En lidt vanskelig øvelse at læse Morrissey’s frontale angreb på den engelske presse og musikbranche ovenpå Sinead O’Connor’s død onsdag. For var det den hetz og efterfølgende udstødelse, hun har været udsat for igennem sin karriere og som ifølge Morrissey slog hende ihjel, han skrev så indigneret om, eller var det i virkeligheden ham selv…?
Sidste weekend havde vi her den gamle Morrissey oppe at vende i form af en meget anderledes ‘Southpaw’-version fra Miraval-studiet i Frankrig. Og her er endnu et yderst høreværdigt take fra de samme uudgivne demo-sessions, der byder på mindre muskuløse versioner af Southpaw Grammar-numrene. Tænk sig at ‘The Boy Racer’, der ikke tager mange gidsler i sin endelige 1995-version, kunne have være et så luftigt popnummer som dette istedet. Igen forbløffes man over, hvor nærmest Elvis Presley-elegant en sanger Morrissey dog var…
En ny single fra The Coral, den her også fra det kommende album Sea Of Mirrors. Lige fra starten for godt to årtier siden har der været noget berolignende varmt og oldskool-sundt over den melodiøse omgang med de 60’er-ingredienser, der til stadighed inspirerer det skødesløst gennemmusikalske Liverpool-band. Således også svært at lytte til ‘That’s Where She Belongs’ her uden straks at modtage et associations-telegram fra Arthur Lee’s beatorkester Love ca. 1966, da bandets mesterplade Forever Changes først misser med sine blide øjne mod Californiens lys…
DEVO’s co-vokalist og bassist Gerald Casale fylder 75 år i dag. Det er ham der står bag unikke ‘Mongoloid’ som Akron, Ohio-futuristerne her fremfører for en halv menneskealder siden…
R.E.M’s måske allerbedste album bliver udsendt 28. juli 1986. Det tvivlrådige ‘måske’ hænger sin frakke på en side 2, hvor den sjældent så ufejlbarlige sekvens af albummets fire første numre lades lidt i stikken af materiale, der måske samlet udstråler for lidt tid til at skrive nye sange. Man havde da også turneret nonstop og samtidig udsendt et album hvert år siden 1983, anderledes tider. Men som fintunet band rammer R.E.M. den rent hele vejen igennem her. Væk er de ikke altid lige charmerende børnesygdomme med ulogiske musikalske afkørsler fra sangenes hovedveje, væk er Michael Stipe’s lyst til som vokal fakkelbærer ikke at stå lysende klart op i midten af lydbilledet. Læg dertil et forrygende musikalsk sultent, dynamisk og intuitivt stilsikkert sammenspil, præget af de tusindvis af kilometer på landevejenes talløse scener, og en stor plades omrids tegner sig. R.E.M. kom desværre først her til landet på næste album, den så anderledes selvbevidst alvorlige Document (1987), og det er synd, for omkring Life’s Rich Pageant var R.E.M. (ifølge samtidige liveoptagelser) flyvende, endnu et forunderligt vægtløst sted mellem indie og mainstream, hvor alt syntes og var muligt. Albummet udkom for 37 år siden i dag og lyder stadig som bærer det på en usagt sandhed, verden har brug for…
Ah, New York Dolls. Smagen af 70’ernes lowlife-New York. Rendesten og billig glamour. Drugs og drags. Utæmmet rocknroll. Og dette debutalbum har derfor sin klassiske position i historien. Som åndelig vejleder og skødesløshedens frihedsgudinde for den kommende punkscene i New York City. Ingen Patti Smith, ingen Ramones, ingen Blondie, ingen Richard Hell & The Voidoids uden frontfigur David Johanson og The Dolls’ udfordrende larm først. Men dette album, udsendt i dag for 50 år siden, er alligevel ikke en ubetinget fornøjelse i dag. For attitudens selvlysende påfuglefjer tiltrods så kommer det på en sært flad Todd Rundgren-produktion, der sjældent får den smadrede musik – tænk kæntrende Rolling Stones-rocknroll – til for alvor at leve. New York Dolls’ numre swinger bare ikke halvt så godt som bandets uhyrlige look. Og dets bredside af Les Paul-støj affyres allerede tre år efter langt mere vitalt overbevisende af Sex Pistols (som så anderledes var rebels with a cause) og New York Dolls-guitarist Johnny Thunders’ egne heroin-blødende The Heartbreakers. Så det er nok mest af kærlighed til arkæologien, tidsbilledet af det boheme-slummede Manhattan, samt for vigtigheden i rockmusikkens fødekæde at debutalbummet New York Dolls i dag skal høres. Om det kører her lige nu? Ja, naturligvis.
Tirsdag opførte Blur kronologisk hele sit nye album The Ballad of Darren på London’s udsolgte Eventim Apollo. Aftenen blev webcastet live, så derfor er der nu officielle billeder fra showet i form af denne live-version af ‘Barbaric’, et af de mere klassisk Blur-lydende numre fra den nye plade…
The Clash’s debutalbum udgives ikke i USA i 1977. Opfølgeren Give ‘Em Enough Rope (1978) er derfor den første udgivelse med Ladbroke Grove, W 10-bandet i Nordamerika. Men debuten skrives alligevel ind i historien derovre, for denne sidste juli-uge i 1979, over to år efter sin udgivelse i Europa, udsendes den så langt om længe. Det sker dog i en ret så anderledes version, hvor fem eksklusive The Clash-singler (+ en single-b-side) er med istedet for fem oprindelige album-tracks. En ujævn opsamling, ja, men stadig virkelig, virkelig stærk nummer for nummer…
Da Hilmer og jeg var oppe i Stockholm i januar 1990, for at mixe det første LS-album i Mistlur-studiet i Roslagsgatan, boede vi på Norrmalm, lige hvor Olaf Palme var blevet skudt fire år forinden. Det var isvinter, så når vi ikke var ude i studiet hang vi meget på hotellet. TV-musikkanalen der spillede næsten konstant Sinead O’Connor’s Prince-kæmpehit ‘Nothing Compares To U’. Det er de små fem minutters vægtløshed og den tid jeg husker hende for. Her synger dog istedet en duet med The Specials’ Terry Hall, der sidste år ligeledes gik bort…
Hørt herfra begynder The Rolling Stones’ store år i 1965. Da transformeres bandet fra et coverorkester af amerikansk blues til noget langt vigtigere; et selvforsynende rocknroll-band der spyder skarptskårne, livgivende, dødbringende, primale singler ud mod verden med imponerende kontinuitet. Sanger Mick Jagger fylder 80 i dag, så derfor her et klip fra netop 1965, hvor hans band bringer elektrisk intensitet til det engelske ungdomsprogram Ready Steady Go…
Depeche Mode’s Dave Gahan prøver på denne nye single, en forsmag for september-albummet The Jeffrey Lee Pierce Sessions Project “The Task Has Overwhelmed Us”, kræfter med ‘Mother Of Earth’, en af de store The Gun Club-sange fra mesterpladen Miami (1981). Gahan sætter både sangens grundtone og tempo ned, dæmper musikkens dunkle lys yderligere og trækker den ind i et nordamerikansk kirkerum.
Der er dukket to sange op, som er indspillet til, men ikke kommet med på Blur’s nye The Album of Darren. De ligger derimod på en bonus 7″er-single vedlagt en limited edition europæisk version af albummet på klar vinyl. Men er ‘The Swan’ og ‘The Rabbi’ da så tiden værd at lytte på? Ja, og specielt førstnævnte…
En af denne sides favoritsingler med Siouxsie And The Banshees er ‘Arabian Knights’, der dags dato 1981 udsendes som den anden single fra Juju. For hvilken stærkt profileret sang og stemningsoptimeret produktion nummeret stadig er i dag. Under den kendte singleversion følger her en samtidig BBC-optaget session-version fra Richard Skinner Show, hvor The Banshees’ instrumentale dynamik om muligt står endnu mere klart i den enkelt opsatte produktion…
På Okay Okay Boys (1982), Kliché’s svære andet – og sidste – album er der to tracks der stilistisk skiller sig ud fra mængden. Dels brug-og-smid-væk-nummeret ‘Bravo Charlie’, der ikke uden en vis ironi sært kunne lyde som det tidlige TV-2 der leger Kliché. Dels ‘Oppenheimer’s Formiddag’, noget så sjældent som en guitarbaseret Kliché-ballade, hvis sangskrivning og tonesprog synes anderledes traditionelt end normalt fra bandets ukonventionelle ståsted.
Biografpremieren lige nu på Christopher Nolan’s store biopic om J Robert Oppenheimer gør igen sidstnævnte nummer relevant. Husker jeg aldrig selv dengang i 1982-83, da vi så rigtigt mange Kliché-shows rundt omkring, fandt stor glæde ved ‘Oppenheimer’s Formiddag’. Genhørt nu forstår jeg ikke helt hvorfor, for det er jo faktisk en stærk sang med sit fine omkvæd, der folder sig så mantra-gentagende ud, som altid i Kliché sunget formidabelt i mål af den dengang evigt sitrende Lars Hug. Hilmer var omvendt ret forelsket i sangen, præcis som han også på Okay Okay Boys især var det i instrumentalnummeret ‘IKB’, hvor hans eget uforlignelige guitarspil står så vægtløst i centrum. Oppenheimer bliver genoplivet gennem filmen lige nu, som han også blev det i efteråret 1982 gennem disse toner og ord…
Fotoentusiasten Chris Stein fra Blondie har taget dette billede af Devo i 1978 i Akron, Ohio. Der går en tyk lige linie fra deres look til Klichés stærke visuelle præsentation et par år senere i Danmark. Tradition og fornyelse, som man siger, og godt gået af Kliché. Men Aarhus-klovnepunkerne Lost Kids ikke blot lånte, de stjal Devo’s ‘Mongoloid’ og krediterede (først) sig selv som sangskrivere på ‘Asocial’. Lost Kids er forlængst fortid, Devo spiller i august på Amager.
