Det der med pludselig at høre musik, man havde glemt eksisterede, og på et nanosekund blive transporteret tilbage til en anden tid, et andet sted, for længe siden.

Australske Peter Milton Walsh’s band The Apartments blev dannet i Brisbane, Queensland i 1978. Som nær ven af Robert Forster og Grant McLennan fra bysbørnene The Go-Betweens delte han deres seriøse og litterære tilgang til sangskrivningens mysterie. Men deres arbejdsdisciplins kontinuitet ejede han ikke, for debutalbummet kom først i 1985, dets efterfølger otte år efter. Så The Apartments blev og har altid været et så godt som hemmeligt band.

Her ‘Knowing You Were Loved’, det forædlede stykke musik der blev fablet om her foroven, udsendt på albummet Fête Foraine i 1997…

Se på coveret herover. Et egentlig klassisk The Smiths-singlecover, men så alligvel ikke. For udførelsen er anderledes collage-lignende og klodset end man de fire forrige år har oplevet det. Og de normalt så overskudsagtige B-sider på The Smiths-singlerne er helt usædvanligt skåret ned til to grove throwaway-skitser, Læg dertil den officielle promo-video herunder, ja, hvorfor er det kun sanger Morrissey som optræder i den? Sagen er enkel: Intet er som det plejer, for The Smiths er netop gået i opløsning. Op til Manchester-bandets fjerde album Strangeways, Here We Come, der skal udgives 28. september, har Johnny Marr og Morrissey for konsekvent at undgå hinanden været i studiet på forskellige tidspunkter. Hver for sig har de således indspillet deres bidrag til de ti sange på albummet, der skal stå som det sidste – og paradoksalt nok måske allerbedste – de nogensinde laver sammen. Men The Smiths er færdige. Ikke at man ville ane det udfra denne lille forløber-singles raffineret vægtløse musik, der udsendes 10. august 1987. Det synes næsten bedragerisk, at et traumatisk band-sammenbrud kan lyde så musikalsk harmonisk. Nuvel, kæresten i sangen er dog i koma, og tanken kan nemt være, det i virkeligheden er Marr der synges om, når Morrissey mod dens slutning uanfægtet crooner ‘let me whisper my last goodbyes…’.

Hvordan afspejler man en ny musikkulturs attitude, æstetik og værdisæt i ét billede? Jamie Reid designede covers samt grafik for Sex Pistols, og hans særegne arbejde for dem signalerede klart, enkelt og præcist hvad punk handlede om. Sjældent har ny visuel kunst og ditto musik spillet så godt sammen og inspireret så meget. Jamie Reid døde i dag i Liverpool.

Kig på coveret. For du kommer næppe til at se et grimmere i dag. Måske der tænkes, dette må være et Genesis/Jethro Tull-inspireret band fra den engelske 2. division ca. 1975. Men intet kunne være så forkert. The Chameleons er et engelsk postpunk-band, dannet i 1981 i Middleton, lige nordøst for Manchester. Bandet kommer på dette debutalbum trofast af sin tid, er ikke synderligt originalt, men har alligevel sin helt egen, sørgmodigt dramatiske tone i et stærkt arrangeret spil mellem to storbys-rummelige guitarer tilsat den bass-spillende sanger Mark Burgess ukunstlede stemme. The Chameleons fandt dengang aldrig rigtig sit publikum, bortset fra et vist følge i Benelux og Vesttyskland. Tre albums blev det til inden håndklædet kom i ringen. Og de to første af dem er virkelig værd at opsøge, specielt debuten her, der i sin originalpresning ikke er billig. The Chameleons spiller igen nu og turnerer flittigt Europa, således var de også på parade i juni måned i Lille Vega. Men coveret her ovenfor, hvorfor den rædsel? Jo, en af bandets guitarister malede i sin fritid, så hans ‘værker’ blev brugt som artwork på The Chameleons’ plader. Godt for ham, synd for dem, der fortjente og fortjener langt bedre. Her et af mange virkelig fine numre fra debutalbummet Script of The Bridge, der udkom dags dato i 1983. Guldet ligger i den lange outro…

Jens’ indlæg om Bauhaus fik mig til at tænke på The Bats, der var et af de mange bands fra Dunedin i New Zealand, der udkom på Flying Nun Records. Pladeselskabet findes stadig, og det gør The Bats faktisk også. Her er de i live-opstilling fra Flying Nuns 40-års-jubilæum, der blev fejret ikke i Dunedin, men oppe på Nordøen i Auckland.

Jeg har faktisk selv været i Dunedin. Jeg ankom dertil i januar 1999, meget træt efter 24 timers flyrejse [det var dengang] og opdagede at et andet legendarisk Flying Nun-navn, nemlig The Clean, gav deres genforeningskoncert samme aften. Men omstændighederne taget i betragtning ville jeg hellere se en seng. Det har jeg ofte tænkt over siden.

Engelske Bauhaus’s forunderlige debutsingle, et ni minutter langt stemningsnedslag på et aldrig før eller siden besøgt sted mellem postpunk og dub, blev udsendt på 12″er-vinyl dags dato i 1979. ‘Bela Lugosi’s Dead’ – sangtitlens navn tilhører skuespilleren, der i 1931 spillede hovedrolle i vampyrklassikeren Dracula – var stærkt medvirkende til at skabe den teatralsk noir-dyrkende subgenre, der snart skulle blive kendt som goth…

Har med entusiasmens interesse læst Webmaster Pastors indlæg om den nye Ed Stasium-mixede genfødsel af The Replacements’ Tim, et her meget afholdt album, købt i september 1985 da det udkom. Og netop nu også hørt den ‘nye’ version af ‘Left Of The Dial’, et af pladens allerstærkeste numre. Og jeg synes det er svært. For det nye mix lyder jo tydeligvis bedre og mere korrekt, instrumenterne skiller sig bredere, mere klart ud. Men jeg har aldrig nogensinde et eneste sekund ønsket mig noget anderledes end originalens udtryks-upåklagelige sound, der måske ikke er for hifi-entusiaster, men som vigtigere til gengæld er den perfekte uperfekte lyd til et snublende over egne fødder kaos-band som The Replacements. Og så er der en anden ting: Uanset om man kan lide lyden eller ej på Tim, så er det jo sådan den kom og var og står i historien. At høre ‘Left Of The Dial’ i et anderledes shiny karosseri nu føles derfor sært hjemløst. Præcis som det gjorde det da David Bowie’s pladeselskab som salgskrog for et af de utallige boxset med ham for et par år siden lod Tony Visconti lave et helt nyt mix af Lodger (1979). Det album lød også klart hifi-overlegent i den nye udgave, men det var bare ikke den lidt flade, diskant-skarpe Lodger, man havde lyttet og festet og levet til. Jeg har også en godt ti år gammel The Clash-single med et nyt mix af ‘London Calling’, og her er det selvfølgelig en anden sag, for hvordan forbedrer man det allerede perfekte, det kan man jo ikke, og derfor er det projekt 100% nytteløst. Mener, tænk at besøge Van Gogh-museet i Amsterdam og se mesterens malerier i nye nutids-destillerede farvenuancer, nej, hvem har lyst til det? Selv vil jeg med arkæologisk interesse lytte fascineret til Ed Stasium’s nye mix af Tim når det bliver tilgængeligt, men uanset hvordan det er, så vil det efterfølgende føles lidt akavet (=forkert) at høre. Fordi det fucker med historien. Selv det nye Tim-cover er jo langt mere nådigt ved øjet end den rodebutik som er det oprindelige pladeomslag, men giv mig alligevel sidstnævnte at se på. For det er det rigtige. Man havde én chance i 1985 og det var det cover man gik med. Ligeså med musikken bag. Vores fælles historie kan godt leges om nu, men den kan ikke skrives om. Her følger ‘Left Of The Dial’ som den altid stod og står, døm selv…