Det er i dag 33 år siden Nick Cave and the Bad Seeds udsendte The Good Son, et i rækken af en håndfuld uomgængeligt stærke NC&TBS-albums fra den tid. Savner The Bad Seeds, for pånær af navn findes de jo ikke rigtigt mere, så her en tidstypisk kaossøgende liveoptagelse af dem på Paradiso, Amsterdam med titelnummeret fra dagens plade…
Gad vide om Depeche Mode stadig har berøring med den humdrum town nordøst for London, hvorfra deres techno-pop – det blev stilen altså kaldt dengang – drog ud og langsomt men sikkert besejrede Europa og Amerika? Duoens nye album Memento Mori har været en stor positiv overraskelse, fyldt med ny vitalitet og stærke sange, der kun vokser her i ugerne efter udgivelsen, det til et punkt så det ligner DM’s stærkeste album siden måske Songs of Faith and Devotion (1993). Først var det den underskønne single ‘Ghosts Again’ og de mere oplagt catchy sange der fængede, men nu er balladerne også begyndt at åbne sig op og invitere indenfor. Som denne, hvor Psychedelic Furs’ Richard Butler igen er krediteret som sangskriver sammen med Martin Gore…
Det er fredag og Bowie’s mest sælgende album nogensinde blev udsendt i dag for 40 år siden. Købte albummet på dagen dengang og husker mest, at det først og fremmest lød så voldsomt friskt. Som alt det ubrugte liv foran en. I dag giver det mest en bittersød smag at høre Let’s Dance. Fordi albummet var overalt det forår og den sommer står det fastlåst i sin tid. Så lad mig ikke nævne her, hvor dårligt Steve Ray Vaughan’s så fremtrædende lead guitar har klaret turen frem til i dag. Det ville være synd for dette mindesmærke over en svunden tid. Her en af albummets lidt mindre kendte sange, et Let’s Dance-deep cut der vel burde have været et hit…
Med Anton Corbijn og Depeche Mode. For i dag for 36 år siden udsendes ‘Strangelove’ på single som forløber for Music for the Masses. Lyder stadig knivskarp i dag og den parisiske video spiller godt med. Apropos så høres DM’s nye single ‘Ghosts Again’ lige nu og stadig her med uforbeholden begejstring. Tradition og fornyelse…
Joe Biden forlod i dag Belfast i Nordirland. Det gør vi ikke. Her en altid aktuel sang med et af byens mest markante bands…
Det er nok ikke nogen overraskelse, at jeg er glad for det nye album med The New Pornographers. Det hedder Continue As A Guest, og en af de første sange, der fangede mig ind denne gang, var denne – “A Firework in the Falling Snow”, her i en live-udgave med A.C. Newman, Kathryn Calder og den “nye” trommeslager Joe Seiders.
På den anden side af forår og sommer får København besøg af det levende museum, der er New Order. Så dem senest i Tempodrom i Berlin, hvor det igen stod klart, at NO’s koncerter nuomdage – ligesom det gør sig gældende for electro-pionererne Kraftwerk – først og fremmest er en æstetisk hyldest til og præsentation af bandets nu historisk anerkendte state of the art-synthpop, der her kan nydes på 7″-er-versionen af New Order’s tredje single, den fra 1982 mesterligt konstruerede som udførte ‘Temptation’…
Michel Belli, Peters søn, er som sanger og sangskriver midtpunkt i bandet Den Syvende Søn, der snart udsender sit tredje album. På en ny forløbersingle derfra faciliterer Michel et stærkt farvel for – og fra – sin far på den enkle, fornemt pop-svungne duet ‘En Sidste Sang’. De tos stemmer minder ikke så lidt om hinanden, så man skal holde tungen lige i munden for med sikkerhed at kortlægge, hvem der synger hvad her. Men rørende er det hele med sin fuldbyrdede og forgængelige end of the line-vibe…
Men det gjorde The Rolling Stones. For deres Some Girls-album i 1978 var tydeligvis formet af sin tids enorme disco-tsunami, men da også af en simpelhed i musikafsæt, punk rock netop havde genskabt. Og førstesinglen ‘Miss You’ står vel i dag således som et markant crossover-øjeblik mellem stramtsvingende natklubmusik og løs rocknroll-attitude. I album- og single-version er nummeret et velfungerende pop-mantra, men på 12″er-maxiens ni minutter er det noget større og mere sjælfuldt. Og så er der dette outtake fra indspilningerne i Paris på 12 minutter, hvor nummerets primale gentagelsesrejse transcenderer popmusik som vi kender den. Handler sangtekstens ord om Mick Jagger’s kuldsejlede ægteskab med Bianca Jagger og hans da nye affære med Jerry Hall, eller om noget andet, mere ukonkret? Døm selv på dette så vilde soniske trip, tilsat en veritabel billedestorm fra Studio 54-diskoteket på Broadway, hvor tidens dekadence løb af sporet for de kendte, de rige og de fortabte…
9. april 1984 udsendes Reckoning, R.E.M.’s andet album, og det første jeg lykkes finde – på import i Double Fun, Hyskenstræde – med dem. Her åbningssangen ‘Harborcoat’ i en heftig optagelse fra vesttyske Rockpalast året efter. R.E.M. er jo live instrumentalt en trio i de tidlige år, hvilket kræver ikke så lidt af spillerne for at fylde musikken ud. Alligevel finder ikke mindst en dengang anderledes udfarende Peter Buck overskud til at danse sin guitar rundtosset…
Nej, overskriften er en tilsnigelse. For da denne Depeche Mode/’Ghosts Again’-cover med irske Tiny Magnetic Pets kører afsted her er første tanke, at præcis så indbydende godt lød London-trioen Saint Etienne i deres bedste, mest elektroniske år. Den observation skal dog ikke tage nogen ære fra Tiny MP, hvis sangerinde det lykkes at tage ejerskab over sangens fraseringer og ord. En opgave der aldrig er så nem som den udført med succes lyder…
Hørt herfra er postpunkerne Bauhaus først og fremmest stærke som single-band. Hvor samtlige Northampton-bandets fire albums fra dengang halter på antallet af egentlig gode sange, og derfor ofte bliver for frustrerende ufokuserede som samlede værker, da er der en helt anden skarpskåret profil over singlerne. Som nu denne, Bauhaus’ sidste, der udkom i dag for – gisp! – 40 år siden. Hører man nærmest idéen til Suede’s lyd og musik – Bowie-trip + postpunk – blive undfanget her?
Lidt efter The Damned’s første britiske punkalbum Damned Damned Damned, men før debuterne fra The Stranglers, The Jam og Sex Pistols. The Clash blliver udsendt 8. april 1977 og kommer som intet før, intet efter. Lyden af et sammenstyrtende London i en storbrand af kedsomhed, speed og ung længsel efter noget andet…
Ville have bragt dagens nye Håkan Hellström-single her, men efter to gennemlytninger synes det en dårlig idé. For det synes officielt nu: Håkan er død. Stendød. Mage til kreativt karrierefald skal der ialfald ledes længe efter. Så hvad gør vi istedet? Tuner over på BBC, der netop har frigivet denne fine Piano Room-optagelse, hvor revitaliserede Depeche Mode fremfører deres egen nye single med BBC-strygere på og helt anderledes vitalt højt til loftet…
En af de allerbedste David Bowie-singler – der er mange af dem! -blev udsendt i dag for 50 år siden. Og hvor dejligt lyslevende ‘Drive-In Saturday’ lyder her i dag, et lynhurtigt halvt århundrede efter…
David Bowie: “…It was about the future, and it’s about a future where people have forgotten how to make love, so they go back onto video-films that they have kept from this century. This is after a catastrophe of some kind, and some people are living on the streets and some people are living in domes, and they borrow from one another and try to learn how to pick up the pieces. And it’s called “Drive-In Saturday”.