Blog, Elektronisk, Pop, Rocknroll

30 års beklagelse

3 kommentarer

De havde været væk og de kom igen. Der var kun gået fire år siden fremtidsafsøgende Technique, men meget syntes anderledes. Bernard Sumner havde haft travlt og stor succes med sin Johnny Marr-duo Electronic. Peter Hook havde foldet sig ud med solo-projektbandet Revenge. Og de andre to i New Order, trommeslager Stephen Morris og keyboardspiller Gillian Gilbert, havde arbejdet med det album, der snart skulle udkomme under navnet The Other Two. ‘Regret’ var således New Order’s comeback-single, der udkom 5.april 1993. Et effektivt popnummer, hvis vers dog klart overtrumfer omkvædet, men også et der sært mere lyder som New Order, der prøver at lyde som New Order, end det egentlig bare lyder naturligt som New Order. En tendens der skulle vise sig at fortsætte på det snartkommende NO-album Republic og sådan set i al fremtid op til i dag. Og sådan er det måske med bands, der fortsætter, men ikke længere har en personlig vibe sammen. Her ‘Regret’ fra BBC’sTop of the Pops to uger efter udgivelsen…

Blog, Pop, Rocknroll

Gainsbourg’s Frankrig

Skriv en kommentar

En tur på fire minutter til Frankrig. Vi skal i et sort/hvidt Paris af i går markere, landets nationalsanger Serge Gainsbourg søndag ville kunne have fejret sin 95-års fødselsdag. Så vi følger ham på gaderne, i butikker, på en af Seine-broerne, derhjemme ved flyglet, samt på en travl parisisk frokostrestaurant. Musikken der spiller henover det hele er Gainsbourg’s egen fra 1971-albummet Melody Nelson, selvom den sin melodiske overlegenhed tiltrods slet ikke lyder ulig Arctic Monkeys af i dag. Serge Gainsbourg var ofte forud for sin tid. Derfor lever hans musik i dag.

Blog, Pop, Rocknroll

Seymour Stein RIP!

3 kommentarer
Teenage kicks? Seymour Stein – nummer to fra venstre – skriver her pladekontrakt med The Undertones.

Hvad har et overflødighedshorn af stærke navne som The Ramones, The Dead Boys, Talking Heads, Richard Hell & The Voidoids, The Saints, Radio Birdman, The Rezillos, The Undertones, Pretenders, The Cure, Echo and the Bunnymen, The Beat, Madness, Soft Cell, Tom Tom Club, Depeche Mode, The Associates, Modern English, Madonna, Aztec Camera, Jonathan Richman & The Modern Lovers, The Go-Betweens, The Smiths og The Replacements blandt mange, mange andre tilfælles? Jo, de blev enten udgivet eller USA-distribueret af Sire Records, pladeselskabet med de karakteristiske gul/blå labels, hvis karismatiske direktør Seymour Stein i de mange turbulente år omkring og efter punk var en dynamo i New York City’s pulserende musikmiljø. Han døde i går, 80 år gammel. Tak som fanden for al den fremragende musik, Seymour!

Blog, Pop, Rocknroll

Søndag med deep cuts

Skriv en kommentar

Tag nu dette track fra Blondie’s 1978-gennembrud Parallel Lines. Det Mike Chapman-producerede hit-album kaster hele syv singler af sig, men alligevel er det andre af dets 12 numre, der måske står som de allerbedste. Som nu f.eks. den af bandleader Chris Stein skrevne ‘Fade Away (And Radiate)’, en drømmende sløret artrock-progression, dets tekst angiveligt en kærlighedserklæring til det da forlængst afdøde Hollywood-ikon James Dean, med gæsteoptræden af guitar-es Robert Fripp, frisk ind fra sin markante medvirken på David Bowie’s “Heroes” (1977). Et fantastisk kunstnerisk spænd på Parallel Lines, fra de oplagte pophits til et fuldbyrdet stemningsnummer som det her…

Blog, Pop

To byer vågner i samme sang

Skriv en kommentar

I 1968 udsender den franske playboy-popstjerne Jacques Dutronc, der er kæreste og siden bliver gift med selveste Francoise Hardy, en ret mageløs sang om, hvordan storbyen Paris kommer til live igen i den allertidligste morgen. Sangen bliver fortjent et så stort hit, nogen får den smarte idé at oversætte den og istedet lade den handle om Vestberlin. Så året efter udkommer Bob Telden på tysk med nedenstående copypaste-version. Selvom Dutronc klart synger sangen med mest sjæl, vil man nok foretrække den af de to, hvis by står en nærmest…

Blog, Rocknroll, Turnéliv

It’s Alive 44

Skriv en kommentar

Bedste livealbum ever? Et godt bud indenfor rocknroll er The Ramones’ It’s Alive, en fuldbyrdet dokumentation af nytåraften 1977, hvor Joey, Johnny, Dee Dee og Tommy i karrierens skarpeste form river Rainbow Theater i London midtover. Dobbeltalbummet udsendes 1. april 1979 og viser sig at markere slutningen på bandets ligefremme og bedste år. Herfra skal alting kreativt kun blive vanskeligere som i ude af naturlig balance. Samme års senere End of the Century er en elskelig popplade, men The Ramones har tydeligvis forladt eget territorie og lyder herfra ubekvemt på udebane. Det gør de ikke på hæsblæsende It’s Alive. Her halvdelen af de 28 sange på det ialt kun 53 minutters vilde ridt. Enjoy!

Blog, Country&Western, Pop

Omsider forstår jeg

5 kommentarer

Det tog mig lang tid at forstå storheden i Lana Del Reys musik. Alt for længe har jeg afvist musikken fra Liz Grant som selvcentreret, men dygtigt markedsført operette-agtig pop afleveret med sukkende vokal og tekster, der signalerede overfladisk spleen og undertrykt dekadence.

Men i dag, den 1. april 2023, indså jeg omsider hvor dybt og storslået et værk der her er tale om og hvad jeg dog er gået glip af! Jeg danser rundt i stuen til tonerne af “Summertime Madness” og “Born to Grants”, omsider forløst.

Blog, Elektronisk, Rocknroll, Turnéliv

Viagra Boys

Skriv en kommentar

Så Stockholm-baserede Viagra Boys rykke Store Vega midtover i onsdags med en særegen tung blanding af kloak-Stooges, dunkende electro-sequencer og terror-skrattende No New York-saxafon. De kan måske bedre beskrives som en rockificeret udgave af Sleaford Mods. Her høres bandets karismatiske, amerikansk-fødte frontmand Sebastian Murphy på 2020-singlen ‘Common Sense’, et nummer Thåström sidste forår brugte som walk-off-musik på sin svenske tour…

Blog, Rocknroll, Turnéliv

Sort/hvid National

Skriv en kommentar

For en lille måned siden ude i Woodstock, NY spiller The National på The Bearsville Theater for 500 mennesker det meste af deres snartkommende album First Two Pages of Frankenstein. En af aftenens sange er den fine nye single ‘Eucalyptus’, der live bibeholder studieversionens nære slægtskab med R.E.M, bandet fra Georgia der forsvandt sporløst…

Blog, Rocknroll

The Veils har tid

Skriv en kommentar

Vi har haft ham flere gange før her på siden, new zealandske Finn Andrews, der med sit band The Veils siden 2004 har udsendt en række albums af den slags, der pakker drama med højt til loftet med en skamløs romantisk intensitet, så man uværgeligt tænker The Veils i som løftere af arven fra bands som David McComb’s The Triffids og Mike Scott’s The Waterboys. Et nyt The Veils-dobbeltalbum ved navn And Out of the Void Came Love er netop udsendt. Åbningssangen ‘Time’ viser Finn Andrews’ specielle talent frem på fornemmeste lyriske vis. Og videoen herunders levende billeder, af nu forlængst afdøde mennesker i hverdagsøjeblikke på gaden sat op mod sangens ord om tidens altafgørende gang, er svær lige at ryste af sig…

Blog, Rocknroll, Turnéliv

Suede 30

Skriv en kommentar

Hvor mange sange fra ovenstående album mon er på setlisten, når Suede i aften går på scenen i Manchester’s Albert Hall til næstsidste show på den igangværende britiske tour for sidste års Autofiction? De fire singler ‘The Drowners’, ‘Metal Mickey’, ‘Animal Nitrate’ og ‘So Young’ er der helt sikkert, men flere tilføjelser synes oplagte. For det er ikke hver dag ens debutalbum fylder 30. Og når det endelig sker, så er band/artist ofte et helt andet sted i det musikalske liv, og har svært ved at spejle sig i dette første afsæt. Ikke Suede, hvis lyd og udtryk i dag stadig skylder sin rygrad til denne første nyklassiske plade, der om noget var/er lyden af sleazy London. Herunder en af albummets mange outsider-højdepunkter opført live i Paris i udgivelsesåret 1993, hvilket naturligvis medfører at det er uforlignelige Bernard Butler på den utæmmede guitar. Tillykke med de 30 i dag, Suede!

PS – Det blev til hele otte sange fra debutalbummet i Manchester onsdag aften: ‘Animal Nitrate’, ‘Breakdown’, Metal Mickey’, ‘Moving’, ‘Pantomime Horse’, ‘She’s Not Dead’, ‘So Young’, ‘The Drowners’.

https://www.youtube.com/watch?v=xpBG9vNoTQ0
Blog, Rocknroll

Into the trees…

1 kommentar

The Cure blev ikke regnet for det store i 1979, hvor de havde debuteret med et akavet lyserødt debutalbum, der ikke helt kunne bestemme sig for, hvad eller hvem det ville være i postpunkens konfuse landskab. Et par singler havde antydet et stærkt popøre hos frontmand Robert Smith, der samtidig var blevet kaldt ind som reserve-guitarist i mandefaldsramte Siouxsie and the Banshees, men trods den prangende fjer i hatten blev The Cure set som et af de letvægtsbands, der gik mange af på dusinet i England lige da. Det var indtil 28. marts 1980, da forløbersinglen til bandets snartkommende Seventeen Seconds blev udsendt. Med ‘A Forest’ lykkedes det effektivt The Cure at kvæle egne børnesygdomme og nærmest genre-opfinde den særegne melodiske men dystre stil, der skulle blive bandets farbare vej frem mod en fornem karriere. Husker singlen fra første lyt på John Peel, hvor dens atmosfæriske letvægts-lyd og insisterende bassfigur straks imponerede. Vi har tidligere skrevet her, hvor undervurderet Robert Smith er som stildannende guitarist. Det er lige her han for alvor får sin karakteristiske lyd og det fjerlette anslag på plads…

Denne blog vedligeholdes af Jens og Pastoren.