til ankomsthallen for superstjerner. En dejlig og givende plade den dag i dag. Parallel Lines blev udsendt 23. september 1978. Købte selv albummet med hjem fra Lehmann Radio & TV i Viborg få dage efter. Har været sammen lige siden.
Bill Ryder-Jones, som tidligere var guitarist i Wirral-bandet The Coral og ovenpå det har lavet et par bemærkelsesværdigt fine soloalbums, har i dag udsendt dette på en gang storladne og intime nummer som forløber til et nyt album i eget navn, der skal udkomme i starten af 2024. Det her lyder umiddelbart lovende, musikalsk og i arrangement lidt som hvis Arcade Fire omkring The Suburbs (2010) istedet kom fra Liverpool. Eller er det måske snarere danske Mew’s showstopper ‘Comforting Sounds’ genfødt her i en krybbe bag havnedokkerne ved Mersey?
Pulp’s flamboyant lowlife-rapporterende frontmand Jarvis Cocker, der sammen med sit Sheffield-baserede band satte overbevisende ord og toner på at være ung/yngre/lidt ældre i England i 90’erne, fylder 60 i dag. Herunder får han lov at fejre sig selv med Pulp’s session-cover fra 1992 af Frankie Valli’s northern soul-klassiker ‘The Night’. Europa/Danmark mangler stadig koncertbesøg af gendannede Pulp, der efter sigende har spillet forrygende shows på De Britiske Øer denne sommer…
Tender Prey, et af Nick Cave & The Bad Seeds’ allerstærkeste albums, blev udsendt 19 september 1988. Tjek tracklisten her bag på coveret – samt de dengang i Vestberlin bosiddende The Bad Seeds’ samtidige persongalleri – og fornem styrkens omfang. Lyder stadig fantastisk i dag.
Her til morgen fik jeg en overraskende mail fra 4AD Records om at The National i dag har udsendt et nyt album – deres andet i år. Og det hedder Laugh Track. Her er en sang derfra.
I aften opfører Echo and the Bunnymen – til lejligheden forstærket med The Royal Liverpool Philharmonic Orchestra – klassikeren Ocean Rain (1984) i London’s Royal Albert Hall. Her en koncertoptagelse fra første gang Bunnymen indtog samme mægtige hal i sommeren 1983. Ved den lejlighed var endnu ikke indspillede ‘The Killing Moon’ og ‘Silver’ fra Ocean Rain også på setlisten. Det glemmes ofte vidt og bredt hvor lynende stærke Echo and the Bunnymen var i de år. Derfor er det smukt, der findes dokumentation som nu denne…
På ugen hvor New Order starter sin efterårstour i København (Royal Arena, torsdag) synes denne epokegørende 12″er fra foråret 1983 et passende afsæt her. Der er billetter endnu…
San Francisco-bandet Dead Kennedys’ største øjeblik? Vel denne ætsende signatursang fra 1980, da ikke mindst takket være DK-guitarist East Bay Ray’s hæsblæsende surfridt på den indover punkrockens slagmarker, der aldrig hørte lignende før eller siden. Dead Kennedys spillede to udsolgte aftener i Saltlageret i København lige op til julen 1982. Eksplosivt stof…
Det er godt, at Orchestral Manoeuvres In The Dark laver musik igen. Men det er faktisk lidt pudsigt, at der i dag er nogen, der egentlig lyder mere som Orchestral Manoeuvres In The Dark gjorde i sin tid end OMD selv. Her tænker jeg på Nation Of Language, der forbløffende ofte minder om musikken fra McCluskey og Humphreys, når de var gode (det var de ofte).
Min grandfætter, der har hørt og skabt en del musik i sit liv, udbrød “De er fra England, ikke?” da han hørte Nation Of Language første gang. Men nej, Nation Of Language (eller NOL?) er fra USA. Deres album Strange Disciple udkommer i denne måned.
