24. august 1987 single-udsendes ‘Never Let Me Down Again’, en af Depeche Mode-favoritterne her dengang. Og hvor lyder nummeret da stadig dejligt i dag. Dele af videoen herunder ser mistænkeligt ud som om den må være indspillet ude blandt markerne ved Gjerlev, nord for Randers, hvor state of the art-indspilnings-rumstationen Puk Studios lå dengang. Depeche Mode fik som bekendt mixet Music for the Masses (1987), hvorfra denne single er den anden efter ‘Strangelove’, i Puk…
Thåström i Berlin i dag.
I dag modtog jeg en cd med posten – Wronger, der er det nye album med Tommy Stinson’s Cowboys in The Campfire. Hvis man kender The Replacements, ved man selvfølgelig, hvem multiinstrumentalisten Tommy Stinson er. Efter tiden med dem lavede han albums med to andre bands, han dannede: Bash and Pop (som startede som resterne af The Replacements) og Perfect. Og så var han også med i Guns’n’Roses, men det taler vi ikke helt så meget om (pengene skal jo komme et sted fra).
Tommy Stinson er endt med at være den eneste af de gamle Replacements, der stadig er aktiv musiker. Broderen Bob Stinson døde for 28 år siden efter mange års misbrugsproblemer. Slim Dunlap er alvorligt syg efter et slagtilfælde og skal forsøge at leve med USAs “sundhedsvæsen” og alle dets regninger. Chris Mars lagde musikken på hylden og blev billedkunstner. Paul Westerberg har i al stilhed trukket sig tilbage i hjembyen Minneapolis, efter hvad jeg læser.
Allerede nu kan jeg høre, at Wronger er noget af det bedste, Tommy Stinson har lavet siden The Replacements. “Dream”, som I kan se og høre her, er en særdeles vellykket sang og giver mindelser om Paul Westerberg. Andre steder på Wronger er der mindelser om bl.a. Johnny Cash og The Clash; vi har at gøre med den blanding af country, folk, blues og hvad ved jeg, som nogle i mangel på bedre betegnelse kalder americana.
(I øvrigt er efternavnet Stinson oprindelig skotsk, men er i dette tilfælde også en anglificeret form af det dansk/norske navn Steensen. Flere af medlemmerne af The Replacements havde nordiske aner.)
Hvem skulle have troet? Joy Division’s Ian Curtis afbilledet på en mur på hovedgaden i sin hjemby Macclesfield, syd for Manchester.
Joe Strummer ville kunne være fyldt 71 i dag. Her er han på ‘Straight To Hell’ fra The Clash’s svanesang Combat Rock (1982) som kun 29-årig…
David Bowie med Mick Ronson og The Spiders på Ziggy Stardust-touren og Bryan Ferry’s Roxy med Brian Eno, ude med første album, hvem gad ikke tage en tur i tidsmaskinen til et helt andet London og give 75P for at opleve de to samme aften, denne weekend i 1972?
Bob Marley som forsanger i The Ramones, det er det bizarre mash up-koncept på Rocket to Kingston (2020), debutalbummet med – naturligvis – Bobby Ramone. Her en fyldestgørende smagsprøve nådesløst efterfulgt af den ægte vare. Pludselig blegner Bobby Ramone fælt. Hurtigt videre.
Første gang Hilmer og jeg stod på en scene sammen, spillede vi support til Nico. Hun gav det koldeste håndtryk, jeg nogensinde har fået. Få år efter døde hun på en cykel på Ibiza. Nu ligger hun til hvile her, langt ude i en hed augustskov, hvor myggesværmes summen var den eneste lyd denne fredag.
The Lines? Endnu et band fra London som fra 1978 og fire år frem udsender en håndfuld plader af forskellig, måske lidt for ansigtsløs kvalitet, der aldrig rigtig bliver hørt. Men debutsinglen ‘White Night’ har noget særligt, John Peel spiller den flere gange på sit aftenprogram på BBC, og nu senest dukker den op igen sidste år på 1977-1979 (Symbols Clashing Everywhere), en af musikforfatter/journalist Jon Savage’s Ace Records-opsamlinger med hans gavmilde og inspirerende bud på essentielle deep cuts fra postpunk-tiden. I dag stod The Lines-singlen så pludselig i en fremmed pladebutik, endda i sit oprindelige første hvide cover med stemplet band-adresse på. Tror aldrig jeg har set den før. Man kan være heldig. Nu har den fået ny adresse…
Alle bands burde lave mest én sang om at være ung. The Jam’s ‘When You’re Young’ udkommer som single 17. august 1979, kun få måneder efter David Bowie’s ‘Boys Keep Swinging’ besynger præcis det samme…
Nu sker der dét, jeg ville have forsvoret: Talking Heads er sammen igen på en scene! Det er dog ikke til en koncert, men til en samtale med Spike Lee i forbindelse med premieren på den restaurerede udgave af Jonathan Demmes koncertfilm Stop Making Sense. Jeg har altid haft et indtryk af at det endte skidt med Talking Heads, fordi de fire musikere kom op at toppes om et eller andet med hvilken retning det musikalske udtryk skulle tage – og i særdeleshed fordi David Byrne ikke var nem. (Det hjalp næppe heller, at to af de andre er gift med hinanden.) Senere har jeg fået et noget mere nuanceret indtryk af Byrne og så bl.a. hans koncertfilm til CPH:DOX for et par år siden. Den var god.
David Byrne siger til Pitchfork:
“As a younger person, I was not as pleasant to be around. When I was working on some Talking Heads shows, I was more of a little tyrant,” he explained. “And then I learned to relax, and I also learned that collaborating with people, both sides get more if there’s a good relationship instead of me telling everybody what to do.” Speaking to his relationship with his former bandmates today, Byrne said, “We have a cordial relationship now. We’re sort of in touch, but we don’t hang out together.”
Det glæder mig altid, når nogle mennesker kan bliver klogere og mere afrundede personer med tiden.
Jeg har gode minder om at have set Stop Making Sense i biografen – endda i Nørresundby! Siden købte jeg filmen på dvd, men hverken billede eller lyd gjorde filmen ære. Det var synd. Jeg glæder mig til at se den nye udgave. Hvis den endda kommer på et disk-format bedre end dvd, bliver jeg endnu gladere. Jeg er så gammel og sær, at jeg holder af at se film på skiver. Og som man vel derudover allerede har observeret, har jeg generelt ikke noget imod at man restaurerer film eller genmixer musik, når det sker med respekt for originalen.
Her er traileren.
Dagens nye The Coral-single kommer i Merseyside-bandets absolutte diskret-melodiske og charmevarme topform…
The Undertones fra Derry i Nordirland har et langt singleforløb i slipstrømmen af punk, der i kvalitet matcher samtidige og mere kendte Buzzcocks, der ligeså kan noget helt specielt med hurtig, kortfattet popmusik på 7″er-vinyl. Forsanger Feargal Sharkey bliver i dag 65, men på Top of the Pops-klippet herunder med The Undertones’ debutsingle, den John Peel-udødelige ‘Teenage Kicks’, er han kun netop blevet 20. Faraway, so close…
13. august 1976: Paul Simonon inviterer til at komme op til Rehearsal Rehearsals i Camden og være med til The Clash’s første London-optræden. Værd at overveje.
Nebraska (1982) er favoritalbummet med Springsteen for mange af de, der ikke kan med den store amerikanske lyd fra hans E Street Band. Det er vel samtidig også albummet, hvor Springsteen egenhændigt lægger fundamentet til den genre, som i dag går under navnet americana. Her dets trøstesløst triumferende single, der naturligvis uden band på aldrig blev det hit, sangen ellers har i sig: “Everything dies, baby, that’s a fact / But maybe everything that dies some day comes back / Put your makeup on, fix your hair up pretty / And meet me tonight in Atlantic City…”.