Den særegne og kantede goth-folk-sangerinde Chelsea Wolfe fra Roseville, Californien udsender nyt album i dag. Her en smagsprøve fra den lidt vanskeligt betitlede She Reaches Out to She Reaches Out to She…
West country girl
En forløbersingle fra Beth Gibbons med nyheden om et nyt album ved navn Lives Outgrown til maj. Engang så evigt langt fra hinanden, men som årene går ligger PJ Harvey’s og Beth Gibbons’ musikalske afsæt øjensynligt tættere og tættere…
Wild is the wind
Noget af en fødekæde her: The Associates’ Billy Mackenzie synger David Bowie synger Nina Simone synger Johnny Mathis’ original af ‘Wild Is The Wind’, hver version informeret af den forrige i rækken. Hvilken stemme og personlighed der gik tabt ved Billy’s selvmord i 1997…
TR/ST lever
Canadiske Robert Alphons der udsender musik under navnet TR/ST har for nyligt skrevet pladekontrakt med undergrundsselskabet Dais Records og nu sluppet en ny sortklædt EP, der positivt bløder af elektronisk stramhed. Senest TR/ST lod høre mere sammenhængende fra sig var for hele fem år siden med de to Destroyer-albums. Her åbningsnummeret på den nye EP, der består af fem tracks…
Book of not so brilliant things
6. februar 1984 udsender Simple Minds Sparkle in the Rain, opfølgeren til state of the art-euroværket New Gold Dream. Og det er også den dag det for alvor kører kreativt galt for Glasgow-bandet. For væk er den luftige, fabulerende elektronisk-baserede musik, der har fået placeret Simple Minds i forreste række af tidens nye bands, afløst nu istedet af tonstung rock-bombast på et album af iøvrigt alt for halvbagte numre. Mon ikke den nytilkomne producer Steve Lillywhite har sin del af æren for dette skotske værdighedstab? For det er hans grove sovs-og-kartofler-tilgang fra U2’s ditto problemfyldte War (1983) der arbejdes videre udfra på Sparkle in the Rain. Og naturligvis kunne det det have været så meget anderledes. Hør bare disse to vokalløse SitR-demoer, hvor keyboard-es Mick MacNeil sammen med guitarist Charlie Burchill serverer en helt anderledes lovende og antydende fin musik end den, der altså endte med at blev udsendt for fyrre år siden…
The Happy Loss
Echo and the Bunnymen’s tredje, vanskelige album Porcupine blev udsendt denne dag i 1983. Den oprindeligt tiltænkte titel var The Happy Loss. Her fire Bunnymen i aktion på albummets åbningsnummer og forløbersingle. Naturbillederne fra Island på de to forskellige singlecovers og selve Porcupine er iøvrigt taget af Brian Griffin, hvis død blev omtalt her på siden i sidste uge…
Safety pin saturday
Buzzcocks’ anden single blev udsendt på dags dato i 1977. Her er ‘What Do I Get’ i sine to kendte versioner, hvoraf den nederste fra en samtidig John Peel Session fremhæves af visse Buzzcocks-aficionados som den bedste…
Australsk fredag
Geografiens aftryk i musik? Ja, Australien’s vidder under vidtstrakt blå himmel sanses f.eks. i hver eneste anslag og åndedræt på ‘Wide Open Road’ med The Triffids fra Perth, Western Australia. Her kendte vi til i dag kun dette nummer i udgaven fra gennembrudsalbummet Born Sandy Devotional (1986), men denne session-version fra John Peel Show 20. maj 1986 er jo muligvis (!) endnu stærkere…
Depeche torsdag
Kan nogen mon levere et hav, dets bevægelser og temperament mere skæbnesvangert end mesterfotograf Anton Corbijn? Her er hans nye video til Depeche Mode’s aktuelle Memento Mori-single ‘Before We Drown’. Om godt en uge spiller Depeche Mode igen København, denne gang Royal Arena…
Sex Pistols onsdag
Tillykke til Johnny Rotten, aka John Lydon, der bliver 68 år i dag. Første gang jeg så ham var herunder, hvor han var 21. På en sommerferie i England så jeg oppe fra Nordengland ugens Top of the Pops, hvor Sex Pistols skulle spille deres nye single ‘Pretty Vacant’. Et af de der øjeblikke man aldrig glemmer…
Dødsdisco onsdag
45 år siden i dag at håbefulde Joy Division gik i BBC’s studie i Maida Vale i London og indspillede deres første John Peel-session for BBC. Og hvordan lød Joy Division så et halvt år før Unknown Pleasures blev udsendt? Overordnet interessant at bemærke, hvordan fraværet af JD/Factory-producer Martin Hannett – Bob Sargeant producerer her – får dem til at lyde langt mere som et almindeligt rockband. Men lyt selv…
Disco onsdag
Denne formiddag har Pet Shop Boys udgivet singlen ‘Loneliness’, samt løftet slør for det nye PSB-album Nevertheless, der udkommer til april. Tennant/Lowe og svenske ABBA har jo den særegenhed tilfælles, at deres hver for sig forfinede musik udgår fra det meget smalle ingenmandsland mellem skamløs popmusik og forfinet musical-schmaltz. Det er med lettelse man konstaterer, nye ‘Loneliness’ helhjertet bekender sig til førstnævnte genre…
En mesterfotograf er død
Farvel til den engelske Black Country-fotograf Brian Griffin, der døde i går i London. I denne del af verden har vi værdsat ham ikke mindst for hans mange fornemme billeder til rockmusik, både af især dens britiske udøvere og dens cover-artwork, som ville have ikke så lidt fattigere uden hans ofte natur- og landskabs-favnende skud. Hvil i fred, Brian!
Punk mandag
En af de mest udsøgte tidlige engelske punk-7″ere er EP’en Spiral Scratch, debutudgivelsen som Buzzcocks selv indspillede og udsendte for et budget på £400 på deres eget lille New Hormones-selskab. Datoen for udgivelsen var 29. januar 1977, situationen at forsangeren på indspilningerne af EP’ens fire numre er Howard Devoto, som meget snart skulle forlade Buzzcocks og istedet danne Magazine. Hans snerrende vokale tilstedeværelse giver naturligvis et mere kynisk udtryk, end når Pete Shelley siden nærmest bittersødt synger i Buzzcocks. Nyd herunder de fire Martin Zero (Hannett)-producerede numre fra Spiral Scratch, der siden er blevet berømmet for sin vitale no nonsense-punk, for den berømte to-toners ‘guitarsolo’ i ‘Boredom’, men også overordnet for at vise vejen for så mange andre nye bands til selv at udgive deres plader udenom den etablerede pladeindustri, en indtil Spiral Scratch uhørt kotume. Buzzcocks selv skulle snart blive signet til store United Artists og naturligvis få en meget mindre lo fi-krads lyd, så EP’en her fanger dem perfekt i deres allerførste fase; helt nye, sprøde og uden filter…
Glen Campbell efter døden
Nu kommer der et posthumt album, hvor kendte nulevende sangere synger duet med Glen Campbell – lidt på samme måde som Natalie Cole sang duetter med sin afdøde far. Det er en underlig øvelse, synes jeg.
Og så kan jeg se, hvem der er med. Den usympatiske Eric Clapton, der gennem en menneskealder har forklædt sig som syngende formningslærer, men reelt bare er en ikke-rehabiliteret racist og konspirationsteoretiker, er med. Til gengæld er manden, der skrev “Ghost On The Canvas” til Glen Campbell, nemlig Paul Westerberg, ikke med. Jeg håber at fraværet simpelthen skyldes at Paul Westerberg i al stilfærdighed har trukket sig tilbage som sanger og sangskriver, sådan som jeg længe har fornemmet.
(Paul Westerberg er til gengæld med i den oprindelige musikvideo til sangen – prøv at lede efter den på YouTube.)