Ja, vi er glade for Minneapolis’ The Replacements her på siden. Kan det være fordi de er et af de få bands, der til stadighed har formået at bruge de helt traditionelle rocknroll-greb, men alligevel fået dem til at lyde nye, friske og nutidigt relevante? Eller måske det bare skyldes frontmand Paul Westerberg, der både som formfuldendt sangskriver og usminket sanger har formået at sublimere sit udtryk med en skødesløs, nærmest trashet tilgang, der – uden nogen stilistisk sammeligning iøvrigt – til tider nærmest har haft en pendant i The Pogues’ Shane MacGowan. Begges tumultarisk lemfældige omgang med skrøbelig musikalsk skønhed kan virkelig noget. Webmaster Pastor skriver lige her nedenfor begejstret om The Replacements’ nye boxset, der bringer et revisionistisk take på 1985-albummet Tim. I samme forbindelse kommer det nu for dagen, at The Replacements i fredags udgav en ‘ny’ vinyl-single, nemlig boxens ‘alternate version’ af det forholdsvis ukendte nummer ‘Nowhere Is My Home’, der vist hidtil kun har været at finde på den britiske Replacements-opsamling Boink!! (1986). Om sangen er værd at høre? Naturligvis.
Enig, men det er jo mere tonen i musikken, den der blåsorte, helt usentimentale accept og skildring af hverdagens vilkår. Det med MacGowan herfra kørte mest på det slingrende upolerede, samt den nærmest promilleramte give fanden i det hele, der ofte har præget begges musik.
“Nowhere Is My Home” findes faktisk allerede på genudgivelsen af Tim fra 2008.
Måske er der en slags slægtskab mellem Paul Westerberg og Shane MacGowan, men jeg tænker selv mere på Ray Davies og selvfølgelig også på Big Star, når jeg hører The Replacements.