Hør lige den sørgmodige stemme der introducerer The Undertones’ første 7″er med ‘Teenage Kicks’ på klippet herunder. Den tilhører musikforkynder/DJ John Peel, der blev født i dag for 84 år siden. Hans radioshow The John Peel Show kunne høres fra mandag til torsdag mellem 22 og midnat på mellembølgeradio, hvis da ellers man boede indenfor BBC-radiobølge-rækkevidde i den mere vestlige del af Danmark. Derovre var der ingen koncerter med ny engelsk musik, så det var John Peel, stemmen herunder, der introducerede de nye bands, spillede de bedste af de mere kendte og de mest ukendte af de ældre, lærte en at holde af reggae/dub/ska, breakede at Ian Curtis var død, og hver aften havde sessions med to aktuelle artister/bands, der specielt til hans show netop havde indspillet fire af deres numre. Sagt helt kort var han en gigantisk inspiration og en essentiel lærer i livets store musikskole. Hør ham her, fra 3. oktober 1978, fra endnu en aften i BBC-studiet i London, som han kom kørende ind til hver eneste aften fra sin bopæl i Norwich. Fodbold? Han var Liverpool. Hør hans intime stemme, den lød som lys i mørket dengang, når man lå og snart skulle sove. En fantastisk mand…
Introducing…Mareux!
Mareux er det kunstneriske dæknavn for synth-musikeren Aryan Ashtiani fra Los Angeles. Lovers From The Past er debutalbummet fra i år, her repræsenteret af sit titelnummer. Sammenligningen er sikkert ikke fair, men mens der til nu forgæves ventes på nyt fra TR/ST, så kan denne natlige californske darkwave måske gøre lidt af tricket…
Apropos Fraser
Der var Cocteau Twins på display her i går. Men nu viser det sig, Elizabeth Fraser, hende med den bemærkelsesværdige stemmeflugt, fylder 60 i dag. Så vi må gøre det igen. Her noget mere af den store, vægtløse musik fra Heaven or Las Vegas (1990), den skotske trios sjette, sidste og måske allerbedste album på 4AD. En forunderlig musik af en verden aldrig før set eller hørt ialfald…
Af en anden verden
Hvor kom den lyd fra der var Cocteau Twins? Ja, officielt fra skotske Grangemouth, men sangerinde extraordinaire Liz Fraser lød mere som fra langt ude i rummet, med sit unikke vægtløse tonesprog og nogle besynderlige tekster, der ofte var mere selvopfunden lyd end af et egentligt sprog. Cocteau Twins kom først postpunket, men hurtigt fandt trioen, ført stilistisk an af guitar-es/producer Robin Guthrie, sin egen soft-distortede og drømmende sound, der aldrig nogensinde krydsede rockmusikkens gængse hovedveje. Dags dato i 1990 singleudsendtes ‘Iceblink Luck’ som forløber for september-albummet Heaven or Las Vegas, et af Cocteau Twins’ allerbedste. Svært slet ikke at tænke på Kate Bush, der i en dog musikalsk helt anderledes verden kan noget af det samme, når man bortføres af Liz Frazier’s særegent tværgående musikalitet…
Introducing…Sex Pistols!
28. august 1976: Noget af en mundfuld for de engelske TV-stuer denne lørdag aften, da Granada ITV-programmet So It Goes oppe fra et studie i Manchester for første gang på britisk fjernsyn kan fremvise punk-fænomenet Sex Pistols. Den senere Factory Records-boss Tony Wilson præsenterer og så går London-spektaklet ellers igang med den imponerende harske rock-støj, der skal nedbryde det hele og starte forfra. Johnny Rotten lyder som en mand på sit livs mission og Sex Pistols, der snart herefter kun høres live med musikalsk uduelige Sid Vicious på bass, fungerer som band helt anderledes tight og målrettet med kapaciteten Glen Matlock på selvsamme. Dagen efter er Sex Pistols på alles læber i England, for på disse kun tre-fire minutter formår de at blive bredt forhadt. Så provokerende gode er de nemlig…
Art of the cover(s)
Så kunstnerisk fuldendt ser coveret ud, da Morrissey’s underkendte mesterplade Southpaw Grammar udsendes 28. august 1995. 14 år efter genudsendes albummet med en ny tracklist, der helt ændrer på rækkefølge, samt lægger tre (undervældende) outtakes og en ret fantastisk Alain Whyte-skrevet single-b-side (‘Nobody Loves Us’) til. Men coveret? Spørg ikke. For Morrissey er åbenbart slet ikke tilfreds med det originale, så istedet kommer relanceringen med nedenstående selvportræt. Helt forkert. Morrissey får sin nye Southpaw Grammar, alle andre en sært rundtosset og hjemløs oplevelse. Det er prisen for at få skrevet sin egen historie med en plade om…
Portræt af kvæleren som ung mand
The Stranglers’ tidligere frontmand, guitarist og sanger Hugh Cornwell fylder 74 denne mandag. Således lyder han i eget navn i dag, slet ikke ulig sit gamle band, han forlod i 1990…
Faktisk er det ikke så svært
Stegt?
Da Liverpool-karakteren Julian Cope har opløst sine Teardrop Explodes og på coveret til sit andet album som soloartist – Fried (1984) – skjuler sin forhutlede nøgenhed under et skilpaddeskjold i menneskestørrelse, tænker mange vel, at popstjerne-tilværelsens vilde liv er steget ham til hovedet og forstandens klarhed forsvundet. Albummets enlige single, den pop-profilerede ‘Sunspots’, kommer med en skarphed, der peger på det modsatte…
The flesh that brought you the vinyl…
Det var Factory Records-boss Tony Wilson’s idé; en en-dages-festival på en mark ved Leigh mellem Manchester og Liverpool, hvor hans bands fra Factory spillede op mod – og sammen med – rivalernes fra Liverpool-pendanten Zoo Records. Der findes et par sort/hvide Kevin Cummings-billeder fra begivenheden, der foregår dags dato 1979 på en skrånende mark, hvor en tvivlsom ladvognsscene foran et øjesynligt meget fåtalligt publikum ser alt andet end prangende ud. Men sikke et line up: Joy Division, Echo and the Bunnymen, Teardrop Explodes, A Certain Ratio, Orchestral Manoeuvres in the Dark, The Distractions, plus det løse for kun £2 i hånden dengang et nyt album kostede £3.99. Og læg mærke til nederste højre hjørne på plakaten, der med sit FAC 15 afslører at denne festival blev markedsført og nu står som del af Factory Records’ officielle katalog, intet mindre.
Wigan calling
BBC 2 har i aften sendt halvanden times Northern Soul at The Proms med nyfortolkninger fra Royal Albert Hall af klassikere fra genren. England har øjensynligt set med og genoplevet egen musikalske fortids rigdom med forståelig glæde. På Twitter udtrykker profilen Monkey det således: To all those British kids who adopted these records from black America, rescuing them from obscurity, to create “Northern Soul” I salute you and thank you from the bottom of my heart. En af sangene spillet live i aften var Frankie Valli’s mageløse ‘The Night’, der blev fortolket af en Darrell Smith. Her er den dog i en anden cover med Frankie & The Heartstrings…
Sex & Drugs & Rock & Roll
26. august 1977 udsender Ian Dury sin første single i eget navn, og hvilken fin en det er. ‘Sex & Drugs & Rock & Roll’ fremviser den engelske excentrikers sans for ord og rocknroll forklædt som music hall på bedste vis. Her sangen playbacket på hollandsk TV…
Tom Verlaine sælger ud
Tom Verlaine samlede på bøger. I dag og i morgen sættes første parti af hans godt 50.000 eksemplarer til salg. Man skulle være der.
The Replacements – med cello
Forleden skrev jeg om Tommy Stinsons nye album. Her er endnu et nummer fra genudgivelsen af Tim, det midterste album med hans gamle band The Replacements. Det er såmænd endnu en udgave af “Can’t Hardly Wait”, og en, som jeg ikke havde hørt før.
Sangen findes også i en udgave fra samme år med et fuldt band (i dette tilfælde måske endda i mere end én betydning), men denne her er med Paul Westerberg og en cellist. Ideen er egentlig god, men det lykkes ikke rigtig. Westerberg holder sig til en skødesløs og rå vokal, som han så ofte gjorde dengang, og dette virker som en demo, er det måske også. Der er langt til “Cello Song” fra Nick Drake!
Som man kan høre på de gamle versioner fra Tim-tiden var “Can’t Hardly Wait” en temmelig morbid sag om at længes efter at klatre op i et vandtårn for at springe ud og slå sig selv ihjel. På Pleased To Meet Me er “Can’t Hardly Wait” blevet en anderledes sang om længslen efter at vende hjem – iført hele det store Memphis-arrangement med horn og strygere og en lidt mere kontrolleret sangpræstation. Det er dén udgave, jeg bedst kan lide.
Men når dét er sagt, er det interessant at følge en sangs historie på denne måde.
Flugten til Berlin
Alle bands og artister burde lave mindst én sang om David Bowie og Iggy Pop, der sammen tager til Berlin med formålet at droppe stoffer for istedet at overleve, cykle, gå på kunstgallerier og starte musikalsk på en frisk. Lloyd Cole har netop udsendt sin på single og denne video…